Året der gik – Ekspertpanelets årslister
For at give lidt perspektiv på årslisterne har vi bedt et ekspertpanel bestående af komponister, lyddesignere og tidligere skribenter med ekspertise på bestemte områder om at komme med deres bud på årets mest interessante udgivelser.
Xenia Xamanek Lopez, komponist
Chuquimamani-Condori: “Quirquincho medicine” – køb albummet og støt American Indian Movement local chapter (aimsocal.org) (album)
Klein: “Lifetime” (album)
Triad God: “Triad” (album)
Mica Levi: “Hosting” (single)
Kim Gordon: “No Home Record” (album)
Dean Blunt: “Zushi” (album)
Ms Nina, Tomasa del Real: “Y Dime” (single)
Claus Haxholm, Gasoline-koncert i Odense 16. november 2019
Brother May: “Aura Type Orange” (album)
Concepcion Huerta: “Personal Territories” (EP)
Spellcaster: “Inventory” (album)
Mabe Fratti: “Pies sobre la tierra” (album)
070 Shake: “Under the Moon, Morrow, Fish on Land” (single)
Ydegirl: “notes19” (EP)
PPomo ASMR (Youtube-kanal)
Tumben K’aay: “Suut u súutuk” (album)
Astrid Sonne: “Cliodynamics” (EP)
Shygirl: “Uckers” (single)
Paul Marmota DJ-set på Terminal – Club, CDMX 6. december 2019
Peter Albrechtsen, lyddesigner og skribent
Dansk:
1. Efterklang: “Altid sammen” (4AD)
2. Claus Hempler: “Kuffert fuld af mursten” (Columbia/Sony)
3. Orm: “Ir” (Indisciplinarian)
4. Merdh Laleh: “Water For Your Eyes” (Petrola80)
5. Bremer/McCoy: “Utopia” (Luaka Bop)
6. Trentemøller: “Obverse” (In My Room)
7. Av Av Av: “No Statues” (The Bank)
8. Ganger: “Mørk” (Yachtvej)
9. Baest: “Venenum” (Century Media)
10. Astrid Sonne: “Cliodynamics” (Escho)
11. Lowly: “Hifalutin” (Bella Union)
12. Hans Philip: “Forevigt” (Copenhagen)
13. Sofie Birch: “Planetes” (Seil Records)
14. Heathe: “On the Tombstones; the Symbols Engraved” (Wolves and Vibrancy)
15. Bjørn Svin: “2 Point 5 Step Pets” (Endless Process)
Internationalt:
