Passive/Aggressive

Causa Sui & Ron Schneiderman – ind i øjeblikkets kontinuerlige strøm (premiere)

Blog August 15 2014, af mikkelarre causa pewtr 2012

Af Mikkel Arre

For et års tid siden drog Causa Sui på ny i studiet med Ron Schneiderman (Sunburned Hand of the Man). Indspilningerne er mundet ud i den tredje udgave af syrerockkvartetten og Schneidermans fælles Pewt’r Sessions-serie.

Vol. 3 adskiller sig betydeligt fra de to forgængere i serien. Det er især tydeligt i det 26 minutter lange nummer ”Incipiency Suite”, som Passive/Aggressive her holder snigpremiere på.

Da Pewt’r Sessions vol. 1 og 2 blev indspillet i 2009, var der med Causa Sui-guitarist Jonas Munks ord ”et vist guitar-freak-out-præg med lange udknaldede soli”. På den front blæser der nye vinde på vol. 3. Under sit arbejde med at redigere og sammenklippe materialet har Munk gået efter de dele af optagelserne, der afviger fra det vanlige Causa Sui-udtryk, forklarer han.

”Den nye session fokuserer mere på rytmik og en mere farverig klangsammensætning. Jeg har klippet stort set alle guitarsoli ud af numrene, og Rasmus’ keyboards er mere i front som et bærende element. Ligeledes er de passager, hvor vi bruger nogle efterhånden meget typiske Causa Sui-greb, blevet klippet ud for at give mere plads til ‘rest-materialet’: alt det ‘affald’, der ikke i sig selv lød som numre, men måske i højere grad som lyd- eller rytme-eksperimenter. Jeg tror, at denne session bærer præg af, at vi alle sammen har lyttet enormt meget til amerikansk free-jazz, siden de første Pewt’r Sessions blev indspillet, selv om den rent lydmæssigt adskiller sig en del fra det.”

Mens 2009-indspilningerne rummede visse planlagte brudstykker, var der ingen skitser på plads før sidste års session. Det var, som Jonas Munk formulerer det, ”ren formålsløs impro”, hvor Causa Sui og Schneiderman afsøgte en masse forskellige retninger.

”Vi indspillede omkring fire timers musik, hvorefter jeg mixede og behandlede omtrent to timers materiale til noget brugbart, og ud fra de to timer valgte vi 39 minutter, som vi alle syntes havde noget særligt. Jeg kan godt lide idéen om at have noget grundmateriale, som er retningsløst og spraglet, og som er skabt med en særlig form for ‘flow’ – og så derefter at se på det med andre briller i studiet og klippe materialet sammen på en ny måde. Det er især tydeligt på “Incipiency Suite”, men også numrene på A-siden har været en del under kniven,” fortæller han.

P/A: Hvis du skal sætte ord på Rons rolle, hvad er det så, han tilfører Causa Sui?
Jonas Munk: ”Først og fremmest er han en instans, der løsner op i vores måde at spille på og er med til at bryde vores vaner på en inspirerende måde. Selve hans tilstedeværelse gør det lettere for os at “give slip”, hvilket er virkelig sundt for et band, der har spillet sammen i 20 år. Personligt kan jeg godt lide den måde, jeg kan slippe ansvaret og retningssansen på, når Ron er i lokalet. Jeg kan i højere grad svæve ind i øjeblikkets kontinuerlige strøm og spille langt mere afventende, end jeg er vant til, og det tror jeg også gælder for resten af bandet.

Jeg er altid meget resultatorienteret, Ron er lige modsat – han er komplet ligeglad med, hvad det skal blive til, hvis det altså overhovedet skal blive til noget … whatever. Som musiker og menneske har Ron en eller anden samklang med nogle andre aspekter af virkeligheden end dem, vi kender fra vores rent praktiske omgang med den.
Der er et gammelt Brian Eno-citat (fra et Lester Bangs-interview anno 1979, red.), som vi brugte på coveret til den første Pewt’r Session, der ret perfekt beskriver min oplevelse af at skabe musik med Ron, og hvad det er, der appellerer til folk ved den musik, vi laver.”

”The manipulative thing I think is the American ideal that here’s nature, and you somehow subdue and control it and turn it to your own ends. I get steadily more interested in the idea that here’s nature, the fabric of things or the ongoing current or whatever, and what you can do is just ride on that system, and the amount of interference you need to make can sometimes be very small.”

Info: Pewt’r Sessions vol. 3 udkommer mandag d. 18. august på El Paraíso Records.