Stamtræet – Synd & Skam og andre outsidere på tålt ophold
Af T.S. Høeg
Her følger et historisk rids over en helt bestemt musikform, der aldrig rigtigt er blevet stadfæstet på grund af dens klare, hybride tendenser, hvilket jo skaber forvirring blandt genrefængslernes vogtere, men af mangel på bedre er blevet tituleret alt fra punkjazz, avantgarderock til no wave eller dit meets dat.
Men en ting er stadigvæk sikker: Udtrykket er “too jazzy for rock”, “too rockish for jazz”, hvis ikke bare: “Too weird for small brains”, thi det musiske udgangspunkt når aldrig at bundfælde sig for den uforberedte lytter, før et drabeligt break indtræder med et nyt tempo, ny rytmik, ny dynamik eller andet kaos til følge.
“Det er ikke til at finde hoved eller hale i” eller det lyder “som et trafikuheld” eller “når man trækker en kat i halen”. Nå ja, og hvad så? Og hvorfor skal det gå ud over udøverne af dens slags udgydelser, at normaliteten endnu ikke har lært at folde disse yderligere sanser ud.
Den såkaldte moderne musik har snart 100 år på bagen, så nu må den da snart være sivet ind. Men nej.
En grund af mange er, at middle of the road til stadighed fylder det meste af æteren op, så enhver afvigelse dermed må vige. Intet er nemmere end at følge trop med denne normalitet, så alt det, der stikker ud, har det svært, men alligevel lever sit egetliv. Så se nu at få lyttet, læst eller set under mainstream-måtten, thi det er alligevel altid der, det sker.
Da vores til stadighed levende trio, Cockpit Music, med undertegnede på sax, guitaristen Søren Tarding og janitsharen Peter Ole Jørgensen (aka PO Jørgens, POJ) lagde ud i 1978, eksisterede der ikke rigtig noget tilsvarende på danerisk grund, mens vi til gengæld langt fra var de første i det større, internationale billede.
Men ikke noget kaos herfra, thi lige siden har Cockpit Music altid spillet faste numre eller kompositioner som springbrædt til øjeblikkets improvisationer og heller ikke noget med at dvæle for sendrægtigt ved hver idé.
Da både POJ og jeg som ungdoms-kulier på hvert vores respektive musikbibliotek kunne snuse til det hele, som vi til stadighed elsker, ville/kunne vi ikke spille blues, rock eller jazz som kun blues, rock eller jazz, og ej heller moderne kompositionsmusik, men takket være vores fælles ungdoms-mentor, saxofonisten og guruen John Tchicai (1936-2012), fik han os tidligt sendt ud på dette vores både skønne og besværlige sidespor, som vi stadigvæk følger.
Netop i skrivende stund åbnede jeg trommis Anders Provis’ nye Nørrebro Jazz Klub med et af mine solo-outertainer shows, hvor jeg midt i det hele begyndte at fortælle om John, om min Buescher-altsax fra 1932, som han gav og lærte mig at spille på fra 1974 og fremad. Jeg foreslog, at alle i rummet lige sendte en kort stunds tanker til ham. Da jeg kommer hjem, er der besked fra Pierre Dørge, at John netop er død på et hospital nær sit hjem i Frankrig.
Så nu rykker os alle & tingen endnu en tak op, altimens jeg næppe er begyndt med dette.
Meget tidligt oprettede POJ pladeselskabet Ninth World Music, som i al offentlig ubemærkethed er oppe på flere udgivelser, end de fleste ved, hvor selvfølgelig Cockpit Music har hjemme, men så sandelig har POJ også indspillet og touret med den ældre avantgarde- eller freejazz-scenes fornemmeste koryfæer, lad mig lige nævne: de Albert Ayler’ske hornfræseres treenighed: Veteranerne Peter Brötzmann, Evan Parker og den yngre Mats Gustafsson, bassisten og keyboardisten Alan Silva, trombonisten Johannes Bauer og ikke mindst sangeren og sangskriveren David Thomas fra Pere Ubu.
Mange kender Frank Zappa, men det er nærmere Don van Vliet aka Captain Beefheart & hans Magic Band, der vedrørende dette emne kan betragtes som det bedstefædrene ophav.
