Super Karla – Poprock fra 80’ernes Aarhus hjemsøgt og endevendt
Super Karla ”Super Karla Extra” (Fantasy Forever, 2019) – anmeldelse af Markus Tange
Et genfærd har fundet et uventet hylster at hjemsøge og gøre til sit. Med en original kombination af ildevarslende digitale elementer, uventede akustiske afstikkere og en kælen autotunet melodiøsitet er den for længst glemte aarhusianske poprockgruppe Super Karla vakt til live af antagonistiske kræfter.
Præsenteret som comeback-albummet efter 80’er-bandets hidtil eneste LP, ”Fræk og Fatal” fra 1986, udgør ”Super Karla Extra” et overbevisende bud på lyden af en plastisk og emotionelt pågående musik anno 2020 – og sætter samtidig heftigt spørgsmålstegn ved den skyggetilværelse, som musik udgivet før internettet lever digitalt. For hvis Wikipedia og Discogs omtaler ”Super Karla Extra” som en ny udgivelse fra Super Karla, hvad skulle det så være, andet lige akkurat dét?
Rent lydligt er det kun symbolsk, at albummet har forbindelse til det oprindelige band. Messingblæsersoloen på andet nummer, “(I Wish I Could) Call You”, kan være et nik i retning af gruppens to saxofonister. Men egentlig virker valget af Super Karla som bolig for hjemsøgelsen nærmest demonstrativt tilfældigt.
”Extra” er desuden titlen på et lige så glemt tv-program, hvor Super Karla optrådte live – en livekoncert, der er et af de få tilgængelige videospor efter gruppen. I programmet spår bandet endda i et interview, at dets næste album vil komme til at hedde ”Super Karla Extra”.
”Extra”-navnet giver også associationer til diverse ”Deluxe”-udgaver af velsælgende albums – disse latterlige genudgivelser, som så åbenlyst kapitaliserer på en fanskares villighed til at punge dobbelt ud for en plade, de føler en særlig forbindelse til. Men de extra numre på den slags udgivelser har jo faktisk ofte, med deres ufærdige, kun halvt gennemtænkte karakter, noget af den samme ånd, der definerer den skizofrene og (tør jeg sige) dekonstruerede musik, der kendetegner store dele af den samtidige, eksperimenterende musik, herunder også ”Super Karla Extra”.
Der er en famlende aura omkring mange af albummets numre. En desperation, som om hver enkel lyd frenetisk søger efter en plads i det samlede auditive landskab. Men i stedet skurrer de op mod hinanden og kommenterer sig selv i kraft af deres forskellighed. Ekstramaterialet flagrer frit uden en kerne i form af et egentligt album at lægge sig opad.
Især de første tre numre vælter forvildet rundt og griber ud efter referencer – i form af samples, digtstumper og dyrelyde. Først på ”Plastic” samles trådene delvist, og der opstår, takket være et kun akkurat antydet grime-beat, pludselig et lydligt rum at navigere i som lytter. Og på ”Eow Hun Har Brugt Mig” fortsætter gangsterismen ufortrødent, dog her med et forpustet, stresset islæt.
”Super Karla Extra” viger dog heller ikke tilbage for følsomheden. Der bliver flere steder på albummet gjort plads til at strække de altid velstøbte melodier ud og lade dem omslutte lytteren med tråde af varme og intimitet. Men gang på gang punkteres den æstetiske velværeboble af et lyddesign, som er skævt og nytænkende, grænsende til det komiske. På ”Western” bliver den nænsomt bølgende bas f.eks. komplimenteret af et voldsomt euforisk enmands-autotune-åh-åh-kor.
Det er alle de sørgelige rester, alt ekstramaterialet, der er kommet under kyndig behandling. Og dermed er Super Karlas diskografi blevet et voldsomt mystificerende og stærkt album rigere.
Info: ”Super Karla Extra” udkom i slutningen af 2019 på Fantasy Forever.
