Musik Til Mor – Subversiv stilstand
Reportage fra Tredje Rutine af Nils Bloch-Sørensen
Rasmus Baks projekt Musik Til Mor har de sidste par år været uforklarligt dragende for mig. Jeg er ikke rigtig i stand til at forklare, præcis hvad det er ved den rene lyd, de underspillede melodier eller den forsigtige lyrik, der fortryller mig. Alle komponenterne i musikken fremstår hver for sig så anonyme, at musikken burde være kedelig. Det er den bare ikke – den er faktisk meget fascinerende!
I et forsøg på at nærme mig en forståelse af, hvad dælen det er, der forfører mig sådan, tog jeg fredag d. 21. april ind på Huset i Magstræde til musikkollektivet Aftenrutines passende titulerede arrangement Tredje Rutine. Foruden Musik Til Mor talte denne aften også den nyudklækkede duo Milowitch, en beruset oplæsning fra Jacob Skyggebjerg og gyngende toner fra Hong Kong. Det er også Aftenrutine, der står bag Musik Til Mors imponerende syv udgivelser, så man kan roligt (og ved hjælp af musikformidlingens mest irriterende analogi) sige, at Bak og co. var ”på hjemmebane” denne fredag.
Som de første gik Musik Til Mor på scenen: Tre guitarer og et trommesæt, bestyret af hver sin musiker. Som på pladerne er der også live tale om et rent lydbillede domineret af strengeinstrumenter og tilbagetrukne vokaler. En minimalisme, der ikke er båret af virtuositet, ej heller af punket fandenivoldskhed, men snarere af noget så usexet som forsigtighed.
På mange måder er Musik Til Mor det dårligste band i verden. Ikke at de laver dårlig musik. Tværtimod! Nej, der lægges her tryk på ordet band. De er dårlige til at lege rockband. De er så befriende langtfra rocklegender og store værker, som man kan være.
For der er noget udflydende i Musik Til Mors konventionalitet. Kulturelt ladede symboler som guitarer og popsange skimtes blot som konturer, der aldrig rigtig manifesterer deres eksistens. Det er en dyrkelse af det tilbagetrukne, af det skrøbeligt usikre, som dog er anderledes end den anonymitet, der løber som en tråd gennem en genre som techno. Baks lyrik inviterer os helt ind i det allermest intime, men formår derigennem at fremmedgøre. Som om sangene er enormt personlige, uden at noget individ træder i karakter. Afsenderen af ordene opløser sig selv i udsigelsen. Sangenes ekstremt homogene udtryk gør, at de glider sammen, hvilket også er med til at opløse den form, de bliver præsenteret i. De kringlede sangstrukturer bevæger sig ingen bestemte steder hen, men fremstår som en statisk drone. De enkelte numre glider ind i hinanden som et tæppe vævet af et fint og porøst materiale – en nærmest taktil skrøbelighed.
Personligt har jeg det svært med samtidens rockmusik, da den i mine øjne er dårlig til – og i visse tilfælde ikke er villig til – at fralægge sig den machismo, der er så integreret en del af dens DNA. Intet andet sted i musikken synes en så konservativ dyrkelse af (mandlige) genier og fortidige kontekster at være til stede: rocktøj og kokain, oprigtighed og groupies. Ting, der i høj grad kompromitterer genrens evne til at repræsentere samtidige problemstillinger.
Men betyder det, at der ikke kan vrides noget vitalt ud af den traditionelle bandbesætning? Nej, naturligvis ikke, men det kræver et opgør med de seksualitetsbegreber og den genidyrkelse, der hjemsøger den konstellation. Et opgør, som Musik til mor i høj grad er garant for.
I disse dage oplever skellet mellem kønnene en radikal sløring, og tænkningen i binære strukturer står mere end nogensinde for skud. I denne kontekst er Musik Til Mor et både originalt og vigtigt indspark i debatten. For modsat den gængse måde, hvorpå denne sløring foregår i musikalsk sammenhæng – musikken som ramme om androgyne kroppe, Bowiesk flamboyance eller performativ arbejden med et fringe-fænomen som drag – er der hos Musik Til Mor snarere tale om en infantil afseksualisering af rockmusikken. Deres guitarer er ikke falliske, de er en art anonymiserende uniformering. Deres musikalske crescendoer løfter sig aldrig og er mere impotent frustration end udløsning. Lyrikkens problemer er trivielle og sigter aldrig mod det universelle.
Musik Til Mors anonymisering og dyrkelse af forsigtighed fremstår i konteksten af et traditionelt rockband som en slags mangel på maskulin handling. Den inerti, der traditionelt fortolkes som en mangel hos en mand, bliver hos Musik Til Mor dyrket med stolthed. En slags afstandtagen til den mandlige kunstners handle- og skaberkraft. Hør bare navnet: Musik Til Mor. Det er matriarkatets sange. Det er der ikke meget Mick Jagger-nu-kommer-jeg-og-knepper-dig-bad boy over!
Der er noget subversivt i den stilstand, jeg hører i Musik Til Mors musik. En patosfyldt apati, der i en verden af larm pludselig skærer igennem. En forsigtig gestus, der skaber en stor bølge.
Info: Musik Til Mors seneste album, “Fakles”, udkom sidste år.
