Pauline Hogstrand – dronehymne til et helligt bjerg
Pauline Hogstrand – “Áhkká” (Warm Winters Ltd., 2023) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard
Som med så mange droneværker, så handler ens oplevelse ikke kun om, hvad man hører, men også i høj grad om hvordan man hører det. Der er ikke mange ting for lytteren at gribe fast i, når musikken hovedsageligt består af lange, uforanderlige toner. En mangel på lyrik, melodik og mere letgenkendelige musikalske identitetsmarkører kan give kunstneren stor potentiel magt over den måde, lytteren tilgår deres værk. Ved at fortælle en historie om musikkens inspirationskilder og tilblivelsesproces kan man skabe en kontekst, der danner en forståelsesramme omkring kunsten.
Dette er i særdeleshed tilfældet med Pauline Hogstrands andet soloalbum ”Áhkká”. Hogstrand er også kendt for hendes arbejde med ny kompositionsmusik i Damkapellet og Crush String Collective, men på hendes nye album har vi med en langt mere dronet udgivelse at gøre.
Albummet er navngivet efter inspirationskilden, et bjerg i Lappland, i Norrbottens län, Nordsverige. Áhkká betyder ”kone” på lulesamisk, og bjerget er et helligt sted ifølge den samiske folketro. Hogstrand, der i dag bor og arbejder i Danmark, kommer selv fra Piteå, en by der ligeledes ligger i Norrbottens län, og det er netop hendes personlige indtryk af bjergets fysiske og metafysiske tilstedeværelse, der skaber historien bag musikken.
De tunge droners dis splittes og fortynder sig, meningen med den opadgående rejse krystalliseres.
Det er en tiltalende fortælling, som præsenteres med simple virkemidler. Det første af albummets to numre, “Herein”, består mestendels af mørke droner, der møjsommeligt, tungt og goldt lægger sig i lag på lag som geologiske strata. Nogle porøse, andre solide, nogle tørre, andre fugtige, men alle med den barske bjergsides kølighed. Diskrete samples lyder som knasende småsten under bestigerens usikre fodslag. Men efter omkring syv minutter sker der noget – en langt lysere klingende drone træder ind i mikset og ændrer helhedsindtrykket radikalt. De tunge droners dis splittes og fortynder sig, meningen med den opadgående rejse krystalliseres. Musikken er stadig barsk og gold, men lyset fra den nytilkomne drone sætter mørket i relief.
På en sammenlignelig måde ændres oplevelsen af det første nummer i sin helhed, når man lytter til pladens andet nummer, ”Magnitude”. Lytterens tålmodighed med det første nummers udmattende trykkede stemning belønnes med det andets skønhed – de to numre højner hinandens effekt. Nu er luften tyndere. Dronerne er lysere, varmere. Udefinerbare lyde ulmer og gror under dronernes klang. Lydbilledet er ikke længere goldt, men præget af små, boblende livstegn. Som lytter befinder jeg mig nu i den stillestående verden over skydækket. Der er en ophøjet, majestætisk ro over nummeret – den ro, man oplever efter anstrengelse. En følelse af, at rejsen – i dette tilfælde en musikalsk en af slagsen – var det hele værd.
Fortællingen om ”konen”, det hellige bjerg i Lappland, står klart for mit indre øje.
Albummets to numre er hver for sig simple og forholdsvist stillestående, men sammen klinger de og får bjerget til at synge. Som i et ægte bjergbestigereventyr opnår man forløsningen netop på grund af det drøje arbejde. En solnedgang set fra en tinde, der får følelsen af udmattelse til at forsvinde på et øjeblik. Fortællingen om ”konen”, det hellige bjerg i Lappland, står klart for mit indre øje. På den måde lykkes Hogstrand med lydligt at billedliggøre inspirationskilden for albummet, og hendes personlige fascination af bjerget Áhkká bliver også til en nærværende musikalsk oplevelse for mig.
Info: Áhkká udkommer den 8. september på Warm Winters Ltd.