Fra jazzen havde POJ og jeg lange ører inde i især Ornette Coleman’s elektriske Prime Time-gruppe med to af hver på trommer, bas og guitar, og Miles Davis’ industrial-gruppe fra 1971-74 med op til 3 guitarister og ditto percussionister. Der var også engelske Fred Frith, This Heat, PIL og anden postpunk, tysk kraut-bands og andre sammenstyrtende nybygninger, den New York’ske downtown-scene med DNA, Mars, Material og John Zorn med co-horter, Residents’k minimalisme, hvis ikke gamelan-mønstre eller eksotica’sk stamme-trance som familiære pejlepunkter.
Nok var der også noget at hente i den moderne kompositionsmusik lige fra Igor Stravinsky, 12-tonekomponisterne, Oliver Messiaen, John Cage, Morton Feldman, K-H Stockhausen, Louis Andriessen, vores egen i år 80-årige Pelle Gudmundsen-Holmgreen eller elektronisk musik, mens der stadigvæk ikke var tænkt på heavy hiphop eller evil electronica.
Jeg for min del har altid været vild med hele jazzhistorien fra Duke Ellington til Sun Ra, Lester Young, Thelonious Sphere Monk, Charles Mingus, John Coltrane, Art Ensemble of Chicago, hvis ikke Lee Konitz, Steve Lacy, Paul Motian eller Edward Vesala, men det er straks en anden historie, men for interesserede har jeg skrevet en lille bog med titlen: “Verdens 25 bedste jazzplader”, der så står printet, selvom en delmængde hele tiden forskubber sig. En telefonbog?
Da Cockpit Music bl.a. blev tituleret “Danmarks første punkjazz”-band kunne vi med lige dele indre ukuelighed og ydre besvær bevæge os i både punk-miljøet, hvor vi mødte stor støtte fra Sods/Sort Sol og No Knox, men også i det nyere jazz-miljø, omend at vi ikke hørte til nogen af stederne efter devisen: Tålt ophold.
Sideløbende dannede jeg workshop-gruppen Tapehead med netop medlemmer fra Sods/Sort Sol og No Knox, hvoraf medlemmerne på hvert deres sæt og vis stadigvæk er fit for fight.
Imens ventede Cockpit Music på deciderede medfølgere indtil 1983, hvor nogle kække Århus-drenge stødte til, først som Picnic Five, siden bare som Picnic med trompet, guitar, 2 bassister, trommis og den uforlignelige sanger JP Krogh, der nu har gruppen JP & Yeti. For øvrigt trådte nu koncept-forfatter og Forfatterskole-rektor, Pablo Llambias, sine ungdomssko som trombonist i ovenstående band.
Desuden skal den ligeledes århusianske gruppe, Still, med den Odd-legendariske multi-musiker Bjertnæs og forlængst billedkunstneren Kim Grønborg på ingen måde forglemmes. Ej heller Hell Drivers og hvad deres grupper ellers hed. Stills medlemmer forgrenede sig hurtigt i alle mulige retninger, mens Picnic forblev, men klarede heller ikke skærene og slap tøjlerne i det nye årtusinde, selvom de fleste af medlemmerne er fortsat på forskellig vis.
Så ventede Cockpit Music på flere medfølgere, indtil en mindre flok roskildianere, da bosat i København, slog til som Pornophones omkring 1986. Igen af mangel på bedre fandt noget presse på at beskrive dem som “Dead Kennedys meets Miles Davis”.
Sideløbende tog jeg en del af medlemmerne med i min tidlige udgave af mit store orkester, Dane TS Hawk & his Great Mongo Dilmuns, hvoraf bassisten Mort Ej Nielsen og trommis Folke Friedrichsen næsten forblev tiden ud. Og som et vægtigt kuriosum var også min gamle avantgarde-saxhelt, Christian Kyhl, og såvel Sneakers’ som Danseorkestrets percussionist, Jacob Andersen, med. Men Pornophones klarede ikke skærene og slap tøjlerne i slutningen af 1990’erne.
På den daneriske jazzscene var der bare bovlamt, hvor de fleste ikke anede, hvad der rørte sig af nyt, og derfor tyede til alle mulige retro-former: Nordisk-, pop- eller jakkesæts-jazz, mens den gammeldawse, såkaldte avantgarde- eller freejazz også var gået i stillestående selvsving. Men et stykke ind i 1990’erne kom en ny generation på banen, der via såkaldte neojazz-grupper som When Granny Sleeps med bl.a. trompetisten Kasper Tranberg, Science Fiction Quartet med bl.a. trombonisten Mads Hyhne og Once Around the Park med bl.a. saxofonisten Jakob Dino Dinesen overrislede den udtørrede scene med genopvakte toner, harmonier og rytmer, så der igen kunne begejstres i en jingen og sveden.
