Clarissa Connelly – “Jeg vil gerne have, at fortiden løber igennem min musik” (interview)
Interview af Anna Ullman
Tidssløjfer, knuder og sammenvævninger af fortid og samtid har altid været et gennemgående element i Clarissa Connellys musik. Den dansk-skotske komponist, sanger og musiker er aktuel med sit tredje album World of Work, som udkommer den 12. april på Warp. Samtidig arbejder hun på en udgivelse af et sideprojekt med kanonsange, som i sommeren 2023 blev opført på festivaler med publikum som meddeltagere i et ambitiøst fællesskabseksperiment. Tematisk vandrede hun gennem fortidsminder og besteg neolitiske gravhøje på den luftige forgænger Voyager (2021), som blev præmieret ved Nordic Music Prize.
Samtalen her giver indblik i de processer og øjeblikke, hvor den kompositoriske magi opstår – fra metalklangen i klokketårnene, til demonstrationerne på gaden og dansens vrimmel. Om tro, folkelighed, og hvordan vi kan slippe lidt for os selv for en stund.
Anna Ullman: Du er aktuel med dit tredje album “World of Work”, som udkommer på Warp den 12. april. Som en slags sideprojekt arbejder du også på et album med kanonsange, altså de her overlappende og forskudte melodier for flere stemmer, som mange nok kan huske fra deres barndom, og som du selv voksede op med som barn i Skotland. Men inden vi taler om det, vil jeg gerne hoppe tilbage til en samtale, vi havde for et års tid siden. Du fortalte, at du gerne ville lave sådan nogle helt åbne aftener med folkedans og folkemusik, som skulle foregå i mere industrielle og rå omgivelser, på Mayhem for eksempel. Altså steder der appellerer til folk fra mere eksperimentelle og elektroniske miljøer. Og jeg kan huske den nøjagtige ordveksling. Jeg sagde: Det er jo drømmen. Og så sagde du: Det er fucking drømmen!
Jeg har tit tænkt på det siden, når jeg har stået og svedt i rave-agtige sammenhænge: Tænk hvis alle de her mennesker dansede gamle danse lige nu. Tretur fra Lolland eller sådan noget.
Clarissa Connelly: Ja. Det er det. Jeg tror, alle ville have en meget bedre fest sammenlignet med, hvad man kan opleve i københavnske klubmiljø. Folk vil jo grundlæggende gerne score hinanden, få nye venner eller have en sjov aften. New friends and new lovers. Folk vil i kontakt med hinanden. Og det sker ikke rigtig, når alle står på en klub med ansigterne i samme retning.
Spørgsmålet er, om man behøver at danse til traditionel musik. Måske kan man godt danse folkedans til techno? Jeg tror bare ikke, det vil være helt det samme. Der er brug for de der underinddelinger i rytmen, der giver den her hoppende fornemmelse, som giver en lyst til at danse.
Men jeg er overbevist om, at det er det, folk i virkeligheden gerne vil. At kigge hinanden i øjnene når man griber ud efter hinandens hænder. At være i en ramme, hvor man er tvunget til at møde hinanden. Jeg føler virkelig, at den slags aftener mangler. Og jeg tror, det kunne blive en ting. Så ja, jeg har også tænkt på det, og jeg synes stadigvæk, det skal ske.”
Enig. For tiden er jeg meget optaget af, hvad der gør noget til folkemusik, og hvad der gør, at noget opfattes som folkeligt. Der findes mange ideer om det folkelige på et partipolitisk niveau, som kan gøre, at man kan have det svært med det begreb. Og inden for musik findes der selvfølgelig kategorier som ‘roots’, traditionel musik, ’folk’ som genre osv. Men samtidig tror jeg, at mange har en slags kropslig eller social fornemmelse af det folkelige. Det er tit noget med fællesskaber. At gribe ud efter hinandens hænder, som du siger. Derfor synes jeg, det er spændende at tale om, hvad folkemusik er i dag.
Det er sygt spændende. Noget af det mest folkelige jeg har været med til, har været ude i bybilledet til alle demonstrationerne for den palæstinensiske befolkning. Der er demonstrationer mindst en gang om ugen, i perioder var det mange gange om ugen. Det bringer selvfølgelig en masse følelser frem: Frustration, vrede, sorg og tristhed. Men det mest folkelige jeg har oplevet i lang tid har været at råbe og synge sammen. Der er opstået mange sange, for eksempel:
Åh vores regering
de vender blikket
den anden vej
De demonstrationer har så åbenbart et udtryk som gør, at nogle føler sig ekskluderet. Det handler om forskellige overbevisninger. Men folkelighed er også at være fælles om noget. Og vi er opdelte. Der er en ekstrem polarisering i gang; klassemæssigt har uligheden været stigende siden 1990’erne. Hvor finder vi folkelighed med den opdeling i samfundet? Det er svært, når der er så stor en kløft.
