“Kulør 006” – Et kvantespring fra dansegulvet
Af Alexander Julin Mortensen
Af selskabet Ectotherms aske opstod Kulør forrige år og har siden da bl.a. genudsendt en række af udgivelserne på Ectotherm. Kendetegnende for flere af dem og den første udgivelse på Kulør er tempoet, der ofte nærmer sig 150 bpm.
“Kulør 006” byder på et væld af interessante navne i dansk, elektronisk musik, heriblandt Xenia Xamanek (her sammen med Ydegirl), Astrid Sonne, Gel, Minais B og Lyra Valenza. Ud over musikken består udgivelsen også af en visuel side, video-værket “cph_warp_” af David Stjernholm. Den halv time lange video finder sted på metrostationen på Kongens Nytorv, hvor Stjernholm ved brug af en såkaldt ‘slit-scan’ effekt får de mange menneskekroppe i transit til at bøjes på mærkværdig og unaturlig vis. Den fremmedgørende forvrængning af det ellers så mundane scenarie matcher også den generelle stemning på hoveddelen af udgivelsens musik.
Det mest overraskende ved “Kulør 006” er uden tvivl, hvor aparte udgivelsen fremstår i sammenligning med selskabets forhenværende udgivelser og profil. Den tempofyldte techno fra hovedstadsområdet, som selskabet bl.a. har været med til at sætte fokus på, er i høj grad erstattet af et mindre intenst og til tider ambient udtryk. Der er altså tale om en musikalsk radikalt anderledes udgivelse end “Kulør 001”, og det er om noget et kvantespring fra det dansegulv, som selskabets debut ellers tydeligt sigtede mod. Det er først mod udgivelsens ende, med nummeret “Os” af Splash Pattern, at kompilationen for alvor bliver en mere umiddelbart dansabel affære, selvom udgivelsen byder på andre ekstatiske øjeblikke i løbet af sin spilletid. Det er ligeledes en overraskelse, eftersom både Schacke og Ibon ellers også bidrager med numre; begge har de nemlig førhen brilleret med trance og techno i højt tempo på bl.a. Ectotherm, men her bidrager de med numre, der er markant anderledes fra deres respektive udtryk.
Det mindst overraskende er derimod kompilationens kvalitet. Hoveddelen af de medvirkende musikere har nemlig også selv udgivet exceptionelle udgivelser inden for de seneste år, hvorfor mine forventninger også blev derefter. Dem indfrier “Kulør 006” helt afgjort, samtidig med at den viser Kulør som et label, der er eksponent for meget mere end blot BPM-fanatisme. Her er det nemlig mere nedstemte og eksperimenterende nuancer i det danske musikmiljø, der bliver præsenteret – ikke ulig Petrola 80, som flere af udgivelsens kunstnere da også tidligere er udkommet på.
Info: “Kulør 006” udkommer d. 21. februar på Kulør. Dagen forinden, d. 20., vil David Stjernholms film kunne opleves på Copenhagen Contemporary til et arrangement, hvor både Gel og Minais B spiller live (RSVP).