Debit – Ambient med polyfoni som formprincip
Debit “Love Discipline” (Quiet Time Tapes, 2018) – anmeldelse af Emil Grarup
NYC-baserede Quiet Time Tapes – som de seneste måneder har brilleret med glimrende båndudgivelser fra både Kareem Lotfy, Phil Struck og XYR – udgav i slutningen af september en EP komponeret af den mexicansk-amerikanske producer Delia Beatriz, som nok er bedre kendt under pseudonymet Debit. Ifølge hendes Bandcamp skyldes titlen “Love Discipline” inspiration fra den tysk-amerikanske sociolog Erich Fromm, som mente, at kærligheden kan studeres med videnskabelig stringens.
Beatriz’ debut-LP, “Animus”, som udkom på det mexicanske pladeselskab NAAFI tidligere i 2018, kan bedst rubriceres som en fusion mellem et grime-inspireret take på de latinamerikanske klubgenrer dembow og reggaeton i stil med dominikanske Kelman Duran, og en mørk, metallisk ambient i stil med britiske Helm eller førnævnte Kareem Lotfy.
På “Love Discipline” mødes man af et mere rendyrket ambient-udtryk end på “Animus”. Dog er det samtidig en udgivelse, som implicit synes at stille spørgsmålstegn ved netop denne genres potentiale.
Især på “Resonant Affective” og “Common Aims” præsenteres man for en lyd, der ikke erstatter stilheden med et lukket bagtæppe af synthflader, der grundlæggende har samme væsen som stilheden selv. I stedet er lyden karakteriseret ved en radikal åbenhed: En ambientmusik, som snarere end at udglatte lydenes konturer, tager kærligt imod dem og integrerer dem i et større lydbillede.
“Love Discipline” er et album, der taler med mange stemmer, frem for at forsøge at få det til at lyde, som om det slet ikke ejer én selv. Ud over den førnævnte åbne lyd skaber dette et utroligt dynamisk helhedsbillede, hvor ambientflader, choral pads og utallige synthlinjer væves dynamisk imellem hinanden af en både kunstfærdig og animeret hånd, som det kan høres på albummets single-forløber, “Overcome Isolation”.
Denne intense polyfoni har noget gennemført uhyggeligt over sig, hvilket man måske forstår, hvis man giver afslutningsnummeret “Pain Gain” et lyt. Her kombineres forsigtige stortrommeslag med lyse synths, realoptagelser af vind og en række industrielt klingende droner til en helhed, der kunne lyde som et nekromantisk ritual på en nedlagt fabrik.
“Love Discipline” er vellykket, netop fordi den rent stilistisk formår at stille sig undrende over for den stadig gængse overbevisning, at ambientmusik skal være minimalistisk og monoton. I stedet insisterer Debit på, at den gerne må være alsidig og aparte. Det er en vigtig pointe.
Info: “Love Discipline” udkom d. 21 september digitalt og på kassettebånd.
