Knud Viktor – Naturmusik mellem hvilende skrøbelighed og alarmerende aggression
Knud Viktor “Ambiances” og “Images” (Institut for Dansk Lydarkæologi, 2017) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen
Som en anden Zarathustra sad han på sit bjerg. Han optog de lyde, der var omkring ham, også de lyde det blotte øre ikke kunne nå. Sådan sad han og åbenbarede en verden for os, der skulle lytte. Sådan sad han på sit bjerg, den Povl Kjøller-lignende eremit Knud Viktor, og borede sig ind i den verden, der var tættest på ham – så langt ind i det velkendte, at nye verdener åbenbaredes. Isoleret. I færd med et endeløst arbejde. Som en modernistisk parafrase på så mange mytiske figurer, der har søgt op i bjergene for at finde klarhed.
Knud Viktor blev født i 1924 og døde i en færdselsulykke i 2013. Påkørt af en bil i København, hvor han siden 2010 havde boet efter en halv menneskealder i Provence. Han var egentligt uddannet kunstmaler fra det Det Kongelige Danske Kunstakademi, og det var maleriet, der i starten af 60’erne drev ham til Lubéron-dalen. Som inkarneret Van Gogh-fan ville han ned og se det lys, der flød overalt i forbilledets værker. Men der, midt i det varme sydfranske lys, begyndte han at lytte. At forstå hvordan lyd påvirker alting, optages af alle væsner. Han oplevede, hvordan sanser overlapper, og begav sig ud på et synæstetisk eventyr der skulle holde ham beskæftiget resten af livet. I huset på bjergsiden begyndte han at lave sine lydmalerier, komplekse kompositioner bestående af realoptagelser, indfanget med hjemmebyggede mikrofoner og periodens primitive bærbare båndoptagere. Han optog lyden af cikaderne, der ændrede sig med lysets bevægelser. Han optog humlebierne, når stødte mod vinduets rude. Han optog termitterne, som de gnavede sig gennem skabet i hans værksted. Han optog det oversete liv i naturen, vi kun kan høre, når vi virkelig lytter efter. Bjergenes ekko, Duranceflodens strømninger, årstidernes skiftende lydlandskaber. Viktors kompositioner står i klar gæld til den franske Musique Concrète-tradition, men er langt fra så fragmenterede og syntetiske. Han var inde og røre ved de organiske ur-lyde – langt fra modernismens bittersøde fascination af det industrielle.
Hvor Viktor til stadighed er tilnærmelsesvis ukendt herhjemme, opnåede han i Frankrig en hvis grad af anerkendelse for sine eksperimenter med feltoptagelser og sin akustiske økologi. Det bliver der forhåbentligt ændret på nu.
I tråd med deres officielle målsætning om at afdække og tilgængeliggøre underkendte danske lydeksperimenter udgav Institut for Dansk Lydarkæologi nemlig henover sommeren et genoptryk af Viktors to eneste egentlige plader Ambiances og Images. Oprindeligt blev begge værker udgivet i 1972 af det hedengange franske selskab L’Oiseau Musicien, men da begge værker kun blev trykt i ganske små oplag, har det har været nærved umuligt at opdrive dem, særligt i Danmark. Det råder Institut for Dansk Lydarkæologi nu bod på med en dobbelt-LP og et medfølgende essay af den danske forfatter og lydkunstner Morten Søndergaard (der i øvrigt også har skrevet en glimrende artikel om Viktor for Seismograf).
Både Ambiances og Images består af bearbejdede realoptagelser fra Viktors liv i Lubéron. Hans optegnelser af det sydfranske landskab omformes i varierende grad: tempi ændres, lyde smeltes sammen, effekter tilføjes. Begge værker befinder sig derfor et sted mellem komposition og dokumentarisme, uden at man særligt ofte ved, hvor det ene starter og det andet slutter. Mens Ambiances fremstår mest ubearbejdet og lægger sig tættere op ad landskabets konturer, inkorporerer Images flere effekter, og bliver særligt på “Jeu 1” decideret rytmisk sammenhængende.
Når vi lytter til Knud Viktors værker, lytter vi altså ikke altid direkte til naturen. Ofte har han søgt at fremmane essensen af naturfænomener, ikke at præsentere dem i ubehandlet form. Viktor har udtalt: “Nogle gange brugte jeg lydene i deres rene form, andre gange lavede jeg dem om for at skabe de begreber, jeg prøvede at udtrykke som Det brede bjerg, Det høje bjerg, Varmen, Blæsten og Cikadens forvandling.” Eksempelvis benyttede han, efter længe at have kæmpet med at optage blæsten, lyden af insektvinger til at gengive vindens rusken. Måske er det dem, der bevæger sig sagte henover stereo-perspektivet på “Image 3”. Et luftigt materiale der svajer i vinden. Det er en flyden sammen af forskellige fænomener, en sløring af kategorier i forsøget på at videreformidle en virkelighed, der ikke lader sig indfange uden kamp. Naturen fremstilles ofte i mere overordnede kategorier: A-siden på Ambiances er livet over vand, mens B-siden dykker ned under flodens overflade. “Image 1”s træ kontrasteres af “Image 3”s metal. Viktors realoptagelser skal altså ikke forstås som et forsøg på rendyrket dokumentarisme, men snarere som udtryk for en drøm om at gengive oplevelsen af det landskab han omgav sig med. Man fornemmer en besættelse af at repræsentere naturen som man perciperer den, ikke som den er i sig selv, der ikke er ulig det vanvid der drev Paul Cézanne til at utrætteligt at gengive Mont Sainte-Victoire.
