Aktivisme eller abefest? – refleksioner efter fire dage på Roskilde Festival (del 2)
Dette er en fortsættelse af en reportage bragt mandag den 10. juli. Mathias Schønberg tager dig i denne anden del videre med gennem refleksioner over Roskilde Festival. Fungerer festivalen som platform for aktivisme, som den siger, den vil, eller som ren abefest? (Roskilde Festival pressefoto: Flemming Bo Jensen)
Fredag morgen, på tredjedagen, er jeg så småt ved at mærke festival-følelsen have indfundet sig i kroppen. Jeg har ondt i fødderne af at vade kilometer efter kilometer fra scene til scene. Jeg har ondt i nakken af at stå og nikke til koncert efter koncert. Jeg har flimmer for øjnene af at passere tusinder og atter af ansigter, og enkelte billeder fra aftenen afspiller meningsløst sig selv på repeat for mit indre blik, da jeg vågner i teltet: en flok gutter med udstoppede ræve monteret på hovedet. En tilfældig sulten pige, der snuppede en falafel ud af min portion, da jeg gik med den gennem publikum til Lil Nas X. Mange, mange tissende mennesker. Og Esben Weile Kjær og Maja Malou Lyses kroppe, der på enorme videoskærme på Orange scene gnider sig selvforelsket mod en glasplade mellem dem selv og publikum som del af Kunst & Aktivisme-programmets Public Announcements. Jeg er ikke sikker på, hvad det er, de announcer, men jeg forstår udmærket fristelsen til at se sin egen dejlige røv blæst op til 10×20 meter foran 60.000 mennesker.
Endelig regner det, og jeg er vågnet alt for tidligt af den trommende lyd på teltdugen. Alt er fedtet og fugtigt. Jorden under mig er hård og kølig, og det undrer mig kortvarigt, at jeg kan mærke den. Men den er god nok, min luftmadras er punkteret. Jeg har en solid hovedpine og en smag af ådsel i munden, så den er god nok – jeg er på Roskilde Festival.
Melodi Ghazal og Iran-talk på Avalon
Aftenen forinden har jeg mest set koncerter på et tætpakket Gloria med det særlige privilegium ikke at behøve at stå i kø for at komme ind i festivalens eneste indendørskoncertsal, da jeg er backstage med et par amerikanske bands, jeg tilfældigvis kender personligt. Mange er vist gået forgæves på grund af pladsmangel og for stor interesse for de navne, der spillede derinde. Især til Melodi Ghazal kunne man virkelig mærke opbakningen fra et publikum, der bogstaveligt talt stod på nakken af hinanden for at se scenen og tage del i opbakningen til den dansk-iranske popsangerinde, som tidligere har annonceret sin EP Melow-D med en playliste her på P/A. Det var en sand supergruppe af kendte ansigter fra Københavns politiske pop-undergrund, der bag scenen gav et langt og intenst gruppekram, inden de gik på, og med en gæsteoptræden af Burhan G var der bygget bro mellem Melodis lidt indadvendte persisk inspirerede R&B og mainstreamen.
Jeg er altid nysgerrig på de koncerter, som nye lokale navne uden et stort katalog leverer til Roskilde Festival. Jeg har selv prøvet det på Gloria som del af bandet Halshug i 2016, og udfordringen er, at festivalen ikke accepterer koncerter på under en time. “En hel time!”, tænker man og samler alle vennerne til gæsteoptrædener, brygger lange interludes i studiet og trækker tiden godt imellem numrene. Og alligevel går der nemt lidt jam i den det sidste kvarters tid, når man har fyret sine hits af, ligesom det lidt var tilfældet efter Melodi Ghazals banger Fuck the System. Men det er altid spændende at se, hvad bands finder på for at fylde tiden ud, hvis de ikke har katalog til det. Koncerten her blev først og fremmest båret af det dygtige band og hovedpersonen, men ikke mindst også af et publikum, der lod til at hylde mere end blot koncerten.
En del af det ‘mere’, der blev hyldet på Gloria, blev sat i kontekst fredag formiddag i en talk på Avalon-scenen. Her sad Melodi Ghazal i panel med to andre kunstnere med iranske rødder, Babak Vakili og Liraz, modereret af Aram Ostadian-Binai for at tale om musikkens betydning for den nuværende iranske revolution. Talken var egentlig ret god, sådan lidt uformel, hvor de tre kunstnere skiftedes til at spille bidder af iransk musik, der har særlig betydning for dem hver især.
Æv, det er lektier, syntes de skuffede blikke at sige
Men desværre druknede den i det enorme koncerttelt og alt for stor afstand til publikum. Konstant mumlen overdøvede budskaberne, og hver gang de tre kunstnere præsenterede en del af et iransk nummer, brød publikum, der tydeligvis havde misforstået formatet, ud i dans og jubel med forventning om en fortsættelse af festen fra aftenen før. Æv, det er lektier, syntes de skuffede blikke at sige, når de vendte sig om for at forlade Avalon til fordel for en flæskestegssandwich fra Meyers madbod ved siden af eller så småt at genstarte festivalbranderten med en kold faddreng.
Strejfet af mening
Spørgsmålet, som jeg to dage forinden under onsdagens presserundgang i Kunst- og Aktivisme-programmets UTOPIA-tema valgte at bruge min reportage på at stille, synes igen nu efter Iran-talken aktuelt: Kan den kæmpe ud-af-hjernen-oplevelse, festivalen først og fremmest er, skabe et sociotopisk rum for forandring, som eksisterer videre, efter den sidste øl er drukket?
