Nekrolog – Mika Vainio (1963-2017)
Af Danny Kreutzfeldt. Fotos Sähkö Recordings og Nils Åkerstrøm.
Torsdag d. 13. april spredte nyheden sig, at den finsk-fødte producer og lydkunstner Mika Vainio om onsdagen var omkommet ved en ulykke i Frankrig. Han blev 53 år gammel og stillede træskoene på en tinde i karrieren. Herfra kunne han have set tilbage på et succesfuldt musikalsk virke, der fra den kolde krigs afslutning og frem gjorde ham til en væsentlig aktør på en række scener i elektroniske musik. Ud over minderne hos de mange folk, der gennem tiden har været vidne til kompromisløse optrædener med Vainios projekter, efterlader han også en imponerende diskografi af studieproduktioner og liveoptagelser, som eftertiden med fordel kan gå på opdagelse i. Derfor disse betragtninger.
Lyd
Hvad enten Mika Vainios lyd udspillede sig i abstrakt minimalistisk techno, tung industriel rytmik eller introspektive dronende kompositioner, kunne der ikke være tvivl om at Vainio stod bag. Lyden blev eksekveret med så stor konsekvens, at man som lytter kan have svært ved at identificere, hvilket årti et givent nummer er fra. Der var noget grundlæggende foruroligende ved den, for han havde perfektioneret brugen af skarpe kontraster.
Klangen var rå og af gennemgribende maskinel karakter, frembragt af (ofte hjemmebyggede) analoge maskiner, som også var med til at give en varm glød i ellers kolde lydlandskaber.
Kompositionerne var kendetegnet ved en pionerånd i udforskningen af maskinernes udtryk: Mange numre har den hypnotiserende spænding, der opstår ved at udføre nogle få simple modulationer af enkelte elementer over langt tid i et massivt lydlandskab. Man får ofte indtrykket af at det har taget dagevis at opstille det setup, der frembringer lydene, men at nummerets fremførelse foregik ved at dreje én centimeter på én specifik knap. Dynamikken var centreret omkring tydelige veldefinerede elementer med god plads i frekvenserne til at lade dem frembringe en ulmende tomhed, som med stor effekt kunne splintres af voldsomme elektrostatiske udladninger, eller give plads til at mikroskopiske modulationer fik lytterens fulde opmærksomhed. Det betød også, at musikken egner sig til at blive spillet højt. Hvilket i live-sammenhænge blev forfulgt med maksimal effekt.
80’erne
Vainios tidligste musikalske udskejelser finder man i start-firserne, hvor han var trommeslager i et unavngivet finsk new beat band. Det gik hurtigt i opløsning, og i stedet startede han et industrialband, der efter hans eget udsagn var stærkt inspireret af Einstürzende Neubauten og deres brug af støjende skrot som instrumenter. Gagarin-Kombinaatti hed hans første band, som efter sigende også skulle have indspillet nogle bånd og givet en række koncerter.
Indtil videre fremstår denne periode yderst begrænset dokumenteret, men i 2016 nåede Vainio dog på sit eget label at udgive et album kaldet 83-85 med musik fra dette projekt. Det er uklart hvor oprindeligt og ubehandlet materialet fik lov at komme på udgivelsen, men der er ikke nogen tvivl om, det var skrappe sager i 80’erne, og at både den minimalistiske og den grænsesøgende karakter af Vainios virke har sine rødder i denne tid.
Rave
Da acid house ramte Finland omkring 1990, var Vaionio dér, hvor det skete, og skrot blev skiftet ud med nyt isenkram. Efter de skrabede koncerter med Gagarin-Kombinaatti var forandringen til at tage at føle på til de raves, som Vainio ofte spillede til. Med rave-scenen fulgte også hurtigt den hårde minimalistiske techno, og den fandt særlig grobund i den finske undergrund, hvor et unikt Helsinki-take på stilen vandt frem med Mika Vainio som en af de centrale drivkræfter.
Den finske minimal techno fik sit ophav ved opstarten af DUM Records i 1992 og året efter med Sähkö Records – startet af Mika Vainio og Tommi Grönlund. Vainio solodebuterede på Sähkö under projektnavnet Ø med Röntgen EP’en, og udgav hurtigt de syv første plader på selskabet med solo og kollaborations-produktioner. De repræsenterer alle den hypnotiske ultra-minimale techno, som Helsinki i midt-90’erne blev kendt for i techno-undergrunden rundt om i verden. Allerede omkring 1995 havde Vainios techno dog udviklet sig videre over mod et mere nedbrudt, abstrakt og støjende udtryk, der efter datidens standarder næppe kunne kaldes techno. Han var dog stadig succesfuld med at udgive det til den indviede skare, der kendte til Sähkö Records, men skaren skulle snart blive større.
