0% – Intuitivt med hovedet først!
0% “God Hates Young People” (Mastermind) – anmeldelse af Mads Thinnesen
Listen af numre på tegneseriecoveret vækker år gamle minder fra diverse selvudgivne bånd, og de 11 skæringer på ”God Hates Young People”, hvoraf ni er genindspilninger, er ærligt kærkomne og længe ventede som reel albumudgivelse. Her (ud)set i mængden af et udvalg af raffinerede danske rockudgivelser anno 2017.
Tilmed har trioen, der tæller Peter Bonneman, Peter Larsen og Per Gerhard – hvis bagkataloger fra en bred skare af bands fra den københavnske punk-/rockscene hver især er prangende – nyligt gjort sig bemærket med pladeudgivelser. Nævneværdigt og fra forskellige konstellationer udspringer bandsene Sun Bather, The Monoliths, Yahowa samt enmandsholdet P.J. Bonneman, alle inden for garage-, punk-, noise-rock og i det hele taget den højtspillede rocksfære.
Ud fra det aktuelle fokuspunkt, “God Hates Young People”, kan man tale om 0% som amerikansk af lyd – hen ad noget, som kunne være udgivet på Bomp! Records (The Warlocks, The Dead Boys, Black Lips etc.) – men måske findes den tætteste beskrivelse af 0% mellem gruppen af aktuelle bands, som medlemmerne selv overlapper.
På pladen mødes man af den overbevisende, melodiøse åbner ”Original Man” efterfulgt af den ditto stærke ”Numbers Are Even” og så et par sange videre til A-sidens brat sluttende, afstumpede ”Gonna Die”. Sidstnævnte et nummer, hvor titlen vel nok taler (eller skriger) for sig selv. ”Upper Base” vækker slående kaotisk associationer til makkerbandet The Monoliths, før man som lytter kan falde om til pladens måske stærkeste nummer, balladen ”Shave Me A Problem”. Enkeltstående numre i brudstykker af den kontekst, som vel nok forstås som et rigtigt rockalbum. Intet over, intet ved siden af.
Gennemgående balancerer pladen således uhøjtideligt mellem gimmicks (det countryswingende titelnummer, strandtragedien ”Shark Song” med savtakket fjederguitar), ærlige kærlighedsnumre eller coverversioner, som Deroll Adams’ ”Portland Town”, hvor i al fald lydniveauet hensynsløst render originalen over ende. Det samme gælder Donovan-coveret ”Colours,” der som selvfølge breder sig ud med en fed guitar og skubber sig ud af folk-rammerne, men dog holder på originalens tilbagelænede pladderromantik på et nyt lærred.
Det er ret ofte det banale, men unægteligt rå-ægte, der virker med dirrende og uhæmmet lyst til storme rundt mellem et publikum eller i et teenageværelse med hovedet først. Det er dansk rocks uslebne enfold, ment på kærligste vis. Støvet, pumpende, melodiøst og intuitivt højtspillet!
Altså må ”God Hates Young People” ikke gå hen over hovedet – for uafhængigt af hype, radiokanaler og kommercielt renommé har 0% leveret årets rockplade. Mere skal der ikke tales ihjel – lyt!
“God Hates Young People” er ude på Mastermind Records.
