Passive/Aggressive

Vanessa Amara – Intet går tabt i den flygtige form

Kritik June 8 2020, af emilgrarup

Vanessa Amara “Poses” (Posh Isolation, 2020) – anmeldelse af Morten Ø. Rasmussen

Vanessa Amara består af Birk Gjerlufsen, Victor Kjellerup og Sebastián Santillana. Siden 2013, hvor de debuterede med kassette-udgivelsen “Both Of Us” på Posh Isolation, har den danske trio over fire vellykkede udgivelser forfinet kunsten at komponere smukke og melodiske ambient-ballader.

På den 18 minutter lange EP “Poses” sker der dog et skred i lyden, og de afdæmpede ballader er blevet udskiftet med 12 hektisk skiftende vignetter. Trioen beskriver selv på én gang beskedent og henkastet den nye EP som “mostly samples from other people’s music”, suppleret med orgel, guitar, klaver og harmonika. Dette møde mellem noget nyt og noget gammelt er meget tydeligt på “Poses”, for de 12 numre er trods den store mængde flygtige samples stadig bygget op omkring det solide orgelspil og de vemodige klaverakkorder, som man finder på de tidligere udgivelser.

Albummets første nummer “And Promise” kan ses både som et præludium for den nye stil og en afsked med den gamle. Hyllet i reverb mødes vemodigt klaverspil med sporadisk orgel og et kort sample af en autotunet vokal, indtil der kommer et brat skift til en kort sektion, hvor tempoet sættes en smule op. Dette hurtige spring fra ét udgangspunkt til et andet varsler dét, man formmæssigt kan forvente på resten af EP’en.

Allerede på næste nummer, “Untitled One”, virker lyden af et pitchet korsample ildevarslende i forhold til den meditative stemning på åbningsnummeret. På “Of Yours” tager det for alvor fart: Faste rytmiske holdepunkter går i opløsning i en række glitches, der får nummeret til at køre i ring.

Herfra bliver man taget med ind i en verden, hvor det stille orgel- og klaverspil, som Vanessa Amara efterhånden mestrer til perfektion, bliver vendt, drejet og undersøgt på nye måder, hvilket resulterer i uforudsigelige modulationer og en opløsning af rytmer og systemer.

Albummet når sit dramatiske højdepunkt midtvejs og eksploderer på ottende nummer, “I Lyver, Jeg Hustler”, hvor det afdæmpede klaver pludselig akkompagneres af aggressiv guitartapping for halvvejs inde at forvandle sig til et hårdt techno-beat for et par takter.

Det voldsomme klimaks bliver afløst af tre numre, der deler navnet “Leopard”. Disse tre numre kan anskues som en fuldbyrdelse af den forskydning af lydbilledet, som har fundet sted fra første nummer og frem til “I Lyver, Jeg Hustler”. På “Leopard” kombineres orgel og klaver med fløjter, strengeinstrumenter og vokalfragmenter, som harmonisk og stemningsmæssigt befinder sig i samme regi som de forrige udspil. Alligevel er alting ikke, som det plejer, for lyden er præget af glitches og bratte skift. Det er, som om musikken genfødes, samtidig med at en ny musikalsk praksis indstiftes. De vemodige harmonier er stadig i centrum, men alt omkring dem er blevet vendt på hovedet.

“Poses” bevæger sig hastigt igennem mange forskellige idéer over de ellers beskedne 18 minutter. Alligevel fremstår EP’en ikke som en kaotisk sammensætning af skitser og fragmenter. Overgangene mellem de enkelte numre og sektionerne i hvert nummer er som regel bratte og uforudsigelige, men hver lille del indeholder sit eget gennemtænkte univers. Hver idé kunne sagtens strækkes ud i flere minutter og stadig være værd at lytte til, for der går ikke noget tabt i den flygtige form.

Tværtimod fremhæves de musikalske idéer i den grad ved kun at præsenteres som små glimt, der får lytteren til at længes efter mere. Disse små glimt påvirker gensidigt hinanden og fremhæver det utroligt skrøbelige i den lyd, som Vanessa Amara tidligere har arbejdet med. “Poses” er ikke et forsøg på at udslette lyden fra den tidligere diskografi, men kan i stedet ses som en gentænkning af, hvad det vil sige at lave ambientmusik i en verden med uendeligt mange flygtige indtryk.

Info: “Poses” blev udgivet digitalt 18. maj på Posh Isolation.