1. Nick Cave & the Bad Seeds: “Ghosteen” (Ghosteen Ltd.)
2. FKA twigs: “Mary Magdalene” (Young Turks)
3. Tool: “Fear Inoculum” (Volcano Entertainment/RCA)
4. James Blake: “Assume Form” (Polydor)
5. Lizzo: Cuz I Love You (Nice Life/Atlantic)
6. Zonal: Wrecked (Relapse)
7. Bon Iver: “i, i” (Jagjaguwar)
8. Bill Callahan: “Shepherd in a Sheepskin Vest” (Drag City)
9. Thom Yorke: “Anima” (XL)
10. Lambchop: “This (Is What I Wanted to Tell You)” (City Slang)
11. Billie Eilish: “When We All Fall Asleep, Where Do We Go?” (Darkroom/Interscope)
12. Wilco: “Ode to Joy” (dBpm Records)
13. Cattle Decapitation: “Death Atlas” (Metal Blade Records)
14. Matmos: “Plastic Anniversary” (Thrill Jockey)
15. Slipknot: “We Are Not Your Kind” (Roadrunner Records)
16. Clairo: “Immunity” (Fader Label)
17. Moor Mother: “Analog Fluids of Sonic Black Holes” (Don Giovanni Records)
18. Elbow: “Giants of All Sizes” (Polydor)
19. Klein: “Lifetime” (ijn inc.)
20. Leonard Cohen: “Thanks for the Dance” (Legacy Recordings/Columbia)
21. Jenny Hval: “The Practice of Love” (Sacred Bones)
22. Fennesz: “Agora” (Touch)
23. Kevin Richard Martin: “Sirens” (Room40)
24. Cult of Luna: “A Dawn to Fear” (Metal Blade Records)
25. Lankum: “The Livelong Day” (Rough Trade)
26. Alessandro Cortini: “Volume Massimo” (Mute)
27. clipping.: “There Existed an Addiction to Blood” (Sub Pop)
28. Hot Chip: “A Bath Full of Ecstasy” (Domino)
29. Baron Mordant: “Mark of the Mould” (Mordant Music)
30. Anne Müller: “Heliopause” (Erased Tapes)
Bedste soundtracks:
1. Hildur Guđnadóttir: “Chernobyl” (Deutsche Grammophon)
2. Trent Reznor & Atticus Ross: “Waves” (The Null Corporation)
3. Bobby Krlic: “Midsommar” (Milan)
4. Mica Levi: “Monos” (Invada)
5. Hildur Guđnadóttir: “Joker” (Watertower Music)
6. Dan Levy: “I Lost My Body” (Lakeshore Records)
7. Daniel Lopatin: “Uncut Gems” (Warp)
8. Ben Salisbury & Geoff Barrow: “Luce” (Invada)
9. Cliff Martinez: “Too Old to Die Young” (Milan)
10. Daniel Pemberton: “Motherless Brooklyn” (Watertower Music)
11. Jung Jae Il: “Parasite” (Sacred Bones)
12. Trent Reznor & Atticus Ross: “Watchmen” (The Null Corporation)
13. Randy Newman: “Marriage Story” (Lakeshore Records)
14. Matt Morton: “Apollo 11” (Milan)
15. Trent Reznor & Atticus Ross: “Bird Box” (The Null Corporation)
16. Max Richter: “Ad Astra” (Deutsche Grammophon)
17. Nathan Johnson: “Knives Out” (Mondo/Cut Narrative)
18. Stuart Staples: “High Life” (Milan)
19. Michael Abels: “Us” (Back Lot Music)
20. Mark Jenkin: “Bait” (Invada)
21. Mark Korven: “The Lighthouse” (Sacred Bones)
22. Marcelo Zarvos: “Dark Waters” (Lakeshore Records)
23. James Newton Howard: “A Hidden Life” (Sony Classical)
24. Ben Frost: “Dark” (Bedroom Community)
25. Emile Mosseri: “The Last Black Man in San Francisco” (Lakeshore Records)
Top 10 yndlingslyde:
– Den magiske brug af stemmer i Jacob Kirkegaards “Morgue”-korkoncert i Cisternerne
– Det mærkværdige vandinstrument ved Björks koncert i Royal Arena
– De vilde teksturer i nummeret “Wrecked” af Zonal
– Samspillet mellem subjektiv lyd og suggestiv musik i “Chernobyl”
– Det eminente brug af toglyde i både “Joker” og “Mindhunters” 2. sæson
– Alt med en motor i “Le Mans ‘66”
– Vinden i bladene i “Parasite”
– De altomsluttende atmosfærelyde i “Sunset”
– Det svævende sci-fi-design i “Ad Astra”
– “Apocalypse Now” i IMAX. Amen.
Og sidst, men ikke mindst – en æra sluttede i 2019, så derfor: Slayer, tak for alt!
Sofie Birch, komponist
Best Silent Tracks of 2019
Jeg har lavet en liste med nogle af mine absolutte yndlingskunstnere og inspirationskilder fra labels, jeg altid holder godt øje med. Jeg har udplukket ét nummer fra hver af kunstnernes udgivelser i 2019 og samlet dem som de bedste stille tracks fra året, der er gået.
Jeg holder meget af stille musik, der bevæger sig i dynede frekvenser, cirkulerer omkring temaer (som Emily A. Spragues “Mesa”), eller musik, der langsomt og sikkert bygger sig op til et klimaks (Jan Jelineks signaturtræk repræsenteret på “Relief, pt.1”).
