Passive/Aggressive

Kasper Marott – Drømmefulde dansetoner og polyfonisk percussion

Kritik June 3 2019 , af alexanderjulin

Kasper Marott & Alfredo92 “Os To EP” (Axces Records, 2019) og Kasper Marott “Forever Mix” (Kulør, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen

Den københavnske producer Kasper Marott har etableret sig som en stærk stemme inden for alsidig house og techno, og under sit navn såvel som aliasset Tandoori har han udsendt en række EP’er både sidste år og i år. Disse tæller bl.a. “Keflavik”, der udkom på tyske Seilscheibenpfeiler, og som bød på nogle af hans mest tilgængelige og fængende numre. Her demonstrerede Marott i særdeleshed sin melodiøse flair med et nærmest synth-poppet udtryk, der på flere måder stod i stærk kontrast til den fremherskende københavnske technos dystopisk-euforiske udtryk.

I maj er Marott blevet yderligere aktuel med hele to udgivelser, “Os To EP”, der udkom via det nyligt opstartede Axces Records, og “Forever Mix”, der er anden udgivelse fra Courtesys selskab, Kulør. Begge titler er stærke tilføjelser til Marotts diskografi og understreger en umiskendelig diversitet i hans musik.

“Os To EP” er en kollaborativ udgivelse af Alfredo92 og Marott, der sammen står bag Axces Records. EP’en består af to numre, hvoraf B-siden indeholder et nyt nummer fra Tandoori-aliasset, “Fest På Taget (Tandoori’s Partii Mix)”. Det musikalske fokus på polyfonisk percussion og trommerytmer vækker klare associationer til “World Tour Part 1” (2017), der udkom på Twin Cities. “Fest På Taget (Tandoori’s Partii Mix)” komplementerer desuden også udgivelsens A-side, “Os To (Johnny DJ All Star Bubblegum Mix)”, hvor de mange rytmiske lag ligeledes udgør en af nummerets helt store styrker sammen med den gennemgående melodilinje. “Os To EP” byder på nogle af Marotts hidtil mest spraglede kompositioner, der udmærker sig åbenlyst til dansegulvet, men kan anbefales til enhver situation, hvor man har brug for en injektion auditiv energi.

“Forever Mix” adskiller sig på flere måder fra “Os To EP”, først og fremmest ved ikke at være så spraglet. På “Forever Mix” tilbyder han i stedet to kompositioner, der er kendetegnet ved en skarphed og stringens, der eksempelvis kommer til udtryk på udgivelsens B-side, “Sky Dreams”, hvor der inkorporeres en fokuseret og hårdtslående rytmesektion. Derfor fremstår numrene også som mere eller mindre kontrasterende til “Os To EP” og synes i stedet at dele større slægtskab med udtrykket på “Keflavik”. De to numre – på henholdsvis 14 og ni minutter – omfavner et mere trance-affilieret udtryk, hvor der hersker en sensitivitet og patos, der i særdeleshed kan spores tilbage til numrenes gennemgående synth-melodier. Men mens “Keflavik” – især udgivelsens titelnummer – mest af alt indkapslede en entydigt optimistisk opløftethed, synes der på A–siden af “Forever Mix” i stedet at kunne mærkes en følelse af længselsfulde drømme under euforien.

De to EP’er er uden tvivl anbefalelsesværdige hver for sig, men det er i kraft af deres gensidige komplementering, at det for alvor bliver tydeligt med hvilken rosværdig alsidighed Marott har markeret sig i dansk elektronisk musik.

Info: “Os To EP” og “Forever Mix” udkom på henholdsvis Axces Records og Kulør i maj.