Passive/Aggressive

Causa Sui – Riffet, kosmos, evigheden som uimodsigelig og ekskursioner udi konge

Blog March 24 2014, af frederikdenning causa-sui-live-at-freak-valley

Af Frederik Denning

Hvis Causa Sui var en by, ville det være Houston, Texas, på Fyn. Med fødderne solidt placeret i ørkenen skydes rumraketten ud i kosmos fra Danmarks Provence. Denne gang er Causa Sui klar med deres første liveplade, og det kan egentlig undre, at der er gået så mange år, når nu bandet i så høj grad improviserer – også på studiepladerne.

Improvisationen er noget, der åbenlyst fylder mindre på de senere studieplader, og mens “Summer Sessions”, der for alvor iscenesatte bandet som Danmarks suverænt bedste impro-band, i høj grad lød som impro-rock, har de seneste plader i højere grad lydt komponerede og kontrollerede. Riffet er kommet lidt mere i centrum, og Causa Sui har bevæget sig tættere på den fede rock end den udknaldede impro.

“Live at Freak Valley” er en optagelse af Causa Suis koncert fra genrefestivalen Freak Valley i Tyskland, 2013. Bandet spiller numre fra hele sit katalog, og det er en temmelig overbevisende opvisning i konsistens over de seneste otte år. Der er ingen tvivl om, at højdepunkterne opstår, når der bare bliver konget fuldstændig ud, og Causa Sui er så teknisk vilde musikere, der samtidig er så sammenspillede, at de aldrig falder igennem, selv når de lader numrene stikke helt af.

Man behøver ikke at være kæmpe entusiast for at få glæde af “Live at Freak Valley”, og den kan sådan set fungere som en lige så god indgangsvinkel til bandet som mange af dets andre plader. Lydkvaliteten er i top, og det samme er bandet, der rammer den rigtige balance mellem solide ørkenriffs og kosmiske freak-outs.

Info: “Causa Sui – Live at Freak Valley” udkommer d. 8. april (El Paraiso Records). Albummet er bandets første live-album efter en lang række studieplader. Vidste du i øvrigt, at guitaristen i Causa Sui, Jonas Munk, med sit soloprojekt Manual har solgt et track til soundtracket til en Asa Akira-film?