På nogle af numrene bliver der brugt naturoptagelser til at skabe højfrekvente teksturer, og det gamle new age-trick mister aldrig sin værdi for mig. Jeg synes, det er vanvittigt beroligende og evigt moderne (som naturen). Som på Andrew Peklers “Description of Rain (Over Frisland)”, hvor jeg ikke ved, om lyden af regn er optaget eller syntetisk, og som fulgekvidderen på Félicia Atkinsons “Joan” og vandløbet på Green-Houses “Peperomia Seedling”. Jeg har også plukket numre ud, hvor der er decideret stilhed, som Johan Carøes “Charlie” fra “Zenmetal”. Det er fuldkommen magisk, og det er noget, jeg lige nu sidder og arbejder med i min egen musik.
Tim Heckers “Step away from Koyono” er en helt fantastisk blanding af synths og woodwinds, der bevæger sig ind i hinanden og bliver til et langstrakt forløb af fredsommelighed ligesom på Visible Cloaks “Atelier”, hvor de har samarbejdet med Yoshio Ojima og Satsuki Shibano om at blande digitale og akustiske instrumenter.
Teebs og Thomas Stankiewicz’ “Atoms Song” har en gennemgående rytmisk puls lidt i ånd med Steve Hauchildts “A Planet Left Behind”, og alligevel er begge numre meget elastiske og svævende.
Imens jeg har siddet og flettet listen sammen, er jeg blevet opfyldt af en skøn vinterfred, som jeg håber breder sig længere ud til alle, der lytter.
Green-House: ”Peperomia Seedling”
Steve Hauschildt: “A Planet Left Behind“
Felicia Atkinson: “Joan“
Emily A. Sprague: “Mesa”
Jan Jelinek & ASUNA: “Relief, pt.1“
Andrew Pekler: ”Description of Rain (Over Frisland)”
Johan Carøe: “Charlie”
Tim Hecker: “Step away from Koyono”
Visible Cloak, Yoshio Ojima, Satsuki Shibano: “Atelier”
Teebs, Thomas Stankiewicz: “Atoms Song”
Jogging House: “Coral”
lueke: “Of the Dust”
Claus Haxholm, komponist og kunster
Sikken et år. Sikke en masse musik. Mange timer på landets landeveje med John Denver og countrymusik. Her er et uddrag af det, der har rørt mig igennem året.
1. M.K Frøslev: “10 pieces for guitar and various instruments”
Flot, ny rolig musik med intrikate/spændende/mærkværdige tekniske valg, luftigt og krydret.
2. Gabi Losoncy: “Survivor”
Rigtig intenst, som Gabis ting tit er på en meget kropslig og ukompliceret måde; no BS. Generelt har jeg hørt mange af GL’s ting på hendes youtube i år.
7. Sniper culture: “Combat Rock” 7″
Gid mere hardcore blev optaget på telefoner (hvilket det her ikke er), men stadig ok knaldet lyd.
3. N.M.O: “Nuova Musica Ostinata”
Alku-stilen (er det for hårdt sagt?), men der sker altså noget her! Frit/smeltende på en helt anden måde. Rigtig vedkommende, at der bliver arbejdet på/med/imod den digitale renhed, der godt kan dominere lidt til tider på de kanter.
4a. Lorenzo Tebano: “One Hundred Quid Oh Yeah/Amethist”
Endnu en intensitet på spil, men med en helt anden stoflighed. Rigtig spændende nærværsdynamikker, der bliver rykket rundt her. Jeg forestiller mig de to tracks som en 7”, selvom der er en del år imellem dem, men læsere af dette kan jo lave en imaginær, topfed 2019-7” selv.
6. Sulphuric Night: “Forever Cursed”
Far-rock fra vinkælderen. Fed portvins-BM. Sødme og action.
