Spires That In The Sunset Rise – Hele vejen gennem 00’ernes syrefolk og ud på den anden side
Af Jonas Siig
Lad det være sagt med det samme: Det er langtfra al den mærkelige syrefolk fra 00’erne, der er værd at lytte til i dag. Som en form for underkategori inden for New Weird America-bølgen blev der i løbet af årtiet masseproduceret småpsykedelisk musik kendt som “free folk”, “freak folk” eller endnu mere besynderlige genrebetegnelser. For hver plade som “Espers” eller Six Organs of Admittances “Dark Noontide” dukkede der utallige udgivelser op med gøglere som No-Neck Blues Band, hvis “projekt” i dag mest fremstår som et dilettantisk studie i at ryge økopot og tromme på helt vildt idiosynkratiske måder.
Selv genrekoryfæer som Davenport med den halvgeniale Clay Ruby i front udgav mere end én plade, som ingen andre end bandet selv formentlig kunne forstå. Man skulle nok have været der, dén aften i øvelokalet, og have tage en håndfuld fra fællesposen med psilocybinsvampe for at have den mindste anelse om, hvad fanden der egentlig foregår på mange af pladerne. Gud og hver mand havde dengang en lavalampe, en bong og et free folk-band i kælderen.
Så meget desto mere befriende bliver det, når Spires That In The Sunset Rise i weekenden gæster den københavnske Festival of Endless Gratitude. Med barndomsvennerne Kathleen Baird og Taralie Peterson i front udgav Spires nogle af 00’ernes absolut bedste og mindeværdige syrefolkplader, og de forekommer med deres seneste udgivelse, “Beasts in the Garden”, at være et band, som på ingen måde er færdige endnu. Spires er et ekstremt interessant band, som har vist sig at have uendeligt mange flere spændende facetter end stort set alle andre bands fra free folkens storhedstid. Spires er et band af den type, som igennem årene er blevet ved med at genopfinde sig selv og aldrig går formålsløst rundt, men altid er på vej et sted hen. Den disciplin og vilje, med hvilken de har forfulgt deres æstetiske ambitioner, kunne mange af deres samtidige have lært noget af.
Spires’ første, eponyme plade fra 2003 demonstrerede allerede, at de havde potentiale til at blive et legendarisk band inden for genren. Bevæbnet med guitarer, strygere og slagtøj pendulerer pladen frem og tilbage mellem ægte harmonisk skønhed og brutal mislyd, der næsten ikke er til at holde ud at høre på. Det sker gerne flere gange på samme nummer, og som sådan fremmaner den eller peger på noget, der findes derinde et sted. De fleste mennesker vil kunne springe debutten over, men er man af den rette sammenbidte støbning, er den en fremragende småsadistisk introduktion til det hjørne af the uncanny valley, som Spires That In The Sunset Rise har slået sig ned i: Med udgangspunkt i en blanding af lo-fi-æstetik og instrumenter, som ofte akkurat ikke stemmer, belønnes den stædige lytter ved at blive inviteret indenfor i et temmelig smagfuldt lidelseskontinuum. Det er ikke så underligt, at anmeldere erfaringsmæssigt har brugt paganistiske heksemetaforer til at beskrive den musik, som pigekvartetten Spires That In The Sunset Rise bedriver.
Spires’ reelle gennembrud kom med den episke og noget mere imødekommende “Four Winds the Walker”, der blev udgivet i 2005 på Secret Eye; et label bestyret af folkene bag det i øvrigt særdeles hæderlige syrefolk-projekt Black Forest/Black Sea. “Four Winds the Walker” indeholder nogle af Spires’ allerbedste numre, og den erstatter i vid udstrækning debuttens helt kompromisløse brug af stokkeslag og gulerødder med en mere lytbar og derfor mindre konceptuel kakofoni. Den mere kompromissøgende og de facto gavmilde æstetik, som følger bandet fra og med “Four Winds the Walker” og frem til “Mirror Cave”, klæder dem enormt godt, og numre som “The May Ham”, “Shining” og den næsten ikke tonedøve “No Matter” står i dag blandt bandets bedste enkeltstående sange.