I en tid med klimakrise og en stærk kunstnerisk interesse i det antropocæne forekommer Knud Viktors værker mere vedkommende end nogensinde før. Alvoren af vor tids menneskeskabte klimaproblemer gør det umuligt blot at afskrive ham som en gammel hippie, der gemte sig for verden. Ambiances og Images er ‘musik’ på naturens præmisser. Det er værker hvor kunstnerens tilstedeværelse står som et spørgsmåltegn til menneskets relation til naturen. For Viktor var der ikke blot tale om uskyldige lydeksperimenter – hans arbejde havde en langt mere gennemgridende grundpræmis: “[N]år det gælder økologi kan man ikke nøjes med, at der sidder nogle politikere og forsøger at gøre noget. Økologi må være en livsform. Det må være noget enhver tænker. Det må være en gestus. At det er en del af os.”
I sin artikel for Seismograf beskriver Morten Søndergaard, hvordan han efter Viktors død besøgte huset i Lubéron-dalen. Fra huset udgik ledninger til alle sider. Henover de omkringliggende oliventræer. Ned i områdets rævehuller. Små tentakler der skulle indfange kunstnerens umiddelbare omverden. Ikke verden langt væk – verden lige her og nu. Det er sådan, en relation mellem æstetik og etik rejser sig i Viktors arbejde: At værket også er alt det, der omkranser det. Endeløse timers intens lytten til naturens kaotiske rytmer. Tålmodigheden, en fralæggelse af kulturelt instinkt. Viktor inviterede naturen ind i en æstetisk ramme for, at vi virkelig kunne lytte til den. Den måtte isoleres, bearbejdes for at blive hørbar, for at blive følelsesmæssigt tilgængelig. Den stilhed, vi påstår at kunne finde i naturen, er måske nok en åndelig ro, men Viktor viser os, at den ingenlunde er en auditiv stilhed. Den raser med lyde, vi som mennesker blot har lært at filtrere ude. Som vi har lært at ignorere for at kunne fokusere på den verden, vi skaber for os selv og hinanden. Ved at rykke naturen så tæt på og se den gennem kunstnerisk prisme hører man, at naturen ikke er noget der ligger uden for os. Den ligger i os, som noget glemt og overset. Det er lyde, vi har glemt at lytte til, hvilket har fået voldsomme konsekvenser.
Er Viktors værker da blot en modernisering af den arkadiske utopi? Romantiserende drømme om forening med naturen. Alene på sit bjerg i Provence, søgende en sammensmeltning med landskabet. Nej.
Det forhold, der bliver præsenteret mellem menneske og natur, er langt mere komplekst og nuanceret end dette. Der er en skrøbelighed i værkerne. Vi er kommet tættere på naturen, end vores sanseapparat normalt tillader os, og i denne uvante tilstand er vi i kontakt med noget grundlæggende livgivende. Samtidig er vi i denne tilstand udsatte, for naturen er også destruktion, den kan knuse os, hvis ikke vi lytter godt efter. Destruktion og liv sameksisterer sømløst og det er netop påmindelsen om denne naturens tvetydighed, der gør Ambiances og Images så spændende. Der er en konstant vekslen mellem naturens lyde som legesyg omfavnelse og faretruende ødelæggelse. På både Ambiances og Images bevæges de samme lyde umærkeligt fra hvilende skrøbelighed til alarmerende aggression og tilbage igen. Fra harmoni til udslettende kaos – en foruroligende intensivering, der svinder ind til en svag rislen. De skrabende rytmer på B-siden af Ambiances opløses, før de når at blive til rytmer i kulturel forstand, som en understregning af naturens harmoniske kaos, tilfældighedens kongerige. Som om naturen i al sin faretruende fylde truer med at tilintetgøre lytteren. Det er netop ikke den arkadiske drøm, det kulturskabte fatamorgana af symbiotisk hvilen i naturen. Det er ikke den meditative uendelighed, vi er vant til se hyldet. Istedet fremhæves det kaotiske, humørsyge og omskiftelige i naturen. Livskraftige ekstaser, der kommer ud af kontrol og bliver til en omklamrende følelse af, at alt vil kollapse i et overskud af liv. En påmindelse om at vi er tvunget til at leve i og passe på naturen, som både det livgivende og livtagende princip. Denne tvetydighed hyldes.
Ambiances og Images er ikke Viktors mest berømmede værker (mange fremhæver “Lubéronsymfonien” som hjørnestenen i hans oeuvre), og desuden er Images blot et udsnit af en større serie. Men det er ikke så vigtigt, for værkerne står som fragmenter af Knud Viktors samlede livsværk. Et livsværk der består af både lydoptagelser, film, installationer, malerier og måske vigtigst et levet liv. Med denne udgivelse får vi en lille flig af et omfattende arbejde, der både er manifesteret i værker, men som også omkranser dem som myter og fortællinger – et ocean af tid brugt på at åbenbare nye tangenter i det, der er helt tæt på.
Info: “Ambiances” og “Images” blev udgivet den 22. juni af Institut for Dansk Lydarkæologi, der består af Jan Høgh Stricker, Jonas Olesen, Rasmus Cleve Christensen, Mikkel Vide Petersen, Magnus Kaslov og Kasper Vang.