4b. Jamaika: “Nordsiden”
Jeg ved ikke, om Jamaika ved det, og om det overhovedet har hans intellektuelle interesse. Jeg tvivler; men han (eller produceren Mike Lowrey) har lavet et album, der arbejder med nogle af de dybeste (musik-)metaproblematikker/traumer, hiphoppen ikke så ofte tager op: loopet, gentagelsen, Sturtevants spøgelse. Uanset hvilken hvidmandslommefilosofi man kan væve ind i pladen (fra privilegiernes tågede toppe), er det bare en helt vild plade. Sikke valg og sikke vedkommenhed, der bare rykker og nok vigtigere; trykker. Både på gaden og ihvertfald i mit hoved.
5. Spellcaster-koncerten på Hotel Jazz House
Der skete sgu noget der; en krystallisering, et såkaldt momentum.
8. Triad God: “Triad”
Enkelhed, eller.
9. Momoc zine
hvad sker der her!? Af en eller grund er der noget nostalgi, der bobler i mig i dette overflødighedshorn af billed, tekst og lydmateriale. Igen virkelig fedt, hvordan der sættes en ære i æstetisk friktion. Ikke fordi den er ikke helt grel, der sker bare meget!
10. Musikblogs genopliver/svampe ud af skyggerne og Youtube
Jeg har fundet blogsene lidt frem igen, og der er stadig nogle derude. Det er en dejlig måde at kukkelure på, når man ikke helt ved, hvad man tørster efter.
Anne Gry Friis Kristensen aka. Fabienne Erato, musiker og lyddesigner
Fatima Al Qadiri – Atlantics Soundtrack
Félicia Atkinson – The Flower And The Vessel
Rie Nakajima – Fusuma
地球 – ジャングル
Jana Winderen – Pasvikdalen
Martin Hjorth Frederiksen, Börneblogger
1. These New Puritans: “Inside the Rose” (Infectious Music)
These New Puritans kunne i 2008 rubriceres som et marginalt mere ambitiøst band end Klaxons og andre bands i MySpace-æraen, og jeg var en af dem, der afskrev dem i flere år. Men englænderne voksede og voksede, indtil de pludselig leverede en dyster artpop-perle med “Field of Reeds” i 2013. Seks år senere vendte de endelig tilbage med den endnu tungere og endnu mere naturorienterede “Inside the Rose”. Det er lyden af dommedag med en lillebitte smule håb, og det er både underspillet og storladent. Særligt trommerne er ofte voldsomme i ellers stille øjeblikke, og det hele føles som en forhandling mellem såvel mennesker og maskiner som mennesker og natur og maskiner og natur. Som hvis “Matrix 3” havde været en god film.
2. Nkisi: “7 Directions” (UIQ)
Syv eksperimenterende technokompositioner med titler skrevet med romertal. Det er slet ikke så prætentiøst, som det lyder. Nkisi er født i Congo, opvokset i Belgien og nu bosat i London. Hendes debutplade er inspireret af afrikansk kosmologi og congolesiske rytmer, der både lægger sig under synthesizeren og til tider banker løs over den. Det hele bør høres som en helhed, men skulle jeg under bizar tortur tvinges til at fremhæve en komposition, er “IV” særligt vellykket.
3. Caroline Polachek: “Pang” (Perpetual Novice)
Chairlift var et ofte godt og lidt ujævnt popband med nogle gevaldige højdepunkter og en enkelt ret solid plade (“Something” fra 2012). Under eget navn når Caroline Polachek nye højder og udforsker virkelig sin formidable stemme, der mestrer alt fra det umiddelbare til det outrerede, der et par gange nærmest minder om fremtidscountry. Albummet er isnende klart produceret, men med masser af varme. Fra hittet “So Hot You’re Hurting My Feelings” til sjæleren “Look at Me Now” er det en moderne popplade, der stort set har det hele.