Sideløbende tog jeg de nævnte instrumentalister med i min da højovn, Dane TS Hawk & his Great Mongo Dilmuns, senere Dane TS Hawk & the Locomotion Starsemble og ikke mindst blæserkvartetten Dane TS Hawk & the Cerebral Hemispheres (aka Hjernehalvdelene). Men ingen af neojazz-grupperne klarede skærene og slap tøjlerne, selvom alle implicerede er videre i fuld aktivitet og vigør.
Omkring 1994 kom jeg hurtigt i forbindelse med de helt unge virrehoveder i Düreforsög, og en af de mest intelligente mennesker jeg kender, Goodiepal, som er en hel føljeton for sig. For de mere end interesserede er han altid skridt foran. Tjek hans nye labyrint af en Alku-bog, der kunne udgøre undergrundsscenens “På sporet af den tabte tid”.
Sideløbende tog jeg Düre-trommeslageren Andreas Hauer-Jensen med i mit Dane TS Hawk & his Great Mongo Dilmuns, og på grund af hans stigende kvaliteter blev han så også medlem af mine gamle venner, Vagn Olsson’s El Hombre Invisible med også PeterPeter, Andreas’ far, Jørgen I. Jensen og jeg, og så Peter Peters Bleeder, hvilket lige efter hans unge alder ikke kunne blive mere heavit, men der var jo en grund. Også at nærmest hele Düreforsög var i Bleeder, da der var flest.
På et tidspunkt var vi en hel musikerkaravane ned til verdensudstillingen i “Hangover” i 00, hvor den danske pavillon gennem Nis Düre’s far godt ville have noget øhm “jazz”, så det blev Beautiful Day med allerede omtalte Dino, guitarist Jakob Bro, bassist Nicolai Munch og trommis Jeppe Gram, When Granny Sleeps med allerede omtalte Kasper, guitarist Niclas Knudsen, bassist Nils “Bosse” Davidsen & trommis Anders Mogensen, Goodiepal og så mit Great Mongo Dilmuns.
Men forinden meldte nogle af mine kumpaner lamme-afbud straf til følge, så jeg hvervede resten af de dog ikke nodelæsende Düredrenge, men de kunne så meget andet. På nær Goodiepal klarede ingen af grupperne skærene og slap tøjlerne, men alle er dog stadigvæk i familie. Heller ikke selve Düreforsög, der splittede op i mere kortlivede
foretagender som: Mit Nye Band, Ordkløver og Alle med Balloner & Terrasser med den spøjse sanger, forfatter og med samme navn som ovennævnte trommeslager, Anders Mogensen.
En kæmpe idiot grænsende til: Jeg vil ikke vide, hvem du er, fordi så vil jeg være den lille lede, der vil skaffe dig et sted hen værre end helvede, som så stadigvæk ikke er formuleret endnu, thii en ganske almindelig søndag aften blev Andreas kørt ned bagfra af denne tåbe, hvilket efterlod et af vores største talenter som en grøntsag, som jeg til stadighed besøger, og hver gang jeg forlader ham et par meter for at hente en ny kop te, hilser han glad på mig igen.
Jo, der må grædes.
Düre-sanger Boriz blev sit eget Lonely Boy Choir, Düre-guitar Mads rejste til Californien og Düre-guitar Nis har nu Thulebasen med indtil for nylig Felia Gram-Hanssen på trommer og ikke mindst det eksklusive pladeselskab: Escho, hvor jeg også godt må være.