Ja. Den ide om at folkekultur absolut skal være inkluderende for at kvalificere sig til at være folkeligt, det synes jeg er at bortforklare de magtforhold og den polarisering, som du taler om. Og det er på en måde også er at fratage fattige og ekskluderede retten til deres egen kultur. De grupper som nationalstater ekskluderer, hvilken kultur har de? Så at klandre de marginaliserede grupper for at de opfører sig marginaliseret og protesterer på nogle måder, som er uigenkendelige for normalsamfundet… Det er den dobbelte vold ved først at ekskludere nogle befolkningsgrupper og derefter bebrejde dem, at de ikke opfører sig inkluderende nok. Findes der også folkekultur, der ser den splittelse i øjnene?
“På konservatoriet i Esbjerg er der en folkemusiklinje, hvor der bliver skrevet masser af ny folkemusik. Men det bliver vel først folkeligt, når det griber ind i befolkningen, som sangene til demoerne. Så jeg synes, det er mærkeligt at genrebetegne noget som folkemusik.”
Clarissa Connelly
Ja, jeg føler virkelig, at det er det, som vi oplever under de demoer på Nørrebro. Det er så fællesskabsopbyggende at gå fysisk sammen og synge med alle mulige mennesker, gamle kvinder fra Nørrebro, som man aldrig har set før. Det er helt vildt.
Mens netop fordi det at synge sammen kan have nogle meget personlige og måske smertefulde betydninger, kan det også være svært at gå om bord i det gamle materiale. At tage en tradition som kanonmelodierne som jeg selv er vokset op med. I lørdags samlede jeg 25 af Københavns bedste sangere for at indspille mine kanons, som jeg selv skriver og komponerer. Jeg har selv sunget kanons i skolegården i Skotland, hvor jeg boede, indtil jeg var ni. Vi havde en megakedelig asfalteret skolegård med en Jomfru Maria-statue og nogle drenge, der spillede fodbold. Min gode veninde Emma og jeg elskede at synge. Så vi fandt på alle mulige sanglege med at synge i kanon og hoppe over sten på bestemte vers. Det var også min første oplevelse med at skabe harmoni med andre, som jeg stadig kan blive høj af den dag i dag. Og for mig er det en tradition, som jeg er vokset op med. Det er ikke langt væk for mig at tage fat i det og bearbejde det. Men for nogle af de 25 københavnske sangere, jeg indspillede med i lørdags, kunne det virke svært at synge noget, som ikke er deres eget, og det forstår jeg godt.
Men om mine kanons så er folkelige, det ved jeg ikke. På konservatoriet i Esbjerg er der en folkemusiklinje, hvor der bliver skrevet masser af ny folkemusik. Men det bliver vel først folkeligt, når det griber ind i befolkningen, som sangene til demoerne. Så jeg synes, det er mærkeligt at genrebetegne noget som folkemusik.
“Melodien skal give en fornemmelse af et hjem, et rum. Der er gulve og vægge, som godt kan være skæve, men stadigvæk kan fornemmes som et rum. Og så skal man lige skubbes ud af det rum. Ud i haven.”
Clarissa Connelly
Ja. Jeg synes det er så vigtigt at holde fast i folkemusik som musikkultur mere end som genre. Oplever du selv at blive kaldt folkemusiker?
Ja, og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal stille op med det. Jeg synes ikke at World of Work er så folkemusikagtigt. Der er helt klart nogle ting, der går igen, lyde og klange med et traditionelt ophav, som jeg dyrker. Det kan jeg ikke løbe fra. Men jeg synes ikke, det er særlig udtalt på World of Work.
Mine kanons er mere et udpræget folkemusikprojekt, fordi de er skrevet på en formel. Det at skrive melodier forskudt er en gammel tradition, som er blevet brugt over hele verden. Jeg har ikke fucket den formel op, metrisk har jeg holdt mig til reglementet. Men jeg har brugt nogle mere spændende akkordskift i forskydningerne, og teksterne har jeg selv skrevet. Jeg kender en masse gamle melodier, og de har det med at sive ind i min måde at komponere på. Men jeg tjekker også, om mine melodier minder for meget om gamle melodier, og det gør de ikke. Men de er helt klart skrevet op ad en tradition. For mig er traditioner vigtige.