4. Triad God: “Triad” (Presto!?)
Vinh Ngan har base i London og er af vietnamesisk og kinesisk afstamning. Meget mere vides ikke om ham. “Triad” er en slags opfølger til hans mixtape fra 2012, “NXB”, som også er lavet i samarbejde med produceren Palmistry, og musikken er lige så indhyllet i mystik som hans begrænsede biografi. Han taler sig igennem det meste, ofte på kantonesisk, og de engelske sætninger gentages nærmest messende. Det lyder af en nær fremtid og ensomhed. Det er sært dragende, og jeg forstår ingenting.
5. Floating Points: “Crush” (Ninja Tune)
Sam Shepherds udgivelser under navnet Floating Points kategoriseres som elektronisk musik, men det er ofte jazzet, om end i mindre grad på “Crush” end på debutalbummet “Elaenia” fra 2015. Og fandme om ikke det også er inspireret af krautheltene Harmonia! Den gode hyrde balancerer det voldsomme og det rolige bedre end de fleste, og selvom han i korte øjeblikke giver så meget los, at han næsten lyder som en tandlæge, kammer det aldrig helt over. “LesAlpx” er måske det enkeltstående elektroniske højdepunkt i år.
6. 96 Back: “Excitable, Girl” (Central Processing Unit)
Evan Majumdar-Swift bor ganske vist i Manchester, men han er født i Sheffield, og det er derfor meget passende, at hans debutalbum ofte er lyden af stål. Det er techno og electro med en del afstikkere. Som på “Lezi”, hvor han lader os trække vejret med både smuk og ildevarslende ambient. Det hele lyder som et komprimeret, fremragende DJ-sæt.
7. Julia Kent: “Temporal” (Leaf)
Tid til at blive deprimeret! Canadiske Julia Kent komponerer underspillet og spiller dramatisk med violinen i fokus. Det lyder som et soundtrack til vindblæste landskaber, en hyldest til de visnede markblomster. Musik til mørket. Det har vi heldigvis masser af.
8. Weyes Blood: “Titanic Rising” (Sub Pop)
Titlen er selvfølgelig en reference til filmen. Selvom alt hos Natalie Laura Mering er tilbagelænet, er det gammeldags dramatisk. Hun elsker film, og hele pladen er på sin vis filmisk (der er endda en sang ved navn “Movies”). “Titanic Rising” indeholder de stærkeste melodier på nogen plade fra 2019, og “true love is making a comeback” er årets herligste one-liner.
9. Jenny Hval: “The Practice of Love” (Sacred Bones)
Jenny er ikke bare fantastisk med ord, hun har også en klarere stemme end de fleste. Og så er hun gladere for ordspil, end hun måske selv vil indrømme. “The Practice of Love” siger det hele. Det er både en praksis, som hun behandler som et koncept, og det er en øvelse, altså en proces. Hun har det voldsomt svært med ordet kærlighed, og det behandles særligt i titelsangen, som er en slags samplet samtale mellem hende, Laura Jean og Vivian Wang (“I hate ‘love’ in my own language. It contains the entire word “honesty” inside it, which makes it sound religious, protestant, hierarchic, purified”). Jenny Hval er KunstPop med stort K og stort P.
10. Vegyn: “Only Diamonds Cut Diamonds” (PLZ Make It Ruins)
Joe Thornalley fik sit lille gennembrud i 2017 med sine produktioner for Frank Ocean, og i år udgav han så sit let overrumplende debutalbum fyldt med korte sange, hvoraf 13 af de 16 sange er under tre minutter lange. Noget er instrumental hiphop, noget er ambient, og en sang som “Debold” minder lidt om gode, gamle Múm. Vegyn er et sjovt bekendtskab.
11. Barker: “Utility” (Ostgut Ton)
Debutalbummet fra Sam Barker er ofte en slags ambient techno. Det er techno uden stortromme og radikalt i sin tilgang. Trommerne er simpelthen godt gemt væk. Det er blødt hakkende og hostende, men hele tiden med en plan. En usædvanligt stilsikker debut.
