En serie af Simon Tornby

Popol Vuh var et tysk band med en flydende besætning, dannet i 1969 af pianist Florian Fricke sammen med Holger Trülzsch (trommer), Bettina Fricke (percussion) og Frank Fiedler (produktion). Fricke var meget interesseret i verdens forskellige kulturer og religioner, og bandet blev opkaldt efter en af Mayaernes hellige skrifter kaldet “samlingens/folkets bog”.

Florian Fricke (1944-2001) startede med at spille musik allerede som 11-årig, men det var først i 1969, da han kom i besiddelse af en Moog III-synthesizer, at han begyndte på bandets første plade “Affenstunde” – efter eget udsagn var det den anden Moog i hele Tyskland på det tidspunkt. Den første ejede hans nabo. Fricke introducerede i øvrigt også kollegerne Tangerine Dream for Moog-synthesizeren og spillede med på “Zeit” i 1972, inden han solgte den videre til Klaus Schulze et par år senere.

Fricke mødte Werner Herzog i 1967 – og viste sig i en birolle i filmen Signs of Life (Lebenszeichen) fra 1968, men det var først i 1972, at bandet leverede det første soundtrack. Efter et mislykket forsøg på at få et Morricone-soundtrack hyrede Herzog i stedet Fricke og Popol Vuh til at komponere musikken til Aguirre, The Wrath Of God. Og de leverede herefter musik til yderligere fem Herzog-film: The Enigma of Kaspar Hauser (kun Fricke) (1974), Heart of Glass (1976), Nosferatu (1979), Fitzcarraldo (1982) og Cobra Verde (1987).

Popol Vuhs musik er ikke typisk filmmusik, som noget, der understøtter opbygning af stemninger, eller udløsning af spænding. Men deres helt særegne lyd kombinerer verdensmusik og rockmusik med spirituelle elementer, som er helt ufatteligt stemningsmættet og tilfører Herzogs film en ekstra dimension.

Popol Vuh gik i opløsning, da Florian Fricke døde i 2001. Læs resten

Insomnia Festival 2018, Tromsø. Reportage by Ivna Franic, 135 mm analogues by Lea Anic. It’s near impossible to talk about the world’s northernmost festival of electronic music without highlighting its distinct geographical position and landscape, so let’s just get that out of the way. Taking place ...

Forest Drive West “Apparitions” (Livity Sound, 2018) – Anmeldelse af Emil Grarup Med en perlerække af udgivelser fra navne som Peverelist, Kowton, Hodge og Simo Cell, der alle er både subtilt raffinerede og intuitivt fængende, har pladeselskabet Livity Sound spillet en væsentlig rolle for jungle, drum ‘n’ bass og de andre UK-stilarter i og omkring især Bristol. Netop føjet til denne diskografi er et ...

PAN 10 Years feat. Bill Kouligas, Puce Mary, Tzusing, Eartheater, Amnesia Scanner, Objekt and M.E.S.H., Berghain, October 2018 – live report by Sandra S. Borch Since its launch 10 years ago, the Berlin-based label has touched noise, drone, improv, techno, dub, ambient, and several other genres, stretching and redefining electronic elegance. PAN is as messy as it is elegant. PAN is complicated. PAN is hard to ...

En serie af Simon Tornby

Francis Albert Lai (1932–2018) startede sin musikalske karriere som harmonikaspiller, men udviklede sig hurtigt som komponist til tv, radio og for solister, bl.a. Édith Piaf, Johnny Hallyday, Françoise Hardy og Charles Aznavour.

Med musikken til sin første film, “A Man and a Woman” (Un homme et une femme), indledte Lai et produktivt samarbejde med instruktør Claude Lelouch, der varede 50 år og resulterede i 35 film. Udover samarbejdet med Lelouch, har Lai arbejdet med mange andre instruktører, bl.a. Roger Vadim, Jean-Luc Godard og Michael Winner.

Francis Lai er kendt for ofte lette og romantiske melodier, bl.a. det Oscar-vindende soundtrack til Love Story, men med over 100 soundtracks, er der også meget andet spændende musik at dykke ned i. Han døde den 7. november 2018. Læs resten

Anmeldelse af Signe Dahlgreen “Kunki Snuk” (Insula Jazz/Astral Spirits, 2018) af Simon Christensen. Yes Deer-foto af Peter Gannushkin. At saxofonen er et både velegnet og mangefacetteret soloinstrument, det har utallige udgivelser og koncerter gennem historien bevidnet. I lighed med danske musikere som Mette Rasmussen, Sonja LaBianca, Laura Toxværd (med videre) er Signe Dahlgreen på sin solodebut også på udforskning af rumlighed, tekstur, extended techniques ...

G.B. Beckers “Walkman” (Music From Memory, 2018) – Anmeldelse af Emil Grarup Amsterdam-selskabet Music From Memory har haft gang i nogle gode ting i løbet af 2018. Pladeselskabet, der specialiserer sig i at genudgive overset og/eller uudgivet musik på vinyl, har siden årsskiftet blandt andet sluppet Richenels disco-epos “Perfect Stranger”, Victors dub-soulede “American Dread” og “The Order of Change” af MFM-veteranen Suso ...

En serie af Simon Tornby Eduard Artemyev (f. 1937, Novosibirsk) er en russisk synthesizerpionér, som er bedst kendt for sit samarbejde med filminstruktøren Andrei Tarkovsky. Som ung klassisk komponist mødte Artemyev i starten af 1960’erne ingeniør og matematiker Yevgeniy Murzin, der var i gang med at udvikle en synthesizer. Dette resulterede i den esoteriske ANS-synthesizer og starten på Artemyevs udvikling som ...

Dino Spiluttini “No Horizon” (Umor Rex, 2018) – Anmeldelse af Emil Grarup At læse tracklisten til den østrigske komponist Dino Spiluttinis seneste udspil, EP’en “No Horizon”, er ikke ligefrem en opmuntrende beskæftigelse. På denne liste finder man bl.a. titler som “Ruined World”, “No Horizon” og “Permadeath”, og jeg vil vove at påstå, at de forestillinger, man som læser nu måtte gøre sig omkring EP’ens indhold, ...