Passive/Aggressive

Julian Lynch – musiketnolog ved svimlende skumringstid

February 12 2013 julianlynch

”Carios kelleyi I” er titlen på den første smagsprøve fra multi-instrumentalist og eksperimenterende free-folker Julian Lynchs kommende album. ”Carios kelleyi I” er dog også navnet på en blodmide, der suger sig fast på flagermuse, ligesom den underspillede sang uden tvivl vil hos den tålmodige lytter. For selv om den på overfladen ikke udvikler sig helt vildt, er Julian Lynch i gang med både at perfektionere og samtidig videreudvikle sin intime og meditative psych-folk, der langsomt udfolder flere og flere lag uden at skele til traditionelle sangstrukturer.

Tribal percussion fra ”Sung Tongs” samt lyse guitarmelodier og vokalharmonier fra ”Yellow House”-æra Grizzly Bear fletter fingre med 70’er-proggy elguitar-syre og snøvlende stemmer. En varm, hypnotiserende og mildt druggy vibe, som den ph.d.-studerende musiketnolog atter fremkalder på dette udflydende udspil efter “Mare” (2010) og “Terra” (2011).

Julian Lynchs tredje album ”Lines” er ude den 26. marts på det udmærkede Underwater Peoples (også James Ferraro, Dolphins Into The Future, Twerps, Girlseeker m.fl.)