Thundercat – progsoul, smørbas og astral-synth
Når historien om amerikanske Stephen Bruner aka Thundercat bliver fortalt, er vinklen ofte på hans status som musikalsk wunderkind med gode gener. Qua faren Ronald og broren Ronald Jr., som begge tæsker trommeskind, og det faktum, at Stephen selv i en ung alder pudsede sit bastalent af i selskab med de Roskilde-aktuelle punk-legender i Sucial Tendencies og den amerikanske jazzmusiker Stanley Clarke og sidenhen – og måske allervigtigst for hans musikalske udvikling – et vitalt samarbejde med Flying Lotus.
Thundercats lydlige signatur er hans viltert knækkende basspil, der med udgangspunkt i et skiftevist stenhårdt P-funky og mere løst, afsøgende og jazzet groove byder på bevidsthedsudvidende rutsjebaneture op og ned ad gribebrættet. Hvad knap så mange pointerer på er hans vokals intense soul-glød, der er iørefaldende på hans andet, netop udkomne studiealbum ’Apocalypse’. Uden at være den nye Marvin Gaye leverer Bruner en solid, stram, beåndet og luftig indsats, der sammen med bassen er den olie, der giver albummet gnidningsfri fremdrift.
Den frie, eksperimenterende form med inspiration fra jazz, 8-bit og elektronica, der bliver indrammet og sat i melodisk system, er mindre hektisk end hos Flying Lotus, til gengæld er den sci-fi-supersoniske stemning, der konstant truer med at sende kompositionerne på himmel- og tankeflugt, ligesom hos kumpanen præsent. Den spændstige lydlige rummelighed har Thundercat og Flying Lotus også til fælles, men uden at give køb på uforudsigeligheden er førstnævntes sangskrivning er mere tålmodig og vers/omkvæd-fokuseret. ’Apocalypse’ er prætentiøst, kulørt, kaleidoskopisk, futuristisk, løssluppen, legelystent og ’over the top’ og netop derfor et album, der tåler sammenligning med oplagte inspirationskilder/referencepunkter som Prince, George Clinton, Squarepusher, J Dilla, Janelle Monáe, Hudson Mohawke, Outkasts André 3000 – nå ja, og Flying Lotus.
‘Apocalypse’ er ude nu via Brainfeeder.
