Oliver Coates – Letsindigt perfektionistiske og anti-humanistiske kompositioner
Oliver Coates “Shelly’s On Zenn-La” (RVNG, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin
Den engelske cellist og komponist Oliver Coates har bl.a. samarbejdet med Jonny Greenwood om musikken til “The Master” og “Phantom Thread” af Paul Thomas Anderson. Flere af hans egne værker placerer sig i et krydsfelt mellem elektronisk og klassisk, hvor hans cellospil ofte væves ind i synth og elektronisk percussion. Man fristes til at drage en klar analogi til Arthur Russell, der også – blandt umådeligt meget andet – formåede at forene det frie cellospil med ambient og house. Men analogien er især rammende, fordi begge formår at skabe noget nyt ud af summen af disse to på flere måder kontrasterende æstetikker og skoler. Noget nyt, der ikke blot er interessant af kunstneriske og akademiske årsager, men fordi musikken åbenlyst skildrer et menneskes indre liv: mangfoldigheden, der viger uden om ordene.
“Shelly’s On Zenn-La” er Coates’ fjerde album og følger op på “John Luther Adams’ Canticles of the Sky” fra april, hvor han fremfører Adams’ kompositioner. Foruden ep’en og sidste års single “Peace & Riding Through Drinking Harpo Dine” er “Shelly’s On Zenn-La” imidlertid det første længere udspil fra Coates siden 2016, hvor både soloalbummet “Upstepping” og samarbejdet med Mica Levi, “Remain Calm”, udkom.
“Shelly’s On Zenn-La” vidner både om stor idérigdom og håndværksmæssig kunnen. Men det er ikke så meget idéerne som den på flere punkter overkammende emotionalitet, der gør albummet så rammende, og ja, mærkværdigt rørende. Det mærkværdige er, at mens nogle sange taler til velkendte følelser, vemodet, afsavnet og spændingen, så berører flere af dem også sindsstemninger, jeg endnu ikke har ord for. Det mest åbenlyse eksempel er den optimistiske “A Church”, hvor fyldig og funky bas akkompagneres af lette melodiøse synth-strøg og en vokal, der både virker distanceret og samtidig nærværende.
Selvom kompositionerne på “Shelly’s On Zenn-La” spænder bredt i de stemninger, de berører, så deler de alle til en vis grad den samme kvalitet som “A Church”: Coates har en legende og let tilgang til at skabe, hvor nytænkning og eksperimenter ikke fremstår som en gravalvorlig kunstnerisk gerning, men som noget barnagtigt i ordets mest positive forstand.
Højtideligheden og seriøsiteten bliver flere gange brudt ved at inkorporere elementer, der både fremstår basalt set unødvendige og som kontraster til den øvrige del af den resterende komposition. I sig selv er “Chavel” et underligt nummer, der til dels synes at mime en kulminerende klub-banger, samtidig med at den gennemsyres af en skrøbelig, længselsfuld melodiøsitet. En monoton og messende vokal fremføres nærmest ind over nummeret, komplet uafhængigt af dets gang. I stedet afmonterer det seriøsiteten ved nummerets emotionalitet og eksperimentelle komposition. Alvoren forplumres af det besynderlige ved den menneskelige stemme, der paradoksalt nok fremstår mere maskinel end albummets instrumentale side.
De vokale bidrag er hverken allestedsnærværende eller det vigtigste på “Shelly’s On Zenn-La”. Alligevel spiller de en essentiel rolle for kompositionerne, hvor de får lov til at bryde med den perfektionistiske idérigdom og højstemthed, der ellers hersker i flere øjeblikke på værket. Det er bl.a. menneskets stemme, der får én til at lytte nært, netop fordi den simpelthen ikke synes at høre hjemme i Coates’ musikalske univers. Men det er netop denne inkorporering af det fremmede i kompositionerne, der gør dem særligt dragende.
“Shelly’s On Zenn-La” udkommer på RVNG d. 7. september.