Hvordan har det været at bearbejde de formler?
For at jeg synes, at mine kanons er vellykkede, skal der være naturlighed i den måde, melodien forløber og vender hjem igen. Sangens harmoni skal være bygget op på en meningsfuld måde for lytteren, uden at binde sig helt op på gamle melodier. Så på den måde har jeg forsøgt at bruge en traditionel måde at skrive melodier på, men så har jeg også eksperimenteret lidt.
Melodien skal lige ud og stikke lidt af. Sådan: Hvad var det for en akkord? Det er det, jeg lever for. At skabe de der overraskelser i musikken som ikke er for store spring, ikke helt vilde freejazz-spring, men store spring stadigvæk. Uden at man som lytter står helt af. Den grænse er forskellig fra person til person. Nogle synes det er lidt for eksperimenterende, og andre vil gerne baskes endnu mere rundt. Den grænse er der, hvor det bliver spændende.
Melodien skal give en fornemmelse af et hjem, et rum. Der er gulve og vægge, som godt kan være skæve, men stadigvæk kan fornemmes som et rum. Og så skal man lige skubbes ud af det rum. Ud i haven. Det er det, jeg synes er allermest spændende ved at skrive på de formler. Fornemmelsen af at blive skubbet ud af hjemmet, ud i haven.
“Jeg vil gerne binde fortiden op på nogle spørgsmål, som vi står over for i dag, både personligt og i samfundet.”
Clarissa Connelly
I dag ser vi en gennemgående interesse for folklore og mytologi, ikke kun i musik men på tværs af kunstformer. Hvordan tror du, det kan være, og hvor ser du dig selv i forhold til det?
Jeg ved ikke, om det er en form for traditionalisme? Traditionalisme har haft nogle problematiske og ekskluderende sider. Men jeg tror, at mange i dag interesserer sig for folklore og mytologi på en meget bevidst ikke-ekskluderende måde. Ligesom at være interesseret i sprog eller ords oprindelse. Det er helt klart identitetssøgende, en måde at finde sin plads i en tid hvor identiteten som hvid vesteuropæer er så fucked i forhold til, hvad vores forfædre har stået for, og det ansvar man bærer videre. Men det er ikke så meget identitetsspørgsmål, der for mig er mest spændende ved folklore og mytologi. For mig er det mere muligheden for at fjerne sig fra ens personlige identitet. At jeg kan komme væk fra mig. Jeg, Clarissa – det er ikke så vigtigt.
Det er tungt at bære rundt på sig selv som individ.
Ja. Når jeg ser på alt det her identitetskunst, f.eks. på Charlottensborgs forårsudstilling, fylder selvbiografiske detaljer nærmest det hele. Kunstnerens historie, kunstnerens familiebaggrund. Det er vigtigt og relevant for nogle, men for mig er det ikke så interessant. Det interessante for mig er, at jeg bliver mindre vigtig. Når jeg står på scenen og skal synge, behøver jeg ikke være en spændende person. Jeg vil gerne være omskiftelig. Jeg behøver ikke være i centrum for opmærksomheden. Jeg behøver ikke presse mig selv igennem.
Jeg vil gerne have, at noget af fortiden løber igennem min musik. Det kan jeg gøre ved at kigge tilbage på traditioner og gamle måder at synge sammen. Men det er også fremadskuende. På den måde er kanonsang et udtryk for et fællesskabseksperiment, som jeg gerne vil dyrke på en måde, der svarer til samtiden. Jeg vil gerne binde fortiden op på nogle spørgsmål, som vi står over for i dag, både personligt og i samfundet.
Ja. Så er vi måske tilbage til de her folke-rave-situationer, som vi begge drømmer om. Det tilbyder en mulighed for at være et lidt uspændende led i en kæde. Der kan selvfølgelig være nogle potentielt problematiske ting ved den trang til at overgive sig selv til mængden. Men samtidig føles det også som en udvej fra den her autoritære individualisme.
Ja. Jeg synes ikke, det er sygt fedt at gå på klub. Man står der med hele sig selv. Hvordan skal man bevæge sig, når man har hele sig selv?
Det kan være befriende, at der er en koreografi.