Panasonic
Det er uomtvisteligt, at samarbejdsprojektet Pan Sonic bør nævnes. Kollaborationen med Ilpo Väisänen (og oprindeligt også Sami Salo) startede i 1993 under navnet Panasonic, og skulle blive Vainios mest profilerede. I 1995 udkom projektets debut-album Vakio på det feterede London-label Mute, der gennem sublabelet Blast First trofast udgav alle Pan Sonic albums. Vakio var et minimalistisk electronica mesterværk, med yderst sparsomme monotone rytmer, der ofte forfaldt til massiv elektroakustisk brummen. Albummet gik rent ind hos datidens mest eventyrlystne elektroniske musik-lyttere sammen med en historie om at pladen ved tilpas høj afspilning skulle frembringe den brune tone (Google det).
Det var dog langt fra den eneste historie, der i 90’erne begyndte at cirkulere om Pan Sonic. De fik hurtigt et ry for at være en fænomenal live oplevelse, med deres skarpe tunge lyd fremført ved overvældende volumen, så den antog veldefineret fysisk karakter. Der opstod rygter om at de skulle have spillet en 10-timers koncert kun med baslyde ved 125 decibel, eller have kørt rundt i London og spillet inde fra en armeret varevogn. Mere verificérbart er det dog, at de fik en klub i Berlin opkaldt efter sig, og at elektronikgiganten, som de både havde stjålet navn og logo fra, i 1998 vandt en retssag mod dem, og navnet skiftede til Pan Sonic. Det var under dét navn, som den næste generation af elektroniske lyttere lærte dem at kende. Projektet gik formelt i bero i 2009, men Ilpo og Mika nåede at blive genforenet til at lave et soundtrack sammen i 2015. Man kan håbe, at der i arkiverne gemmer sig mere Pan Sonic-materiale, som venter på at blive offentliggjort.
Glitch
Da techno-kulturen kollapsede omkring årtusindskiftet, gik raverne i vid udstrækning hver til sit. En del af dem, inklusiv undertegnede, fandt i stedet fascination i den spirende glitch-bevægelse, som skød frem i takt med at den tilgængelige musik-software blev bedre, og den elektroniske musik blev digital. Scenen var kendetegnet ved en refleksiv tilgang til de elektroniske musikinstrumenter og deres fejllyde (glitches), mere individuelle og introspektive lytteoplevelser, og en generelt eksperimenterende tilgang, hvor det var vigtigt at gøre noget nyt. Også nye lytterede fra vidt forskellige baggrunde kom til, og naturligvis var det hele særdeles nørdet og nok også en kende prætentiøst, men ikke desto mindre er den detaljerede lyd, som mange elektroniske produktioner har i dag, et direkte resultat af glitch-bevægelsen.
I denne bevægelse passede Mika Vainios musikalske arbejde op gennem 90’erne perfekt ind, og der var stor opmærksomhed omkring nye udgivelser og live-optrædener. Dette fik dog ikke Vainio til at omfavne den digitale lyd. Han holdte i stedet stædigt fast i de hjemmebyggede maskiner, og man kan argumentere for, at han i denne periode var særligt rettet mod industrielle beats og noise – som en slags protest mod den bevægelse, der var ved at omfavne ham.
Norberg
Året er 2003, og jeg sidder i en stor mineskakt, der tilhører en lukket jernmine oppe midt i Sverige. Det er Norbergfestival, og jeg har tømmermænd efter at have spillet min første laptop-koncert dagen før. Skakten huser vel omkring alle 1000 gæster på festivalen, der enten står helt nede på bunden, eller sidder rundt omkring på trapper og platforme med fødderne hængende ud over det store dyb. Der er en sitren i luften, for stemningen er høj og en af festivalens hovednavne er ved at stille op. På plateauet under mine fødder er to berusede finner og nogle teknikere nemlig ved at tilslutte en masse maskiner.
Pan Sonic spiller ikke velkendte numre, og ej heller tidens glitchede lyttevenlige toner. I stedet udsættes vi fra start for et frenetisk og overvældende bombardement af tonstunge tæsketørre basedrums afsendt ved et speedcore-egnet tempo akkompagneret af fræsende og hylende forvrængede støjflader. I perioder bryder beatet op i mere synkoperede rytmer, og støjfladerne udvikler sig mod mere tonale klange, men på intet tidspunkt slippes den intense stemning. Vi får heller ikke pusterum fra det massive lydtryk, der under flere lejligheder får trapper og gelændere til at vibrere højlydt, og betonen til at skælve faretruende meget. Begge særdeles engagerede musikere slår løs på deres maskiner undervejs, og Vainio begynder at kaste om sig med isenkrammet, efterhånden som det går i stykker for dem oppe på scenen. Det går særligt ud over folkene nede på bunden, mens os der er tættere på epicentret, kan høre han står og råber et eller andet på finsk ud i tomheden.
