Futuro Antico – Globale tankestrømme bygget på musikalske oldtidsstudier
Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad.
I sidste uge var denne signatur på kosmologisk rejse i planteriget med Mort Garson. I denne uge skal vi også på en rejse. En rejse ud i hele verden (faktisk videre end det) og så lige et smut forbi en term, der egentlig burde være lagt i graven før den overhovedet dukkede op. You guessed it, vi snakker ‘world music’. Det – i bedste fald – nonsensiske prædikat, der vist nok bruges til at dække over ‘fremmed musik’. Hvad end det så betyder og er fremmed i forhold til?
Denne uges indlæg er dedikeret til den italienske world music-gruppe, Futuro Antico, der i 1980 udsendte to udgivelser, der på mange måder kan høres som en ikke-nonsensisk realisering af termen world music. Den tager vi lige senere. På allerfineste og mest ironisk vis kan man tale om italienske Futuro Anticos eksistens på to planer; der var den kortlivede optagekarriere i slut-70’erne og frem til de to udgivelser i 1980. Dengang Futuro Antico var en fysisk manifestation af idéer; et band. Og så er der, hvad gruppens medlemmer har gjort med navnet, og de idéer som de tre herrer bag Futuro Antico siden har skabt musikalsk og levet efter ud fra samme ideologi. Futuro Antico er således en idé, et håb om en sameksistens på tværs af kulturelle skel med alt hvad det indebærer af afkodning og håndtering af forskellige koder. Og man kan næsten ikke tale om den fysiske eksistens af idéerne (bandet), uden at forholde sig til musikkens immaterielle karakter.
De to italienere Walter Maioli (tidligere Aktuala) og Riccardo Sinigaglia møder Gabin Dabiré fra Burkina Faso i slut-70’ernes Kathmandu, Nepal, hvor de alle, hver især, er på en slags spirituel dannelsesrejse. Det er ved dette møde og efter mange lange meningsudvekslinger om musik, arkæologi og kulturelle symboler, at de danner Futuro Antico med henblik på at skabe en musikalsk realisering af den verdenssammenhæng, de i fællesskab har identificeret.
Grundlaget for Futuro Anticos musikalske udskejelser er således tværkulturelle og forhistoriske studier af symboler, ideogrammer og koder i en søgen efter fremtidige fællesskaber, der transcenderer alskens konstruerede barrierer mellem folk. På den måde er Futuro Anticos grundlag ikke helt ulig den mytologi og kosmologi, Sun Ra arbejder med. Og der er da også hints af Sun Ras frie, kosmiske jazz begravet dybt inde i Futuro Anticos abstrakte og ritualistiske heleverdens-raga, hvor folklore og diverse etniske klangflader parres med kosmiske synths og organiske lyde fra Moderlandet, det afrikanske kontinent.
Futuro Antico når – som nævnt – kun at udsende to udgivelser, inden gruppen atomiseres og idéerne lever videre udenfor bandet. Den første udgivelse, som vi ikke beskæftiger os til bunds med i dag, men som bestemt er værd at dykke ned i, er en eponym debut, der bevæger sig i slipstrømmen på den andenverdens-sensibilitet og minimalistiske dynamik, som du for eksempel finder på Don Cherry og Terry Rileys Köln-optagelser fra 1975. “Futuro Antico” er også blevet genoptrykt i 2014 via Black Sweat Records, som også står bag genudgivelsen af opfølgeren fra samme år og genstanden for denne uges indlæg, “Dai Primitivi All’Elettronica”. På gruppens andet album allierer de tre herrer sig med Kala og Oiseau (hvis specifikke nationale ophav desværre er denne signatur ukendt, men de er fra det afrikanske kontinent), der hjælper Futuro Antico med at skabe en overdådigt pulserende syntetisering af oldtidsmusik, elektronisk musik, etnisk og analog musik.
Med hjælp fra Kelea og Oiseau, der gæster et par enkelte skæringer håndtrommer og marimba-lignende perkussion (tambura og tar) fra det afrikanske kontinent, får Futuro Antico skabt pulserende rytmeteksturer, der minder om dem vi kender fra eksempelvis Amampondos og Konono No. 1’s rastløst skvulpende perkussiontapeter. Disse bliver så parret med blandt andet andenverdslige synth-flader, og sammen skaber de en art abstrakt impressionisme over hele verdens lyde på én gang. Et sprængt åben sensorisk apparat, der perciperer og behandler hele verden på én gang. Se, dét er world music, som vi burde kende det.
De fem skæringer, der udgør “Dai Primitivi All’Elettronica” repræsenterer en lydverden, hvor primitiv musik, avantgarde, jazz, folk, raga, drone, musique concrete, ambient, industrial og minimalisme er i konstant berøring med hinanden. Cykliske strukturer og repetitioner brydes med rastløs ritualisme og flyvende perkussionlag, stammesang og abstrakte synthflader. Alt sammen baseret på nævnte vision om en global folklore – den ultimative (og sande) world music, efter min mening – og denne er skabt ud fra et overvældende arsenal af instrumenter, der på gnidningsløs vis er smeltet sammen i et og samme vibrerende stillbillede på den åndelighed, der binder hele verden sammen. Du finder således alt fra tibetanske klokker, zanza, xylofon, bongo, talking drums, jangro til diverse fløjter, synths, piano og en bas-harmonika på Futuro Anticos “Dai Primitivi All’Elettronica”. Alle lydkilder håndteret med en hånd på instrumentet og den anden umiddelbart pegende et sted hen mellem det hinsides, det forhenværende og det fremtidige.
Summen af Futuro Anticos lille bagkatalog er desværre kun to udgivelser (plus lidt ekstramateriale, der også er blevet genudgivet over de sidste par år). De to udgivelser repræsenterer på hver sin facon en altruistisk kulturforståelse, og i musikalsk som idelogisk forstand er der her tale om respektfulde og nysgerrige undersøgelser af, hvordan forskellige kulturer skal og kan eksistere sammen i fremtiden, baseret på forhistoriske undersøgelser og et åndelig tankegods, der virker som et åbenhjertigt remix af religion og spiritualitet på tværs af kontinentalfladerne. Du kan sagtens kalde det world music, men det er hverken specielt fremmedartet eller musik man kan afvise i nogen grænsekontrol. Den slags fysiske fængsler har musikken for længst transcenderet.
Info: Italienske Black Sweat Records har genudgivet både Futuro Antico “Futuro Antico” (1980/2014) og “Dai Primitivi All’Elettronica” (1980/2014) på vinyl. Sidstnævnte havde indtil kun været tilgængelig som selvudgivet kassettebånd og via et CD-optryk i 1990.
