Daniel Schmidt and the Berkeley Gamelan – En bro mellem amerikansk minimalisme og traditionel indonesisk gamelan musik
Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad.
Ugens album i “Det Glemte Guld”-serien er en mere end 30 år gammel blanding af amerikansk minimalisme og indonesisk gamelan. Den blev faktisk først udgivet sidste år, hvor både første og andet oplag af LP’en blev udsolgt med noget, der minder om lynets hast. Alligevel er det forsat en skamløst overset størrelse, der fortjener endnu mere opmærksomhed.
Ugens album kommer fra den amerikanske instrumentbygger (og instrumentbygningsunderviser) og komponist, Daniel Schmidt, der indtil sidste år var en nærmest mytologisk størrelse på den amerikanske musikscene, hvor hans hjemmebyggede gamelan og betydning for udviklingen af den amerikanske gamelan-musik nærmest kun kunne findes i fortællinger (og møde med manden, velsagtens).
For Daniel Schmidt er bestemt ikke en herre, hvis bagkatalog bugner med udgivelser. Tværtimod. Indtil sidste år var der nærmest kun, foruden hans arbejde med Gamelan Encinal, med hvem Schmidt spiller i dag, en obskur kassettebåndsudgivelse fra de tidlige 80’ere med Schmidts signatur. Alligevel betragtes Schmidt en legende indenfor den amerikanske gamelan-musik og udviklingen af den nyere amerikanske kompositionsmusik som især Philip Glass, Steve Reich og John Adams står som eksponent for. Med sin hjemmebyggede gamelan (siden døbt berkeley gamelan) skabte Schmidt en bro mellem traditionel indonesisk gamelan musik og amerikansk minimalisme, og det er denne bro, som ugens album altså står som eksempel på.
Hans eneste LP “In My Arms, Many Flowers” udkom sidste år via Recital Program og indeholder 4 kompositioner optaget i årene mellem 1978 og 1982. På albummets første skæring, “And The Darkest Hour Is Just Before Dawn”, er Schmidts hjemmebyggede gamelan parret med en strygerkvartet, der er bearbejdet gennem en digital optager udlånt af Pauline Oliveros. Og nummeret er ganske rigtigt hjemsøgt af den efterkrigstids-elektroniske signatur, som Oliveros er eksponent for, og de digitalt behandlede strygere glider mildt pulserende rundt forneden Schmidts gamelan-klokker, der på dragende, minimalistisk facon kommunikerer med den processerede strygerkvartet. Herudover er det kun på albummets anden skæring, titelnummeret “In My Arms, Many Flowers”, at Schmidt kommunikerer med andre lydkilder end den hjemmebyggede gamelan. Her giver Schmidt sin gamelan følgeskab af det arabiske strygerinstrument rebab, som Schmidt også selv spiller. Tilføjelsen af rebab giver nummeret en sitrende arabisk droner-klang, der på sin vis gør at nummeret adskiller sig fra de øvrige kompositioners mere østlige klangflader. De to resterende skæringer på albummet er udelukkende Schmidt på gamelan.
“In My Arms, Many Flowers” viser et på mange måder ret enestående og umådeligt smukt lydunivers, der stiller sig mellem amerikansk minimalisme og traditionel indonesisk gamelan-musik. En art meditativ og kulørt dronemusik, der bevæger sig dybt ind i sit eget univers og finder en vej mellem de to verdner, som den har sat sammen. Det er varmt, sitrende og sært drømmende. Åbent, skrøbeligt, søgende og dybt forankret i egen kontemplation. Nærmest som at være på sidelinjen, hvor man får indblik i sjælen såvel en instrumentbyggers som en komponists inderside undervejs i en ikke-afsluttet drømme- og realiseringsproces.
I dag spiller Schmidt med gruppen Gamelan Encinal og underviser i instrumentbyggeri på Mills College, og selvom hans evner som instrumentbygger tydeligvis er, hvad der bringer ham smør på brødet på bordet, så er “In My Arms, Many Flowers” bestemt et værdigt vidnesbyrd om en unik, oververdslig signatur indenfor amerikanske minimalisme, hvor legender som John Adams, Steve Reich og Philip Glass oftest er første mand på holdkortet. Hør første nummer fra pladen når du skal i skrøbelig zen-mode.
Info: Daniel Schmidt and the Berkeley Gamelan “In My Arms, Many Flowers” udkom i 2016 på Recital. Pladen består af ikke uudgivede indspilninger fra 1978-1982.
