Excelsior – Syntetiske væsener og stoiske drømmesyn
Excelsior “O Horizon” (Big Oil Recording Company, 2019) – Anmeldelse af Simon Christensen. Foto af Stephanie Stål Axelgård.
Selvom “O Horizon” kan siges at være Anja T. Lahrmanns debutplade som Excelsior, så har hun i kraft af sin medvirken som sanger, musiker og komponist i Spillemændene, Ice Cream Cathedral, Bird Alert, The Nielsen Sisters og med Excelsior-ep’en “Superimposed” fra 2017 allerede en hel del udgivelser på samvittigheden.
“O Horizon” bærer en genkendelig signatur i Lahrmanns vokal og en sensibel sangskrivning med god horisontal vidde, forstået på den måde at Excelsior på debutalbummet orienterer sig vidt og bredt, så vidt jeg hører, fra kammermusik, japansk minimalisme og synthesizereksperimenter.
Excelsior har komponeret, programmeret og spillet alle tangenterne selv, og hun har også selv co-produceret albummet med Miccel Mohr (som også co-producerede Soho Rezanejads “Six Archetypes”). Der er desuden enkelte instrumentalbidrag fra Liam Amner, Nanna Schannong (Lowly), Kristian Paulsen (Erna) og Simon Brinck.
En stor del af bedriften på “O Horizon” er produktionernes vibrerende, varme og veldefinerede lydbillede. Hvert enkelt nummer på albummet åbner op for nye ‘aldrig hørte klange’, og det gør albummet en overraskende lytterrejse gennem mangedobbelte vokalharmonier, syntetiske cembaloer, kosmiske synthesizere og akustisk fingerspil.
På albummet stikker singlerne “Time of None”, “In Silico” og “Alba/The High of a Surrender” ud som lyttevenlige skæve popmelodier med en elektronisk produktion, og selvom det paradoksalt nok er genkendeligt som Excelsior i løbet af et splitsekund, så er værktøjskassen utroligt enslydende med selvproducerende kolleger som ML Buch, Ydegirl, CTM, Yangze og Clarissa Connelly, der alle med stort sangskrivertalent orienterer sig inden for det kammermusikalske og semi-elektroniske lydbillede.
På popproduktionen står Excelsior ikke distancen i forhold til de mange internationale ‘post-digitale’ producere, som excellerer på fx Tri Angle Records, PC Music og PAN. Derimod virker det som om, at Excelsior virkeligt kan bidrage med noget andet i lydbilledet på de mange instrumentalnumre på “O Horizon”. Kompositionerne er lineære, så de i stedet for at gentage sig muterer som selvstændige væsener. Det er den slags, der gør, at det pludseligt emmer af Mariah, Laurie Anderson, Craig Leon, Visible Cloaks, James Ferraro og moderne synthesizer-eksperimentalister, som bliver udgivet i stride strømme på new age-labels som Rvng Intl., Music From Memory, Shelter Press m.v. i øjeblikket.
Excelsior er for mig indbegrebet af et tålmodigt og stoisk udsyn, og “O Horizon” bekræfter, at Anja Lahrmann er en virkeligt dygtig producer og arrangør. Men albummet virker mere som et kompromis mellem alle Excelsiors kundskaber end topmålet af en musikalsk vision. Måske kunne popmelodierne og den japanske minimalisme smelte sammen på en tredje planet?
Info: LP’en “O Horizon” er ude nu hos danske Big Oil Rec. Company. Anden del af værket udkommer som kunstbog med bidrag fra en række billedkunstnerne i foråret 2020.