12. Anna Meredith: “FIBS” (Moshi Moshi)
Den skotske komponists andet studiealbum er vidunderligt desorienterende. Det er et glimt af fremtiden, som det væver sig ind og ud mellem klassisk komposition og pop uden nogensinde at være nogen af delene. “FIBS” lyder som intet andet i 2019, og det er rørende i alt sit hyperdrama. Det er til tider heroisk (som i “Limpet”, der kan minde en anelse om Fang Island i entusiasmen), og teksterne leveres alvorligt med afvæbnende humor: “You say you’re dancing in the deep end, but to me it looks like drowning.” Av.
13. Deerhunter: “Why Hasn’t Everything Already Disappeared?” (4AD)
Der er få bands, der har overlevet at brage ind på Pitchfork-radaren i midten af nullerne, som det er lykkedes for Deerhunter. De udgiver udelukkende gode plader, og med “Why Hasn’t…” har de tilmed lavet deres bedste siden “Halcyon Digest” i 2010. Titlen antyder både forundring og skuffelse, og det passer glimrende på stemningen pladen igennem. Vi fortjener ikke rigtigt at være på denne planet, men håbet lever, og måske er der en grund til, at vi er her endnu: Vi kan nå at gøre det godt igen.
14. Pure Bathing Culture: “Night Pass” (Infinite Companion)
Pure Bathing Culture er et vidunderligt band. De gør tingene på deres egen måde, skriver flotte sange, fremstår sympatiske. En plade som “Pray for Rain” (2015) kunne være én af årtiets bedste popbedrifter, hvis de ikke havde overproduceret den. Hører man i stedet sangene i KEXP-versionerne, hører man straks, hvor gode de faktisk er. Sangene matcher de store produktioner bedre på “Night Pass”, hvor det kunne lyde til, at duoen har været dybt nede i “Tango in the Night” – det kan man ikke fortænke dem i. Pure Bathing Culture er feriefølelse, og det har vi alle sammen brug for.
15. Special Request: “Offworld” (Houndstooth)
Jeg kan lide enhver titel, der får mig til at tænke på Blade Runner. Paul Woolford har med “Offworld” lavet en lidt rodet plade, som dog har tilpas mange højdepunkter. Ofte er det en slags retrotechno. Resident Advisor beskriver det som tidlig Detroit-techno, der møder 80’ernes synth-funk, og det giver måske lidt en idé om de mange retninger, lytteren bliver taget med i.
16. Sasami: “Sasami” (Domino)
Sasami Ashworth er amerikaner, men hendes debutalbum lyder umiskendeligt engelsk. Hun ved, hvad hun kan med sin stemme og holder det enkelt. Trommerne er let mekaniske, ofte krautede. Guitarerne er skarpe og klare. Det kunne næsten være en hyldestplade til Broadcast, og det kan man ikke have noget imod, når det er så gennemført.
17. The Comet Is Coming: “Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery” (Impulse!)
Fra start til slut er “Trust in the Lifeforce…” spillet med en vanvittig nerve. Shabaka Hutchings har længe været en af de vigtigste skikkelser på Londons nye jazzscene, og her trutter han sig veloplagt gennem de ni ret forskellige sange, hvoraf “Summon the Fire” byder på et af årets mest mindeværdige riffffff.
18. Angel Olsen: “All Mirrors” (Jagjaguwar)
Egentlig troede jeg, at jeg for en stund havde fået nok af Angel Olsen. Jeg har ikke turdet lytte til de gamle plader af frygt for, at de sidder fast i en tid. Førstesinglen og titelsangen gjorde ikke det store for mig, da den udkom i sensommeren. Men så kom andensinglen “Lark”. En sand perle, som også indleder pladen. Og på pladen sætter den en stemning, som løfter titelsangen og resten af pladen. Det hænger flot og mørkt sammen. Hun lider så at sige flottere end tidligere.
