Kvartalets bedste singler #20 – Hvalsang, grunge vs. barok og en synth-hær
Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark
Fire gange årligt finkæmmer jeg – ud fra helt igennem subjektive kriterier – det seneste kvartals udgivelser og finder de nye sange (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har sat de tydeligste spor i mig. Herunder får du en blanding af oversete og mere kendte sange. Genremæssigt spejder jeg i så mange retninger som muligt – men den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har ramt bull’s eye hos mig.
Oliver Coates “Still Life”
Der findes en ensom hval, der bliver kaldt ”52”, som over flere årtier er blevet optaget (men ikke filmet) synge i en langt højere frekvens – 52 hertz – end alle andre hvaler. Man kender ikke den præcise årsag, men der spekuleres i, at hvalen muligvis er døv. Det afholder ikke ”52” fra at prøve at kommunikere og søge kontakt med sine med-hvaler, selv om de ikke kan opfange dens frekvens. Snøft. ”Still Life”, en inciterende sang fra den britiske producer og cellist Oliver Coates, minder om hvalsang med sine søgende sirenesignaler og smukke, maskinelle manipuleringer af udefinerbare instrumenter.
Kevin Morby ”Campfire”
Jeg har et had/kærlighedsforhold til Kevin Morby, hvor humør og kontekst kan gøre være en afgørende faktor. Til tider kan jeg slet ikke snuppe hans nasale og snøvlede Dylanske levering eller Cohenske højstemthed. Andre gange går begge dele rent ind. Måske er det den søgen efter natur og simplicitet i en pandemisk tid, som mange af os oplever, der får klassisk folksy navne som Fleet Foxes og Kevin Morby til at virke ekstra tiltalende for tiden. Eller også er det bare svært at hate på god sangskrivning, og det er lige, hvad ”Campfire” er.
Clarissa Connelly ”Mother and Daddy”
På mange måder indkapsler sangens uforudsigelighed den diversitet, der pryder den dansk-skotske musikers særdeles vellykkede nye album, ”The Voyager”. Der er næsten Alice in Chains ”MTV Unplugged” grunge-fornemmelser over guitarfigurerne og melodierne i verset (fnys du bare, men det er altså helt i orden). Det afløses af et skævt singer/songwriter-på-syre-omkvæd (hvis man kan kalde det det), mens slutningen koger over i en omgang barok-stryger-virvar.
Abdullah Miniawy & HVAD “The Dirty Canes Lake”
Da jeg var 9 til 14, boede min familie og jeg i Cairo. Derfor gør det mig ekstra glad at se den egyptiske musikscene blomstre trods de utallige problemer i kølvandet på Det Arabiske Forår. Alexander Julin Mortensen retter i sin anmeldelse af opsamlingen ”irsh – did you mean irish” spotlyset mod producer-teamet irsh og deres medkumpaner fra den cairoske undergrund, der ligeledes pryder opsamlingen. Den hypnotiserende ”The Dirty Canes Lake” skiller sig i særdeleshed ud. Her har kunstner og chanter Abdullah Miniawy slået pjalterne sammen med danske HVAD, og det er et makkerpar, man snildt kunne høre et helt album fra.
… og til sidst én fra gemmerne:
Robert Wyatt ”Sea Song” (1974)
Selvom albummet ”Comicopera” fra 2007 gjorde et massivt indtryk, da det udkom, har det skuffende nok taget mig 13 år at besøge resten af britiske Robert Wyatts bagkatalog. Men wow, sikke en udbytterig corona-aktivitet! Fra hans første proggede free-jazz i Soft Machine til geniale ballader som fortolkningen af disco-heltene Chics hymne ”At Last I Am Free”. Der er vitterlig meget guf at vælge imellem, og som førstegangslytter ved man aldrig, hvad næste nummer eller album bringer. Et godt sted at starte er dog åbningsnummeret fra hans andet soloalbum, ”Rock Bottom”, der blev færdiggjort efter et fald fra tredje sal, som har efterladt ham lammet fra livet og ned. Sangen er et psykedelisk mesterstykke, der knækker over halvvejs i en decideret rørende outro med en messende Wyatt og en hær af synthesizere i smuk duel/duet.
Andre opturssange
Yelzin “Basic Instinct”
Killer Be Killed ”Deconstructing Self-Destruction”
The Weather Station “Robber”
Amaarae ”Fancy”
Mary Lattimore “Til A Mermaid Drags You Under”
Oneohtrix Point Never “Long Road Home”