Ja, det er det. Det er ikke fordi, jeg ikke tør være ’mig selv’. Nogle gange er det bare ikke så spændende. Vi agerer på en meget offentlig måde i offentligheden. Vi går pænt og ordentligt på gaden. Vi går ikke og råber og synger – eller jo, det gør jeg måske nogle gange, men overordnet opfører vi os, som det forventes af os. Og selv om klubkultur går for at være befriende, så synes jeg, at en klub er et ret reguleret sted. Hvis det skal virke befriende, så skal man virkelig turde slå sig løs. Men så kan man også blive for meget for de andre, hvis man lige pludselig er enormt ekspressiv.
Så skal vi over i psytrance-fællesskaber og sådan noget.
Ja, hvor folk flipper helt ud. Det vil jeg meget hellere.
“Jeg ville gerne indfange livets store spørgsmål, så derfor var der nødt til at være noget til at rammesætte det. Og det blev kirkeklokken, fordi den lydligt indrammer hele samfundet. Fra dåb til begravelse, og som inddelingen af tiden. Men også når byen brænder, og der er krig.”
Clarissa Connelly
Lad os tale om din nye plade. Da jeg arbejdede på en festival forrige år, kan jeg huske, at vi talte om klokker i forbindelse med en kirkekoncert, hvor vi overvejede om kirken ville give os lov til at ringe med klokkerne på et bestemt tidspunkt under din koncert. Der indgår mange klokker på World of Work. Hvordan er de indspillet?
Jeg har været rundt i landet og optage rigtig mange forskellige klokker. Jeg har nærmest ikke tal på det. Mellem ti og femten forskellige kirker har jeg optaget klokker i. Der er nogle giga klokker derude. Grundtvigskirkens klokke er nok næsten to meter i diameter. En giga klokke. De findes i de store kirker eller bykirker i Danmark, som også har flere klokker og kan spille melodier, mens landsbykirker kun har én klokke. Man kan rejse rundt i hele landet og i hele verden og bare kigge på klokker og deres historie. Det er megaspændende.
Hvad betyder de klokker for dig?
Jeg har været meget optaget af forskellige instrumenters symbolik, f.eks. klaveret som symbol på en højkultur som jeg ikke har haft adgang til under min opvækst. Klokken har så tung symbolsk vægt. Men klokken kom egentlig ind i billedet, fordi World of Work handler om de store spørgsmål, meningen med livet, og om man tror på en gud. Jeg er opvokset katolsk, men tog afstand fra katolicismen senere. Allerede da jeg var ni holdt jeg op med at tro på Gud, men alligevel blev jeg fuldstændig hjernevasket.
Men på pladen ville jeg gerne snakke om de store spørgsmål, som dukker op i forbindelse med store musikalske oplevelser eller i fællesskaber, der føles religiøse for mig. Når musik rummer overraskelser på den helt rigtige måde, som jeg talte om før, så er det nok en endorfineksplosion i min hjerne, og måske er det også en musikalsk magi.
Ordene ’når himlen vender’ er for mig et sprogligt billede på klimakrisen. Så spørgsmålet er, om jeg kommer til at tro på noget større, når himlen vender, altså når jorden går under. Det blev til beskrivelsen af apokalypsen i form af afslutningsnummeret ’S.O.S. Song of the Sword’, der ender med en kæmpe katastrofe, et brag.
Så kirkeklokken blev symbolet på den verden, som er vores verden i dag. Jeg ville gerne indfange livets store spørgsmål, så derfor var der nødt til at være noget til at rammesætte det. Og det blev kirkeklokken, fordi den lydligt indrammer hele samfundet. Fra dåb til begravelse, og som inddelingen af tiden. Men også når byen brænder, og der er krig. Nu har vi sirener og notifikationer i stedet, men førhen havde man kirkeklokken: En lyd som alle kunne høre. Klokken er tiden, den er systemet i samfundet. For mig er det igen en måde at binde nutiden og fortiden sammen.
Tre stykker klokkemusik du skal høre ifølge Clarissa Connelly
Arvo Pärt: Cantus In Memory of Benjamin Britten (1977)
Meget dommedagsagtigt. Megaflot.
Julius Eastman: If You’re So Smart, Why Aren’t You Rich? (1977)
Det her stykke fandt jeg for nylig. Der er et virkelig flot klokkestykke i midten. Det er fem forskellige klokker som der bliver spillet på. Det er for vildt.
Shirley Collins & Albion Country Band: “Poor Murdered Woman” (1971)
Det er sidste nummer på No Roses fra 1971. Jeg har lyttet megameget til den plade. Den er så syg. Der medvirker 26 musikere eller sådan noget. Klokken kommer ind hen mod slutningen hvor liget af den ukendte kvinde, som sangen handler om, bliver bragt hen til kirken.
Info: “World of Work” udkommer d.12. april på Warp.
