Passive/Aggressive

Clarissa Connelly – Fine fortællinger (mixtape + interview)

Mixtape June 8 2018, af sandra

SofieHvitved_ClarissaConnelly_RoskildePresse_02

Mix af Clarissa Cornelly, interview af Sandra S. Borch

“Clarissa Connelly bevæger sig i en tvetydig stemning og formår i den grad at berolige lytteren med et moderne elektronisk take på klassisk singer/songwriter-kultur”. Sådan skrev Theo Nymark i forbindelse med Connellys debutudgivelse fra 2015. Dette er stadig meget sigende for Clarissa Connellys stil og lyd på det nyligt udgivne bånd “Tech Duinn”, som svinger fra fine og porøse lyde til dramatiske kompositioner.

Clarissa Connelly har lavet P/A et mixtape, der består af egne kompositioner og musikalske fortællinger fra venner. I den forbindelse har vi talt med hende om, hvordan hun starter et mix, og hvornår hun slutter en sang.

P/A: Vil du fortælle om ideen bag dit mix?

CC: “Jeg har samlet alle de smukkeste fortællinger fra mine venner og bekendte, både udgivet og endnu ikke udgivet materiale fra i år, og limet dem sammen med tracks, jeg har skrevet med bl.a. spansk guitar og min Korg M1. Mixtapet starter melodisk med strengebårne værker fra ML Buch, Cisser Mæhl, CTM og egne solo-værker og udvikler sig til mere støjende kompositioner fra bl.a. udgivelsen “Nooooooo Daylight”, som jeg lavede med Thurston Moore sammen med folk fra Collider, samt et nummer fra Thulebasens udgivelse “Suko!”. Der sker endnu et skift til sidst i mixtapet; da jeg er begyndt at høre mere rock i år, skulle det også repræsenteres på mixtapet. Der er nok en overrepræsentation af mit band på mixtapet, da både Cisser, Alvilda fra Loiter plus Mikkel og Johan fra Collider er med. Jeg er virkelig oppe at køre over den musik, som de skriver, og ligeledes vores fælles dynamik i bandet.”

P/A: Vil du fremhæve et par numre i dit mix?

CC: “Cisser, som jeg studerer komposition med på RMC har skrevet denne midnatsvise, som optræder 3.51 minutter inde i mixtapet. Hendes vokal er så specielt påtrængende, og hendes første ord (ål) gør mine knæ bløde.

Anton, som også går under navnet Jura, har lige udgivet sangen “Someone’s Lifework”, som jeg måtte have med. Jeg elsker sangens klangbrud, hvor enkelttoner og akkorder smelter sammen.”

P/A: Hvordan har du optaget dit mix?

CC: “Jeg har siddet i Ableton og lavet små overgange og mellemstykker til sangene. Jeg har tre af mine egne kompositioner; resten er fra mennesker hvis kompositoriske arbejde inspirerer mig.”

P/A: Du udgav “Tech Duinn” på Brystet tidligere i år. Vil du fortælle om din proces med udarbejdelsen af albummet?

CC: “Kompositorisk ville jeg centrere det instrumentale i blandingen af simulerede strengeinstrumenter fra synthesizers krydset med “rigtige” strenge fra guitar, harpe, cello, bratsch og violin. Tematisk ville jeg underbygge den fascination, jeg har af keltisk mytologi, og undersøge min families navn og afstamning. Jeg er selv opvokset i Skotland, og jeg ville skrive sange fra min fortid i bjergene og en romantiseret idé, som de fleste har af deres opvækst. Jeg har hørt meget Madonna og Enya som barn, og det afspejler udgivelsen måske.”

P/A: Hvornår ved du, at et sang er færdig?

CC: “Jeg forsøger med mine kompositioner finde ind til en utopisk idé, jeg har om en skønhed i verden, og fornemmelsen af dén er det, jeg oftest skriver ud fra. Om sangen er færdig, afhænger af, hvor tæt jeg er på den idé, jeg har. Det er her, skønheden ligger, som jeg gerne vil fodre, og som jeg gerne vil give verden. En skriftlig reference til denne idé kunne være Aksel Sandemoses “En Blå Sø i Urskoven” fra “Dans Dans Roselil” (1965), hvor en vildmand i Canadas urskove bliver trukket tilbage til civilisationen efter at have brugt et helt liv på at finde ind til en blå sø. Men for at finde ind til denne sø skal man kunne lægge et helt liv af gammelt jern bag sig og gå våbenløs frem. Den blå sø forstår jeg i Aksel Sandemoses tekst som skønheden. Det er måske en romantisk idé om det at komponere, men jeg føler, at jeg i min egen skrivning skal lægge mit liv af “gammelt jern” bag mig for at finde ind til sandheden og skønheden i sangen. Jeg ved selvfølgelig, at jeg aldrig kommer derhen, men jeg prøver altid.”

P/A: Hvilke projekter arbejder du på lige nu?

CC: “Jeg er i fuld gang med at skrive nye kompositioner til min kommende udgivelse og forberede sommerens koncerter med mit ny-etablerede band. Strygerkvartetten Halvcirkel skal med til min koncert på Roskilde, og de får en stor rolle i lydbilledet, da der er mange strygere og strengeinstrumenter på “Tech Duinn”, som vi kommer til at spille en del fra. Jeg har også i nye sange arbejdet meget med strygere, og jeg er spændt på at høre sammenblandingen live.”

P/A: Kommende udgivelser, samarbejder eller koncerter, du ser frem til?

CC: “Jeg glæder mig meget til et nyt samarbejde, jeg skal indgå med ML Buch her til sommer, hvor vi skal i sommerhus og komponere sammen. Der er nogle ligheder i vores musik, som jeg er spændt på at gå i dybden med. Ingen af os er vant til at co-write, og måske har vi begge en eller anden sindssyg trang til selvstændighed i vores produktioner og lader sjældent folk lægge fingrene på vores værker. Så det bliver en smuk, grænseoverskridende proces, som vi begge ser frem til. Derudover glæder jeg mig til at spille med de fantastiske mennesker, jeg har fået svøbt sammen til fremtidige koncerter under Clarissa Connelly. Jeg er forelsket i alle i bandet.”

Info: “Tech Duinn” udkom på Brystet i april. Clarissa Connelly spiller på Roskilde Festival søndag d. 1. juli. (Redaktørens note: P/A-skribent Alexander Julin er en af kræfterne bag Brystet. Han har ikke været involveret i processen omkring denne artikel.)

Trackliste
00.00: Clarissa Connelly
00.49: ML Buch
03.51: Cisser Mæhl
05.10: CTM
09.40: Victor & Emil
12.59: Clarissa Connelly
14.14: Jura
19.07: Clarissa Connelly
19.08: Nooooooo Daylight
22.15: Tettix Hexer
24.20: Clarissa Connelly
25.19: Collider
30.10: Loiter
34.18: Thulebasen