William Basinski – Ambient-genrens rockstjerne (af)spillede sine elegier på Copenhagen Distillery
William Basinski, Copenhagen Distillery d. 19. oktober – koncertanmeldelse af Mathias Schønberg. Billeder af Rene Passet.
Der var stor tilfredshed at spore blandt det stort fremmødte publikum på Distillery, da Alice arrangerede koncert med William Basinski og opvarmningskoncert af Franciska. Basinskis melankolske forsvindingsmotiver resonnerer stadig rent med det nordiske sind, men afslørede kunstnerens påfaldende utilsvarende rockstjerneattitude en sprække i motivet?
Alice formår virkelig trods deres nuværende hjemløshed og midlertidige bolig på Stairway i Vanløse indtil en kommende genindflytning på Nørre Allé, at holde enormt godt fat om et publikum. Det viser i hvert fald et fremmøde på 400 mennesker til en ambient-koncert ude på Amager på en hverdag med voldsom efterårsstorm. I beskrivelsen af arrangementet giver Alice den også gas med formuleringer som, “Basinski er et nulevende ikon i tråd med Cage og Eno”, “er opført på Metropolitan Museum of Art og er i bås med David Tibet (Current 93) og Bowie”, hvilket der da heller ikke er grund til at underdrive. Men udover Basinskis meritter forestiller jeg mig også, at rigtig mange andre – ligesom mig selv – rundt omkring i stuerne har oplevet en meget stærk samklang mellem hans melankolsk dirrende lyd og nordisk grundmelankoli forenet i båndsus og efterårsvind, forsvindende motiver og falmende blade.
Alt forgår og forsvinder før eller siden og hele tiden i Basinskis univers.
Som det er skik og brug, når man beskriver Basinski, nævnte Alice også hans måske mest berømte værk, albumserien The Disintegration Loops fra 2002-2003, som består af loops af kortbølger optaget fra en easy listening-radiostation årtier tidligere. Da han fandt båndene igen, var de gået i delvis opløsning og faldt yderligere fra hinanden, da han ville digitalisere dem, hvilket i sig selv fortalte en smuk forgængelighedshistorie om forevigelsens umulighed. Alt forgår og forsvinder før eller siden og hele tiden i Basinskis univers. Som cover til udgivelsen er et analogfotografi af World Trade Centers kollaps under 9/11, som han tilfældigvis kunne tage fra sit tag i Brooklyn, hvilket føjede et yderligere stærkt lag af mening om civilisationers og deres monumenters midlertidighed til det kunstneriske motiv.
Motivet og metoden er gennemgående i hele diskografien, der tæller en lang række af elegier over tidens konstante overvældelse af det levende. Seneste soloalbum er Lamentations [Klagesange] fra 2020, som det første nummer i koncerten på Copenhagen Distillery kunne genkendes fra. Det meste af koncerten var vist udgjort af denne udgivelse, men med Basinski er det vanskeligt (og lidt ligegyldigt) at skille ad, præcis hvilke trist dirrende og susende loop-kompositioner, der stammer fra hvilke album.
Det virkede ret intuitivt, den måde Franciska engang imellem rodede i en pose kassettebånd, hev et nyt bånd op og proppede det i den lille håndholdte maskine for at se, hvad man kunne gøre med det.
Inden stjernen Wiliam Basinski entrerede scenen i Copenhagen Distillerys dyrt indrettede event-rum med whiskey-destilleriets raffinerede kobberkedler som baggrund til musikken, spillede Franciska (aka Jonas Torstensen, stifteren af Forlaget kornmod) en spændende koncert på en diktafon ledsaget af loops af bl.a. optaget klaver. Det virkede ret intuitivt, den måde Franciska engang imellem rodede i en pose kassettebånd, hev et nyt bånd op og proppede det i den lille håndholdte maskine for at se, hvad man kunne gøre med det. Lydene syntes at stamme fra et udendørs miljø med knasende skridt i grus, fuglefløjt og høj summen fra båndoptageren selv og muligvis det omgivende miljø. Man opdagede, at det var dybdeoptagelser af lyd langt væk, når enormt høje klik og dunk fra optagerens knapper engang imellem afslørede, hvor højt dens gain har været skruet op under optagelsen.
Torstensen har vistnok synsnedsættelse, og man fornemmede især på et tidspunkt, da et sådant dunk fra knapperne blev loopet til lyden af en slags hjerterytme, en følelse af at være inde i kroppen. Fornemmelsen af at gå en tur i det fri kun orienteret ved hjælp af høre- og følesansen og en skærpet opmærksomhed på kroppens bevægelser i et auditivt miljø. Jeg har selv uden dette perspektiv somme tider underholdt mig med at sidde et sted udenfor med lukkede øjne og forsøgt at afklare, hvor langt væk jeg kan lytte. Hvad er den fjerneste lyd, jeg kan høre? Kan jeg ane konturerne af en lydlig horisont? Denne oplevelse genkendte jeg i opvarmningskoncerten, hvor det blev gjort til en intuitivt styret musik med vrid på diktafonens pitch-knap og andre indfaldne virkemidler.