19. Nivhek: “After Its Own Death / Walking in a Spiral Towards the House” (Yellow Electric)
Titlen er selvfølgelig lidt prætentiøs, men det gør ikke noget. Nivhek er et nyt navn for Grouper. Liz Harris har under sit nye navn lavet endnu et dybt deprimerende og virkelig flot plade, som dybest set er en påmindelse om vores egen dødelighed. Man står på verandaen og ser på støvet, hører vindspillet, kigger ned i jorden. Det mest grå album i 2019.
20. Sharon Van Etten: “Remind Me Tomorrow” (Jagjaguwar)
Pladen starter med et nik til forgængeren “Are We There” fra 2014. Klaveret i “I Told You Everything” er stort set det samme som i “Afraid of Nothing”, men melankolien er tungere her. Der er sket meget med Sharon van Etten på de fem år, og hun har meget at sige til sit yngre jeg. Den nyvundne visdom går igen pladen igennem, og det fungerer tydeligst og bedst på “Seventeen”, en af årets absolut bedste sange.
21. Hand Habits: “Placeholder” (Saddle Creek)
Meg Duffy har spillet med bl.a. Weyes Blood, Kevin Morby, The War on Drugs og William Tyler (hans “Goes West” er en hyggelig honourable mention fra 2019). Under navnet Hand Habits har hun i år udgivet sin anden plade fyldt med gode melodier og underspillede produktioner. Det hele er lidt opgivende, og det slipper hun virkelig godt fra. Eneste minus er, at alle titler er skrevet med små bogstaver. Sagt på en anden måde har Hand Habits begået en dejlig, dejlig plade.
22. Tiny Ruins: “Olympic Girls” (Ba Da Bing!)
Bandnavnet er bedårende, og det er “Olympic Girls” også. De kommer fra New Zealand og er i virkeligheden mest af alt Hollie Fullbrook. Født i Bristol og boet i New Zealand fra 10-årsalderen. Fullbrook er en lidt gammeldags storyteller, der skaber enkle, men fyldige lydbilleder med sin guitar. Man hører tydeligt, at hun har turneret med Fleet Foxes, og det er okay.
23. American Football: “American Football (3)” (Polyvinyl/Big Scary Monsters)
Debutalbummet er allerede 20 år gammelt. Emo før den dårlige emo. College-stemning, som vi danskere kun kan drømme om gennem tv-skærmen. At American Football skulle komme tilbage og lave en hæderlig plade i 2016, var overraskende. At bandet skulle lave en tredje plade i 2019, som er endnu bedre end debutalbummet… Det var svært overraskende. Det er selvfølgelig en blasfemisk påstand, når debutalbummet indeholder så mange ikoniske øjeblikke, men den nye plade (som gudskelov også bare hedder “American Football”) hænger stærkere sammen. Og så lyder den storslået. Produktionen er noget af det bedste, jeg har hørt i år, og gæstevokalisterne fungerer fantastisk.
24. Lana Del Rey: “Norman Fucking Rockwell!” (Polydor)
Hun har modbevist de fleste af os. Efter nogle fremragende singler i 2011 og en hæderlig debutplade i 2012 løb Lana Del Rey ind i en del modstand: Hun var dårlig live, og der var ikke meget ved de efterfølgende plader. Med “NFR!” har hun ifølge de fleste lavet sin hidtil bedste plade, og det er svært at være uenig i. Sangene er stemningsfulde, og det største minus er, at albummet er for langt.
25. Bedouine: “Bird Songs of a Killjoy” (Spacebomb)
Syriskfødte Azniv Korkejian dyrker klassisk sangskrivning. Det er folk med bløde trommer og diskrete strygere. Hun har selvfølgelig lyttet til Joni Mitchell, og det kan vi være glade for. Der er også elementer af Marissa Nadler og Jessica Pratt, og luftigheden i stemmen kan minde om Aldous Harding (hvis album “Designer” befinder sig et sted liiige uden for denne liste). Azniv Korkejian står også for en af de mest behagelige koncerter, jeg har set i år (i september på et fyldt Alice).
