Broken English Club – Victorianske raves i et forfaldent England
Af Emil Néné Rasmussen
Oliver Ho, aka Broken English Clubs nye LP, “The English Beach”, tilbyder lytteren det tunge lydbillede af den britiske arbejderklasses liv på skibsværfter og i fabrikshaller blandet i en teknoid, industrialismeforherligende smeltedigel. Pladen udkommer på USA’s sandsynligvis ondeste technolabel, L.I.E.S. Records, som har udgivet masser af anden sonisk misantropi med fx Collin Strange, Nick Klein og Person of Interest.
Broken English Club har førhen produceret en del musik i et mildest talt mareridtsagtigt krydsfelt mellem industrial-electro, postpunk, techno og no wave og fortsætter til dels sådan på “The English Beach”. Man skal nok på forhånd gøre klart med sig selv, om det er et Frankenstein-monster, man vil udsætte sig selv for, men jeg kan for god ordens skyld slå fast, at det oftest er overraskende vellykket.
Pladen fremstiller sig selv som et konceptuelt bud på lyden af en forladt engelsk havneby ved navn Dungeness, der i dag er forfaldet. Som sådan er scenen vel godt sat til britiske arbejderklasse-raves i forladte varehuse. Tempoet er der bare ikke altid, og i stedet bliver man, som på tracket “Pylon”, pisket over nakken med Swans-agtige mantraer som “Py-lon, Py-lon, Py-lon” bebudet af hult klingende ekko-baslinjer. Som helhed har det hele et næsten victoriansk-gotisk islæt i kraft af de lige dele af romantisk ensomhed og vanvidsfremkaldende rædsler, der kryber op ad vejrbidte strandkyster for at hjemsøge briternes trommemaskiner.
Det virker overordnet som en mere tilbagelænet, eftertænksom plade for BEC end de tidligere udspil. De mange forskellige lydudtryk giver BEC en bred pallette til at udvikle sit koncept, på en måde hvor den personlige stilistik stadig skinner igennem, fx i hans særegne inspiration fra de mørkere, knurrende sider af electro-scenen. Noget, der virkelig gavner hans kolde, udtryksløse udtale, der får den til at virke overgribende proklamerende – måske ligefrem teatralsk. Når det til tider koger helt over, og vanviddet slippes løs som på numrene “Breaking the Flesh” og “Wreck”, bliver det tydeligere, hvor det fører hen, nemlig direkte ind i en manisk ensomheds arme.
Der bliver også lige givet homage til Detroit-electro-rødderne på nummeret “Wire Fence” tilsat en ikke ubetydelig mængde reverb, så man forstår, at Dungeness er ensomhedens ægte hjemsted, og kan mærke de forladte huse. Det synes at trække i så mange retninger, at de fleste sandsynligvis kan genkende enkeltdele i det større hele – variationen i lydbilledet er stor mellem numrene, men desværre ikke altid i de enkelte tracks. Og afslutningsvis bliver vi skubbet tilbage igen af rendyrket drone-feedback på nummeret “Last Signal”, så det bliver endeligt cementeret, at vi virkelig ikke hører til her.
Info: “The English Beach” udkom på L.I.E.S d. 15. juni.