Så ventede Cockpit Music på flere medfølgere, hvor så Bugpowder med Kasper, Mads Hyhne, guitarist Jonas Struck og trommis Laust Sonne kom på banen i det nye årtusinde, og for en længere stund formåede at samle både jazz-, rock- og hybrid-flokke, men de var lidt for smarte, så de klarede ikke skærene og slap tøjlerne, omend alle medlemmer stadigvæk er om sig. Og energibundtet og trommetrolden Kresten Osgood kom også meget tydeligt ind i billedet, sådan som han gør en masse for at stir things up, og ydermere keyboardisterne Søren Kjærgaard og Jacob Anderskov, guitaristen Stephan Sieben, saxofonisten Jeppe Skjold, trommis Bjørn Heebøll og strenge-tvillingerne Bjørn & Christian Tågehøj, der også gør sig i dette vores efterhånden meget brede hybrid-felt. Der kan så sandelig også være riv i mellem-gamle Jørgen Teller’s Empty Stairs med rigtig gamle bassist, Søren Gorm, og trommis plus undergrundsarrangøren Tobias Kirstein. Trioen Do Drugs med den fine altsaxhyler-kollega, Laura Toxværd, huserede ligeledes med multi-instrumentalisten Frederik Thaae og trommeslageren Mikkel Gemzøe, der nu begge også gør sig som producere.
Og helt utidigt kom 1,2,3,4-punkgruppen Hul også forbi omkring 00, skod-larmede, og punk-bodyguarden Christian Shannon betalte og Peter Peter hjalp med deres vinyl-produkt, men væk var de igen, selvom Kasper “Møgbjerg” nu er Dig og Mig og Morten Chemnitz er digter in spe.
Fire raske flipper-gutter, guitarist Andreas Führer, multi-instrumentalist Anders Supermelle Melgaard, trommis Toke Tietze og saxblæser Johs Lund dannede m-kollektivet Yoyooyoy, der sprøjtede fyrige grupper ud som Slutspurt, FjernsynFjernsyn, og fra de kanter dukkede også en samling seje piger op, trommis Anja Jacobsen, trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja Labianca, allerede omtalte Felia og siden trommis Jaleh Negari. Via deres k-kollektiv: Eget Værelse, bedriver de Valby Vokalgruppe og heavy-outfittet Selvhenter, som pt er på turné i Japan, hvis ikke m/k-konstellationerne Kirsten Ketcher, som er Anja, Andreas og Supermelle, der også leder Frisk Frugt, eller Gud er Kvinde, som er Johs og Maria, der også gør sig som solo-optrædende.
De elsker i hvert fald store, gamle forstærkere.
Og senere dannede Vagn trommetrioen Paradisets Børn med Anja & Felia, hvilket var noget af et syn.
Jacob Drong & Mads Maaløe’s Club Locos skiftende adresser blev vores nye central, og på deres opfordring dannede jeg monster-tentetten, Dane TS Hawk & the Locomotion Starsemble med Kresten, Nils Bosse, Stephan, Anderskov & Kjærgaard, Johs og så Hjerne-halvdelene, og vi elsker at spille, men der er bare sjældent plads, thi alle har så travlt. Så mere handy leder jeg Dane TS Hawk 3 med Bosse & Kresten.
Nu lignede scenen noget. Ikke mere promille-fornemmelsen, men en hel procentdel af det større billede: Yes.
Efterhånden er Cockpit Music blevet lidt, hvad hedder det: Gamle i gårde?, selvom vi stadigvæk kan spille enhver tvivl væk, hvad angår emnet: At holde et eget udtryk i mere end bare i live: 1,2,3, blast.
I al hemmelighed er det blevet til lidt Syrien, inden det gik galt, Ukraine af to omgange, hvor meget er galt, og senest Irak efter det gik galt. Vi har besluttet, at hvis Cockpit Music skal opløses, skal en af os tre dø, så lad det vente en rum stund endnu.
Så blev det super-hipt at spille som os, hvilket afstedkom vores scenes “come on”:
Bare fordi du/I slipper jeres kedelige baggrund og nu vil springe ud i:
(a): Vi føler os frem i en uendelighed, mens alle venter på alle …
(b): Vi giver den gas, man har ikke indhold til mere end 12 minutter …
(c): Vi tager noget sjovt tøj på og ironiserer imens … hvis altså surmulen tager over, eller vær velkommen og bliv ved, hvis helst hoptimisten springer lystigt.
Ud af de kommende fine kumpaner af slagsen har jeg længe haft øje på bl.a. pianisten Jeppe Zeeberg og tubaisten Kristian Tangvik.
Nu hænger vi i Yoyooyoy-, Eget Værelse- og førnævnte Tobias’ øve- og spillested, Mayhem, der lige efter bogen er en gammel kommunal hangar, som efter den sædvanlige devise med de forhåndenværende midler, nu et par år har været selve stedet.
