The Clientele – I skyggen af The Violet Hour
af Andreas Melchior
Ved første lyt vil man muligvis klassificere The Clientele som et tilbageskuende orkester. Umiddelbart virker bandets lyd som et ekko af noget, som er hørt før; en sang, der virker bekendt, selvom det er første gang man hører den. Imidlertid vil det være forfejlet at stemple The Clientele som banal retro. Derimod fungerer musikken som en virkeliggørelse af latente, mystiske indtryk, der tilsyneladende forekommer at være uhåndgribelige.
At der på bandets reelle debutalbum, The Violet Hour fra 2003, optræder et mørkere lyd end dets andre udspil, skal ikke blot sættes i relation til selve lydudtrykket, men lige så vel i metafysisk forstand. Begivenheder, som allerede er hændt, bringes til live i skyggen, som i den italienske maler Giorgio de Chiricos (1888-1978) værker, hvor den langtrukne skygge ikke kan adskilles fra det enkelte objekt, men på allegorisk vis bliver definerende for dets karakter. Det skyggende er ikke noget der formørker det ”virkelige”, men er det, der belyser det uvirkelige. At Clientele står i skyggen af navne som Love, Television og Galaxie 500 betyder derfor ikke at bandet er en bleg kopi af dets forbilleder, men at The Clientele netop er lyden af den skygge disse musiknavne har kastet. Det er derfor ikke nødvendigt at træde ud af denne skygge, men at være i den og derigennem udtrykke det, der er ”ved siden af”.
”At the violet hour, the evening hour that strives
Homeward, and brings the sailor home from sea,
The typist home at tea-time, clears her breakfast, lights
Her stove, and lays out food in tins.”
T.S. Elliot, Waste Land (1922).
Som altid er det de uvirkelige øjeblikke og indtryk i hverdagen, der er omdrejningspunkt for sanger Alasdair Macleans lyrik på The Violet Hour. Den forsigtige romantiske optimisme, der kendetegnede bandets tidlige singler, lader på albummet til at være afløst af resignation og desillusion. Den overjordiske vokal koloreres af en klaustrofobisk rumklang, nedarvet fra Joy Divisions Still, hvilket afspejler en generel følelse af fremmedgjorthed, som The Clientele helt konkret følte i forhold til den indiepopscene, bandet modvilligt var blevet en del af. Telecasterens tremolo punkterer trioens let minimalistiske udtryk, og forlænger musikkens enkelte øjeblik, mens den kontramelodiske bas og de jazzede trommer giver mindelser Byrds anno 1966-67.
Violet Hour er lyden af et band, der vender dele af sit publikum ryggen, og skaber en treenighed, der både er indadvendt, men samtidig hypnotiserende. Alt dette udtrykkes bedst i albummet højdepunkt, ”Lamplight”, der starter som et klassisk Clientele-nummer, men hvor tid og sted opløses, efterhånden som ragafigurer bevæger sig fra den ene højtaler til den anden, hvilket skaber en forvirrende og bevægende effekt.
Som alt hvad bandet foretager sig er det hele underspillet, grænsende til det selvudslettende:”but the dark is falling in the garden over everything”.