“Buckle up bitches – here we go!”
William Basinski
Da Basinski indtog scenen, var det en besynderligt rockstjerne-agtig karakter, der mødte publikum. Den halvlanghårede, solbrillebærende amerikaner i læderjakke brokkede sig med højt humør og whiskey-hæs stemme en masse over sin computers beskeder om at bruge touch-ID eller password, og “go to preferences”, inden han præsenterede sin koncert med ordene: “Alright, let’s let’s see if we can get the fucken thing to work. I’m just gonna spin the wheel of fortune (titlen på et af Lamentations første numre) and see what happens, cause it ain’t always good. So buckle up bitches – here we go!”
Seismograf beskrev efter koncerten Basinskis “medrivende stjernekarisma” som en “perfekt modsætning til hans smuldrende og selvoverdragende ambientmusik”, men jeg har endnu ikke forstået, hvad der gjorde modsætningen perfekt, udover at det var sjovt. Jeg tænkte derimod mere over, hvor stive Distillery mon drikker kunstnerne på rundvisningen inden deres koncerter? Ikke at koncerten fejlede noget, tværtimod – den lød fantastisk. Man blev taget med på en overjordisk rejse gennem forsvindende tid og en drøm gennem falmende fotografier i ildevarslende og healende lyd. Men koncerten virkede også ret sikker, idet Basinskis båndoptager på bordet vist mest lod til at være til pynt. Numrene, han (af)spillede fra sin computer, lød i hvert fald for mig præcis som på pladen. Fantastisk smukke loops af hjemsøgt kormusik og extraterrestrial støj. Det føltes som at sidde alene i en hjemløs rumkapsel og se ned på en forladt jordklodes knuste koncerthuse i en tid efter mennesket.
Det var stort og svimlende især i et moment i slutningen af koncerten, hvor en tone, der lød lidt som en træblæser, snoede sig mekanisk gentagende rundt om grundtonen som på en skæv lakplade. Gradvist sløvedes den og faldt i toneleje, og det lød faktisk som læber, der blev blødere om et mundstykke og til sidst slap og kollapsede for at uddø i en lang, lang rumklang ud i mørket.
Som ekstranummer fik vi blandt andet en uudgiven længere version af Basinskis Melancholia II fra 2003, og grunden til at vi skulle høre den, var ifølge Basinski selv: “Cause it still sounds fucking great!”
Kontrasten til hans scenepersonlighed er værd at hæfte sig lidt ved.
Kontrasten til hans scenepersonlighed er værd at hæfte sig lidt ved. Den ambient-musik, Basinski repræsenterer, forstås bedst ikke som “stemningsmusik”, men ud fra genrebetegnelsens etymologiske udsagn: amphi- fra græsk er det, der er rundt om noget. Ambient er en måde at opleve og give hovedrolle til en omverdens ofte tilfældige lydlige miljøer. En praksis, hvor kunstneren træder tilbage i en lyttende position og sætter mikrofon til det andet-end-menneskelige. Naturen, teknologien, steders rumklange og lydmediernes egne lyde som f.eks. båndstøj eller knappers klik og dunk. Basinskis loops af fundne lyde og bearbejdning til samlede musikstykker kan på den måde ikke helt kaldes kompositioner – han lytter, lader båndene selv bearbejde lydene og inviterer os til at bevidne et fænomen med sig. Og måske netop derfor var Alices formulering “ambient-genrens rockstjerne” en lidt morsomt catchy selvmodsigelse, der skulle understrege netop et vis fravær af kunstner.
Forsvindende tid og hjemsøgt lyd er stadig Basinskis grundmotiv – men savner han mon også selv fremtiderne?
Når Basinski i et så stort omfang bliver kanoniseret af begejstrede musikskribenter, og hans musik er blevet et universelt emblem for god smag, sker der også noget med musikkens betydning. Det, der skulle være et ilde varsel om det antropocænes forfald og skrøbeligheden ved alt levende og materielt, bliver nemt en lidt uforsigtig fetichering af det og risikerer at udvikle sig til ren kulturforbrugsgode. Forsvindende tid og hjemsøgt lyd er stadig Basinskis grundmotiv – men savner han mon også selv fremtiderne? Har vi ikke brug for bud også fra ambient-genrens rockstjerne på nye optimismer og skildringer af tilblivelse, hvis den skal bevare sin helende effekt? Er vi ikke efterhånden mættet af bittersød begrædelse af verdens slutning og dyrkelsen af loopet som hauntologisk samtidsbeskrivelse? Motivet er stadig uhyggeligt fascinerende, men dyrkelsen af det er også efterhånden ved at udvikle sig til en slags lun trauma-bonding og risikerer i værste fald at fungere kontra-terapeutisk. Er det mon en truende erkendelse af disse problemer, der gør, at Basinski nu fremtræder i en rolle af så total ambivalens med sin egen musik, som han gjorde på Distillery? Sidste titel på Lamentations kunne i hvert fald lyde som et råb om hjælp fra kunstneren selv: “Please, this shit has got to stop”.