“This Is Fire” fra 2006 er reelt en videreførsel og fortsat raffinering af virkemidlerne fra “Four Winds the Walker”. Den er mindre skitsepræget (og i øvrigt noget kortere), ligesom kvaliteten af produktionen er øget, i takt med at sangene er blevet længere og mere dvælende. Pladen forekommer i dag at være kulminationen på det tidlige Spires’ formildningsproces. Væk er den brutale hammer, som debutten helt skånselsløst bankede sine lyttere i hovedet med, og frem er kommet mere ekspansivt lydbillede, som med eksempelvis nummeret “Let the Crows Fly” formår at være decideret catchy. “This Is Fire” er en fremragende plade, hvor bandet for alvor udmærker sig og demonstrerer udholdenhed.
To år senere rørte Spires igen på sig. Efter “This Is Fire” kunne det meget vel virke, som om bandet havde forædlet sit Comus-inspirerede udtryk i en sådan grad, at der slet og ret ikke var behov for flere Spires-plader. Medlemmerne havde travlt med diverse soloprojekter, og særligt Kathleen Bairds udgivelser både som Traveling Bell og under eget navn bør fremhæves. Tracy Peterson forlod gruppen, og Georgia Vallas nåede kun akkurat at være med på det mørke, appetitlige mesterværk “Curse the Traced Bird”, der dengang kunne betragtes som bandets foreløbige hovedværk, ikke mindst takket være dygtig produktion af den ellers pålideligt ulidelige Greg Weeks fra Espers. Brutaliteten var nu helt forsvundet, men gav plads til en subtil brug af delay og andre effekter, som bidrog med en sonisk dybde, der simpelthen ikke var til stede før. “Curse the Traced Bird” markerer overgangen fra det tidlige, ungdommelige og hårde Spires til den senere æstetik, som forekommer mere introvert, stålsat og moden.
De efterfølgende plader, “Ancient Patience Wills It Again” (del 1 og 2), er begge ekstremt habile udgivelser, som vi formentlig også kommer til at høre om 10 år, men jeg opfordrer læseren til selv at give sig i kast med dem. Ligesom “Four Winds the Walker” kan de nemlig betragtes som en form for overgangsplader, der langsomt baner vejen for et nyt udtryk. Da de blev udgivet, forekom de mig at være ambient- og Fursaxa-inspirede – ja, nærmest Kranky-kedelige – udgivelser, som jeg simpelthen ikke anede, hvad jeg skulle stille op med. Bevægelsen væk fra freak folken har reelt været synlig siden “Curse the Traced Bird” i 2008, men det er først med udgivelsen af “Beasts in the Garden” i år og dens forstudie “Mirror Cave” fra 2014, at mønsteret er blevet helt tydeligt.
Med “Beasts in the Garden” og til dels “Mirror Cave” vinker Spires definitivt farvel til hele deres bagkatalog for i stedet at kaste sig over en helt skamløst avantgardistisk æstetik. Det bløde, organiske udtryk fra “Ancient Patience Wills It Again” og især “Curse the Traced Bird” er erstattet af en højkonceptuel brug af elektronik, spoken word, samples og blæsere. Det er en bevægelse, der er omtrent lige så overraskende og overrumplende, som den er spændende. Der er en anden, mere integreret teatralitet til stede hos det sene Spires – en teatralitet, som ikke ligger i udtrykket, men som er rykket tættere på essensen. Hvor bands, der vedblivende genopfinder sig selv år efter år, risikerer at producere rodløs og ligegyldig kunst, er det tværtimod ikke en absurd tanke, at Spires That In The Sunset Rise først udgiver deres reelle hovedværk engang i fremtiden.
Det er kort sagt nogenlunde umuligt at vide, hvad vi skal forestille os, når Spires That In The Sunset Rise besøger København i næste uge. Det kan blive udknaldet, improviseret, konceptuelt, dybt kedeligt eller måske totalt elendigt, men det bliver helt sikkert hverken uinteressant eller halvhjertet.
Info: Spires That In The Sunset Rise optræder ved Festival of Endless Gratitude lørdag d. 19. september. “Beasts in the Garden” udkom i maj.