Sekundet efter koncerten stopper, lyder minen op igen af et larmende bifald. Men Ilpo er faldet om i en stol bag udstyret, og Mika dingler ned fra scene-platformen og ud i den svenske sommernat. Da jeg kort tid senere i festivalens kontrolskur prøver at finde ud af, hvornår festivalbussen kører til den hytte, jeg bor i, er alt på den anden ende. Mika er efter sigende blevet væk, mens Ilpo kræver ekstra bemanding i ølteltet. Alt i alt dén mest overbevisende elektroniske musik-koncert, jeg endnu har overværet.
Kunst
Som mange andre, der var beskæftiget med eksperimenterende electronica i 00’erne, ender der med at gå lydkunstner i den for Vainio. Det vil meget kort sige, at man skaber lyd med en højere æstetisk begrundelse, end blot lytternes fornøjelse. Allerede i 1997 havde Vainio udgivet Onko, sit første soloalbum under eget navn. Materialet i eget navn har et mere stemningsbaseret og dronefunderet udtryk end de rytmebårne numre, der sideløbende stadig udgives under navnet Ø. Han nåede således at udgive en lang række fremragende soloalbums sideløbende med Pan Sonic-projektet.
I det han nåede at få med her fra 10’erne, skal hans vigtigste bidrag til lydkunstscenen dog nok findes i hans bidrag inden for kollaboration og live-improvisation i elektronisk musik. Som den feterede lydkunstner, han nåede at blive, gennemførte han kollaborationer med bl.a. Alan Vega (fra Suicide), Merzbow, Sunn 0))) + Stephen O’Malley, Pita, Fennesz, John Duncan, Joachim Nordwall, Chicks On Speed, Björk etc. Han drog også på talrige soloturnéer, hvor han fremviste sin evner som improvisator på sit analoge grej, og gennem sit kendskab til både maskinerne og live-situationen fremstod som en ekvilibrist i en tid, hvor elektronisk livemusik ofte stadig bare er en tosse bag en laptop.
Betydning
Som ovenstående narrativ beskriver, kan man argumentere for Mika Vainio har haft stor betydning for den elektroniske musiks udvikling hen over de årtier, hvor den blev voksen. Han har gennem sin egen udvikling taget essentielle elementer med sig, og insisteret på dem i de efterfølgende paradigmer: Støj, grænseafsøgning, minimalisme fra industrial’en. Hypnose, maskinalitet og fysisk baslyd fra technoen. Konsekvens, improvisation og iscenesættelse fra kunsten.
Selvom han har været en profileret og anerkendt musiker, så har han samtidig også undgået den nemme berømmelse, og insisteret på at følge og rendyrke sin egen lyd og æstetik. Dette har også placeret ham udenfor de gængse hot spots, hvor livet som musiker bliver nemt, men vi kan konstatere, han har formået at holde sig på forkant og vise veje, den elektroniske musik kan tage. Derfor forventer jeg, at størrelsen på hans betydning vil være til diskussion i årene fremover. Samtidig vil jeg dog postulere, at de fleste, der har interesseret sig for den seriøse ende af det elektroniske spektrum, også har kendt til hans virke, og man har formentlig lyttet til en eller flere udgivelser, og tænkt sit.
Nu er han her ikke mere, og vi er blevet snydt for en mængde interessant musik. Til gengæld gør Mika Vainios konsekvente og tidløse lyd det nemt at genbesøge materialet. Uanset om man er bekendt med diskografien eller ej, lad derfor hans død være en anledning til at gå på opdagelse i de mange musikalske efterladenskaber, som indeholder Mika Vainios lyde og idéer. Her er nogle anbefalinger:
Ø – Röntgen (Sähkö 1993)
Panasonic – Vakio (Blast First 1995)
Ø – Olento (Sähkö 1996)
Mika Vainio – Onko (Touch 1997)
Pan Sonic – Aaltopiiri (Blast First 2000)
Mika Vainio – In The Land Of The Blind The One-Eyed Is King (Touch 2003)
Pan Sonic – Katodivaihe (Blast First 2007)
Ø – Konstellaatio (Sähkö 2013)
ÄÄNIPÄÄ – Through A Pre-Memory (Editions Mego 2013)
Mika Vainio – Mannerlaatta (Ideal 2016)
Gagarin-Kombinaatti – 83-85 (Sähkö/Puu 2016)
Artiklen er skrevet af Danny Kreutzfeldt (f. 1981, bosiddende i Aarhus). Han har siden de sene halvfemsere været aktiv inden for elektronisk og ekstrem musik. Bl.a. i koncertorganisationen Noisejihad, med pladeselskaberne 8K Mob og Drowning (creative commons) og som aktiv musiker under et væld af pseudonymer. Pt. er han aktiv med ubåds-drone-techno-projektet Periskop og i drone/doom metal-bandet SOL.
Læs mere om hhv. Periskop og Drowning i Passive/Aggressives artikel her: http://passiveaggressive.dk/20-000-plader-under-havet-periskop-drowning-og-udgivelsens-anatomi/ og læs om SOL her: http://passiveaggressive.dk/sol-kortfattet-kammer-doom-med-paranoia-som-grundtone/.
