Lyra Valenza – Legesyg nyfortolkning af velkendte rytmefigurer og genretræk
Lyra Valenza “Nightshade Edition EP” (Petrola 80, 2020) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen
Duoen Lyra Valenza har i nogle år været et af Københavns mest interessante og fængende elektroniske projekter. Bag projektetet finder man Hjalte Lehmann og Jens Konrad Barrett, der ud over at drive selskabet Petrola 80 også udgiver musik med soloprojekterne Severin og Yelzin.
Lyra Valenza debuterede i sin tid med støvet, sample-orienteret techno på “Synkronudspring i Tomt Bassin” som Lyra for efterfølgende at udforske et mere trance-affilieret terræn på “Scan, Deliver”. I begge tilfælde har de inkorporeret de givne genre-kendetegn på ret så udogmatisk vis: Jeg har aldrig haft indtryk af, at Lyra Valenza har forsøgt at skabe hhv. “lo-fi techno” eller “leftfield trance” ud fra en eller anden anerkendt skabelon eller et veletableret æstetisk diktum. Det lyder snarere, som om de netop forsøger at skabe noget nyt ved at fordreje ellers velkendte musikalske komponenter, om det så er fra trancens, technoens eller jungle-genrens æstetik. Dét spor fortsætter på “Nightshade Edition EP”, der snart udkommer på Petrola 80.
På den nye EP er det i højere grad genrer som jungle og breakbeats, der mest åbenlyst kendetegner lydbilledet. Rytmefigurerne fra disse genrer går igen over EP’ens fire numre og giver en klar fornemmelse af, at de både udgør et samlet hele og et nyt kapitel for duoen. Samtidig er det dog stadig helt tydeligt for mig, at det er en Lyra Valenza-udgivelse. Dels fordi de ørehængende melodiske elementer går igen på “Nightshade Edition EP”; dels fordi duoen stadig har sin særegne, legende og udogmatiske tilgang til de genrer, som de trækker på.
Når jeg har oplevet Lyra Valenza live, har jeg ikke været det mindste i tvivl om, at de nyder at spille. Som de selv tripper med til lyden af deres egen musik, synes de blottet for den overdrevne selvhøjtidelighed, mange andre musikere ellers lider under i live-regi. Disse karaktertræk – uhøjtideligheden og den legende lethed – er også at høre i selve musikken på “Nightshade Edition EP”.
Jungle-genren og breakbeats er over årene blevet taget i adskillige rækker og fusioneret med flere andre stilistiske og kompositoriske karakteristika. Fra de seneste år kan man eksempelvis pege på Lee Gamble og Andrea. Og det er da heller ikke, fordi Lyra Valenza har gang i et fuldstændig revolutionerende take. Men “Nightshade Edition EP” fremstår dog som et unikt bud på, hvad man kan skabe med disse genrekarakteristiske rytmefigurer i 2020. Melodierne er ret polerede, og musikkens energi fremstår overraskende blid. Selv når spændingen bliver tydeligst forløst, hvilket den gør på det afsluttende titelnummer, sker det ikke med et brag. Ikke engang de mest intense øjeblikke på “Nightshade Edition EP” sker på bekostning af udgivelsens gennemgåede lethed og følelsen af uhøjtidelig, original legesyge.
“Nightshade Edition EP” er en dybt vedkommende udgivelse for enhver, der efterspørger en mindre stilren og forudsigelig musik til dansegulvet. For Lyra Valenza har med denne nye EP skabt en musik, der lyder særegen og byder på kærkomne overraskelsesmomenter.
Info: “Nightshade Edition EP” udkommer d. 19. juni på Petrola 80.