Men pt rykker også bærmen tæt omkring. Fra hver side vil dum ungdom lege gangstere med hovedløse indbrud, hash-handel og rygning hvor-om-hele-deres-verden-drejer og hvad de ellers skal foretage sig af mentalløs vold, but they won’t get us, idiot-yngel.
Stadigvæk viser ingen af mediernes m/k-skrivere sig, døgenigte, fuck you, men egentlig kan jeg lige nu ikke hidse mig op over deres fladrøvede middle-of-the-road-lounge liv.
I sommer dannede jeg det blæser- og trommebårne orkester, Dane TS Hawk & the Cop Jazz Festsemble med Jaleh og en anden trommetrold, Peter Bruun, tubaisterne Jakob Munck & allerede nævnte Kristian, Hjernehalvdelene, Kyhl, Johs, Skjold, sax-senior Morten Carlsen, Mads & Maria samt hvem, der skulle have lyst til at spille forbi. Og vi poppede op til hele 15 koncerter på ni dage i løbet af Copenhagen Jazz Festival.
Alt imens Peter Peter mastererer de unge, fine punk-revitalister, Iceages nye udslip; Vagn forsøger at demokratisere tonerne, da alle instrumenter eller ting jo har en egenlyd; POJ holder skansen på Ninth World Music’s headquarters, Frydenlund; og jeg bare forsøger at holde tingen i live, er der kun at sige: Here we go again, again and again.
En af mine jævnaldrende veninder spurgte mig, om de tilkommende kumpaner så også bliver, og til det kan jeg kun svare: Time will tell.
Der har været utallige eksempler på: Jeg må nok hellere få en uddannelse, familielivet tager alt eller bare at flytte væk fra centrifugen. Der er også den med at stille så urimelige krav til sig selv, at de umuligt kan indfris, så man af den vej får en grund til at slippe taget.
Men der er altid nogle tilbage.
Vi er aldrig nok, men er sagen vigtig, skal det med gys, hiv & slæb lade sig gøre: At vie sit liv til sagerne.
Og nu fremme ved allerfriskeste skud på stammen. I desværre allerede hedengangne Istedsgades Boghandel passede en vis Simon her og der boden, og han fortalte mig om sin kærlighed til Captain Beefheart, hvilket prompte afstedkom en invitation til mit & XX’s hjem, og endvidere om hans og sine kumpaners øve-kollektiv: Af med Hovedet, hvor et af deres utallige konstellationer lyder navnet: Synd & Skam.
Jeg elsker at høre om eller at støve nyt op, men er også forsigtig med ikke længere at blive skuffet, så: Hold your horses, indtil andet viser sig.
Jeg blev inviteret ud til Af med Hovedets 1 års fødselsdag et obskurt sted for enden af Amagerbanen, hvor jeg pga jobs og roderi natten forinden ikke kunne tåle at blive længere end til mørkets frembrud, men Vagn kunne fortælle, at ud på følgende nat havde Synd & Skam givet den gas.
Af mange grunde, så har min kæreste gennem mere end 30 år, XX, ikke spillet på (min) sopransax i hvert fald efter årtusindeskiftet, men via Andreas Führer (og min brush-up-mellemkomst) blev hun genoplivet og spillede så på Højbro Plads, Loppen, Charlottenborg og til sidst en nedsænknings-ofring af gamle instrumenter i et fjernt gods’ mose med netop medlemmer af: Af Med Hovedet.
XX & jeg tog så kortefter ud til Mayhem, hvor Vagn afholdt et Skræp-arrangement med bl.a. FM Einheit fra de sammenstyrtende nybygninger og så til sidst: Synd & Skam. Vente & vente, som det bør & hør sig, men så helt fra starten tog de teten med ren organisk energi, ekstatiske stød, vilde ekskursioner og følelserne helt ud gennem loftet, så min krop automatisk leviterede i ubesværet spasserdans.
Kollektivet inviterede så til indvielse af dets nye lokaler på Krimsvej, der praktisk befinder sig tæt på metro-stationen Øresund.
Der var proppet med liv, en alenlang liste af unge godtfolks bands og en tumlende bar med dåseøl til en femmer, screwdrivers eller en snaps med sildemad til en tier. Det blev årle morgen.
Hope for me, hope for you & hope for everyone.
Hilsen & honnør
TS Høeg (nåja, Dane TS Hawk)
Vesterhood 2012
