Acid King – tonstung hypnose i 90’er indpakning
Søg på Acid King og google vil vise dig billeder af et band, der ser næsten lige så forfærdelige ud som Linkin Park eller D.A.D. Tilmed er Acid King udstyret med et såkaldt “kvindeligt” bandmedlem. Ucharmerende, usmagelige og herre useje var de umiddelbare ord, min hjerne reagerede med i mit spæde forsøg på at finde ud af, hvem Acid King er, og hvad de er i stand til.
Alt dette skulle dog vise sig at være komplet underordnet, da jeg alligevel tog mig tid til at gennemlytte Acid Kings geniale bagkatalog og deltog, da bandet tirsdag aften gæstede Loppen. Trods al den modstand, jeg overhovedet kunne have overfor et band, måtte jeg for hver sang, jeg afspillede, trække mine fordomme så meget tilbage indtil associationen til Acid King kun inkluderede min dybeste respekt.
Syrekongen fra San Fransisco
I følge Wikipedia kommer navnet Acid King sig af teenageren Ricky Kasso, der i tilbage i 1984 begik et satanisk mord under indflydelse af LSD, alt imens han var iklædt noget så sejt som en AC/DC t-shirt. Bandnavnet er ikke helt dumt, da “syre” også synes at være en underkategori til genren, og “konge” synes at tale for sig selv.
Acid King blev dannet for lige godt 20 år siden: San Fransisco, 1993. Halvfemser-band, hvilket måske forklarer lyden (og specielt de frygtlige bandfotos). Et band, der muligvis ikke er fulgt med til år 2012, men til gengæld er frosset fast i en legendarisk periode musikmæssigt. Perfekt for de af os, der i halvfemserne havde travlt med Løvernes Konge og at vende os af med sutter og bleer. Den endegyldige reference til Black Sabbaths lyd gør det slet ikke mindre dårligt.
Tonstung hypnose
“Electric Machine” fra albummet “Busse Woods” fra 1999 er en af de første sange, der dukker op på Youtube og er også den første sang, jeg hører. Under afspilningen af denne næsten syv minutters sang, bliver alle bandfotos og whatever fuldstændig glemt. Også mine egne tanker, omgivelser og navn. Acid King spiller tungt og hårdt med uendelige mørke halvfemser stoner- og grunge-referencer. De behersker en overbevisende balancegang mellem at lave brutal musik på beroligende harmonisk vis; en form for doom metal. Et band, hvis sange ikke som sådan arbejder med klimakser, måske fordi de nærmere er lange, dragende og beroligende klimakser, og et band, der får én til at glemme omgivelserne.
Gruppens kvindelige frontfigur Lori S., er både sangskriveren, sangerinde og guitarist. Lori har den vildeste, på én gang hypnotiserende, men også anonyme stemme, der blendes ind i de stenede og tonstunge arrangementer, som bassist Peter Lucas og den nuværende trommeslager Mark Lamb producerer ved siden af Loris simple guitarspil. En masse distortion og hypnose – eller “heavy but spacy” som det beskrives på bandets egen hjemmeside. I numre som “Motorhead”, fra samme album som ovenstående nummer, er hendes vokal dog mere fremtrædende, og vokalen lyder her næsten som Courtney Love minus det flabede.
Melvins’ åndsfæller
Acid King har turneret med Fu Manchu og Melvins; trommeslager Dale Crover var gift med Lori S. og producerede deres debutalbum “Acid King” fra 1994. Bandet udgav deres første albums på Sympathy for the Record, der også har navne som Mummies, Billy Childish, White Stripes med flere, og deres seneste album “III” er dateret til 2006 og udkom på det Japanske label Leaf Hound Records, der også står bag navne som Church of Misery.
Alt i alt er det blevet til syv albums fra Acid Kings side, men det er vist ingen hemmelighed, at bandets aktivitet var størst før årtusindeskiftet. Herefter kan det konstateres, at lyden og produktionen er blevet mere poleret, hvilket ikke nødvendigvis er en kritik. Eksempelvis på nummeret “2 Wheel Nation”, hvor både trommer og vokal synes at være mere eksplicitte og rene oven i det ellers skrattende og distortede, hvilket gør det kontrastfuldt og interessant.
Tirsdag aften kunne man med selvsyn konstatere, at Acid King mindst er lige så overbevisende live som på plade, og så er det jo altid dejligt at være til koncert med regulars fra Ungdomshuset og The Rock. I forlængelse heraf, beklager jeg selvfølgelig mange gange, at dette indlæg først smides op efter koncerten – men hey, de har eksisteret siden 1993, så det er nok ikke helt usandsynligt eller utænkeligt, at de bliver ved med at spille et par år endnu.
Note to self: bandkostumer er irrelevante for koncertoplevelsen, det samme gælder bandets fanskare og publikum.
