Passive/Aggressive

patten – Heftige nedsænkninger i dykkerklokken

Blog December 12 2013, af redaktion patten

Af Rasmus Junge

For undergrundsryttere er det en ambivalent følelse, når ens yndlingsband signer med et major (indie) label, for hvad betyder sådan en kvantitativ blåstempling for det kunstneriske udtryk? Men når patten (ja, han vil skrives med småt) signer med Warp Records, er der grund til at kippe med flaget. Det stilskabende London-label virker nemlig som den oplagte nye rampe, der kan skyde den engelske bas-mystiker ud til endnu flere lyttere.

patten gjorde første gang opmærksom på sig selv i 2011 med albummet GLAQJO XACCSSO (udgivet på hans eget label Kaleidoscope), en fascinerende, flimrende og hallucinerende lytteoplevelse, fuld af abstrakte kompositioner, konstant på grænsen til at opløse og rekonstruere sig selv. Året efter kunne de heldige udvalgte i øvrigt opleve ham på PHONO Festival i Odense.

Nu har patten så som nævnt skrevet kontrakt med Warp, og første resultat er EP’en Eolian Instate, der med succes udvider konceptet. Det er heftige nedsænkninger i et dykkerklokkerum, hvor lyde og indtryk filtreres og forvrænges til sælsomme, susende, desorienterende og mildt urovækkende lydskulpturer. Man fornemmer kammeratlige nik til Oneohtrix Point Never og James Ferraro i de spøgelsesagtige samplinger og ru(n)gende synth-bearbejdelser, ligesom en mere regulær house-puls spøger i sprækkerne på de på én gang kompakte og komplekse, distancerede og knugende intense kompositioner. Fuck my mind, det er gode sager.

Info: “Eolian Instate” EP er ude nu via Warp. pattens første album for Warp forventes at udkomme næste år.