Aaron Dilloway – Poetiske lydbilleder fra noise-veteran
Aaron Dilloway “The Gag File” (Dais Records / Hanson Records, 2017) – anmeldelse af Simon Christensen
Han var med til at starte Wolf Eyes, driver en pladeforretning i Ohio og står for utallige udgivelser i mikrooplag i eget navn, ofte i samarbejde med ligesindede lydeksperimentalister som Kevin Drumm, Emeralds, Jason Lescalleet og ikke mindst noiseikonet Robert Turman, der flere gange har krediteret Dilloway for at have genfundet ham og inspireret ham til at genoptage karrieren.
På den måde er Aaron Dilloway en central figur på en del af den hårdkogte og fragmenterede noisescene i USA, selvom hans egne udgivelser i dag er langt mere ambiente og poetiske, end de var i udgangspunktet.
Med albummet “The Gag File” har Dilloway samlet sammen til den første rigtige studie-LP siden “Modern Jester” fra 2012, som anføres som et hovedværk i hans diskografi. I modsætning til “Modern Jester”, den seneste Wolf Eyes-plade “No Answer : Lower Floors” og den samling af live-indspilninger, som han har udgivet på eget label, Hanson Records, siden, så føles “The Gag File” mere poetisk og med en fortællende intention. Det er en collage af tape loops og feltoptagelser, forvrænget igennem analoge synthesizere og space echo-maskiner, panoreret bredt ud i både siderne og frekvensområdet, så det til sammen giver et varmt lydbillede med mange ukendte elementer.
Tematisk er “The Gag File” som at træde ind i en anden verden. Den kunne for så vidt lige så vel være et soundtrack eller en drøm om en forladt forlystelsespark. De dystopiske lydbilleder gør det tydeligt, at vi (i Dilloways skikkelse) befinder os i et menneskeforladt – eller i hvert fald menneske-distanceret – rum med mekanisk vejrtrækning, forvrængede samtaler og repetitive båndsløjfer. Det kunne være stemninger a la “Crazy Clown Time”, “The Shining” og “The Disintegration Loops”, bare i Aaron Dilloways hænder i en endnu mere fordrejet og uvirkelig version, hvor titler som “Ghosts”, “No Eye Sockets”, “Born in a Maze” og “Inhuman Form Reflected” understreger den tematik. På “The Gag File” befinder os på hauntologiens område – ligesom William Basinski og The Caretaker, der drømmer om en verden, der aldrig eksisterede, men alligevel efterlader spor i vores drømme og forestillinger om f.eks. post-apokalypsen i filmværker, hvis nu og såfremt der opstod en parallel virkelighed.
I et interview med Marc Masters har Aaron Dilloway venligt frabedt sig at skulle forklare, hvad albummet egentlig handler om, men henvisning til, at det er ‘personligt’. Hvis man ser de første to tredjedele af LP’en i det perspektiv, lyder det ganske vist mere som personen, instrumentalisten og komponisten Aaron Dilloway end tidligere. “The Gag File” lyder ganske enkelt som livelyden af Aaron Dilloway, som man her i Danmark har kunnet opleve spille flere gange de sidste par år – bl.a. til en solokoncert i en kælder i Brønshøj hos Cejero Records og i en duo med Genesis P-Orridge i Jazzhouse – hvorimod pladens sidste to numre, “Switch” og “Shot Nerves”, lyder mere som “Modern Jester”: abrupt og støjende.
Så når Aaron Dilloway henviser til, at “The Gag File” er personlig, handler det i bund og grund ikke så meget om tematikken og det uhyggelige gyserfilms-agtige præg, for det er selvfølgelig simuleret – men snarere om, at hans nye plade er mere poetisk og personlig som komposition og lyd. Og den slags ‘noise-udgivelser’ medfører derfor også naturligt, at musiklyttere kan/bør se noisegenren i et bredere kunstnerisk perspektiv.
Info: “The Gag File” kan forudbestilles fra Dais Records nu. Man kan lytte til en stor del af Aaron Dilloways Hanson Records’ udgivelser på Bandcamp.
