Ydegirl – Barok udveksling og rimets erotik (interview)
Ydegirl “words woozy in the breeze” (Escho, 2019) – Interview af Nils Bloch-Sørensen
For nogle uger siden udgav Ydegirl nummeret “words woozy in the breeze” med tilhørende video. Nummeret, der er forløber for et album, som udkommer til september, er en afsøgning af både sprogets og blikkets intime møder. I forbindelse med udgivelsen stillede vi Novél et par spørgsmål, der blev besvaret i en både poetisk og kryptisk blanding af engelsk og dansk.
Ydegirl er Andrea Novéls soloprojekt og har indtil videre udmøntet sig i et album, “Parody of Crime” fra 2016, en række gæsteoptrædender og et bidrag til Posh Isolations compilation-album “I Could Go Anywhere But Again I Go With You”.
“words woozy in the breeze” er en direkte forlængelse af den ituslåede folk-R’n’B, Ydegirl har markeret sig med, men opleves alligevel mere organisk end tidligere udgivelser. Nummeret er iørefaldende, tenderende til det catchy, til trods for at det er næsten blottet for rytmisk fremdrift, og at stilhed bruges aktivt som musikalsk virkemiddel. I stedet er det Novéls karakteristisk slæbende vokal, der er i centrum. Den er nummerets anker, fortællerstemme og strukturerende princip.
Novél: “words woozy in the breeze is about the relation between two baroque women and between words that rhyme.
words that rhyme have a relation that is not semantic – but romantic – it’s the sounds – they embrace each other – they act like lovers. the words bend and curve in a sonic pattern –that is very sexy to me. like they are kissing or breathing together.”
Videoen er et samarbejde mellem Novél og Ribka Maria Coleman, der bl.a. har været inde over en del af Marching Churchs videoer. Den består af to tableauer, der krydsklippes mellem: Novél stoisk, badet i koldt blåt lys, og grynede billeder af Coleman og Novél, der deler en joint. Blottet for narrativ er videoen tvetydigt erotisk ladet, men den vender samtidig vrangen ud på musikvideotraditionens konventioner. Kameraføringen er ustabil og ufokuseret. Novéls ansigt og krop er ikke æstetiseret, men ubehageligt eksponeret i det kølige lys. Kvindernes berøringer er mere venskabelige end erotiske – ikke til for nogens blik. Langt fra Instagram-filtre, ned i detaljen pegende på en intimitet, der er den konventionelle musikvideoæstetik fremmed.
N: “Vi ville gerne lave videoen sammen. Og så var der en ven, der foreslog, at vi skulle lave en rygervideo. Materialet, hvor vi ryger, var egentlig en test, som vi endte med at bruge. Men det er jo ikke rigtig en rygervideo. Mit ansigt skal også bare tænkes lidt som en pejs.
I feel the gaze is very barok, breezing back and forth, hunting one another, caring and down starring, tender and playfully territorial. serving and sometimes slightly possessive. around a tiny joint – consider it a monument of intimacy and fiction.”
Navnet Ydegirl er ganske sigende for de modsatrettede energier, der er på spil i Novéls musik. Ydegirl er navnet på et mosefund, en teenagepige fra oldtiden, og fungerer samtidig som et spil på servicerende kvindestereotyper. Musikken er på samme måde karakteriseret ved en fascination af folkemusikkens harmonik og en dekonstruktivistisk tilgang til R’n’B genren.
N: “jeg [var] på et tidspunkt meget optaget af rødder. Både politisk og personligt.
Og så synes jeg, at keltiske melodier deler nogle ligheder med r&b, der ligger svært i mit hjerte. (Øh, mit hjerte nært på en svær måde?)
Det er vel et spørgsmål om splittelse.
Donna Haraway snakker om cyborgens træthed i forhold til holisme, over for dens eksistensberettigelse i kontakten.
Det kan jeg genkende meget. I identify with the split mind, I see integrity in the splitmind, I am addicted to the splitmind. Identificerer mig med splittelse. Jeg finder integritet i splittelse. Jeg er afhængig af splittelsen.
Inger Christensen skriver også om Barok-mennesket, som tager bolig i svimmelheden og tapper ind forskellige virkeligheder. At have en cyklus og give efter for dens svingninger.”
Info: “words woozy in the breeze” er udgivet af Escho den 19. april. Nummeret er dedikeret til den mexikanske filosof og poet Juana Inés de la Cruz (1648-1695).