Jeg går også selv videre efter at have hørt en god del af talken, og der ikke er blevet teaset for nogen videre udvikling i format eller indhold. Og på en måde føles det fint nok. Ligesom mange af de andre, der har været en tur inde at vende under teltdugen, er jeg blevet strejfet af indholdet. Jeg har konstateret, at, hvad der foregår, må være vigtigt, siden det har fået plads på en stor scene på selve Roskilde Festival. Jeg kommer i tanke om, at det faktisk er sådan, jeg husker begyndelsen på rigtig mange interesser og ting, der senere er blevet væsentlige for mig. Jeg har netop blot strejfet det på min vej rundt på festivalpladsen en formiddag med tømmermænd, mens alle mulige behov for salt, sukker og væske har været mere aktuelle end diverse indsigter i politiske og kulturelle problemstillinger.
Måske er der netop et særligt potentiale i at blot at blive strejfet af noget, man endnu ikke kender?
Måske har det faktisk haft en dannende effekt, især da jeg var yngre, at kortvarigt se en digtoplæsning, et klimakunstnerisk eksperiment eller en danseforestilling, som jeg ikke forstod, mens jeg har bladret videre i programmet eller vurderet om mit beskedne budget holdt til en papvin fra festivalkiosken. Ville min langvarige kærlighed til at læse digte for eksempel have været den samme, hvis jeg ikke engang for hundrede år siden havde stillet mig for at binde snørebåndene i mine udtrådte converse og pludselig fandt ud af, at jeg var publikum til en oplæsning af Søren Ulrik Thomsen, der ramte ned i mig som et lyn, hvor alt omkring mig i et øjeblik syntes at vibrere i én tone spundet af ordenes uforståelige kæder? Lyset var lyden, og duften var synet. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, og jeg fik vist aldrig bundet mine sko.
Måske er der netop et særligt potentiale i at blot at blive strejfet af noget, man endnu ikke kender? Måske er man, som jeg lidt er i dag efter tre dages konstant skiftende bombardement af oplevelser, afklædt for intellektuelt panser? Måske kan netop blot et strejf af mening derfor føles stærkere og sætte sig i hukommelsen længere end de enorme lys- og lydshows, de store scener en efter en overtager alle ens sanser med. Hvem ved, måske oplevede nogen her på Avalon en stærk øjeblikkelig følelse af solidaritet med Irans feministiske revolution, da Aram Ostadian-Binai forsøgte at sætte et iransk kampråb i gang blandt de snakkende og passerende festivalgæster.
Fra Francesca Burattelli til Kesi
Senere på dagen er jeg ret spændt på at se, hvad den dansk-italienske eksperimenterende popkunstner Francesca Burattelli har fundet på til Platform-scenen. Hun er en god ven, og jeg har som opbakning samlet en del forskellige venner og deres venner til den allerede godt fyldte podiescene. De fleste af dem har ikke interesseret sig for, hvad planen var, og har heller ikke opdaget, at der skal til at foregå noget på Platformen, selvom der arbejdes koncentreret og længe fra hele crewets side på at forberede hendes koncertperformance. Vi sidder i halvstor cirkel, og snakken og mange gratis drinks hentet fra nogens adgang til Artists Village går let og højrøstet.
Pludselig er vi vist midt i en performance. En slags hjælper til koncerten har stillet sig nærmest midt i vores cirkel med solbriller og stoneface og fyrer nu et lufthorn af så øredøvende højt, at snakken modvilligt må indstilles. Den alarmerende lyd gengældes af en anden hjælper fra først en af Platformens øvrige verdenshjørner, så det næste, sådan at hornenes brøl retter fokus mod centrum af platformen, hvor Burattelli står i futuristisk ferrarirød make-up og begynder koncerten. Hjælperne vifter i lange runde cirkler med store flag med et smukt kalligrafisk motiv, og man får følelsen af et slag eller en kamp indledes fra alle fire fronter af platformen.
De fleste elsker tilsyneladende at blive udfordret og vugger smilende med i helt forskellige tempi
Koncerten veksler mellem forskellige temperamenter af elektronisk beats, cello, saxofon og ord hvisket, snakket og sunget mest på italiensk. Det er snarere kompositionsmusik end pop, selvom nogle af vokaludtrykkene kunne synes at minde om det. Numrenes form er ikke hjem-ud-hjem, men snarere glidende passager mellem lys og mørke, der tager én med gennem ukendte korridorer og gotiske buer af mol. Der er ikke meget at synge med på, og mine medbragte venners venner er helt tydeligt nu fanget som publikum i noget, de ikke havde planlagt. Ligesom de bør være.
Det er lidt krævende at lytte sig ind på musikken her på den åbne platform, hvor rumlende bas fra både Orange scene, Arena og Avalon blander sig i det lidt skrøbelige lydbillede med uønskede hilsner fra helt andre party-stemninger. Men jeg ser folks ansigter lagt i koncentrerede folder og oprigtig interesse for Burattellis avantgarde-pop. Jeg er for biased til at udtale mig, og forholder mig derfor mest til publikums reaktioner, som jeg observerede dem. Da Burattelli inden sidste nummer beder publikum om at slippe dansen løs, og der slippes komprimerede beats løs fra scenen, lægges der op til røvrystning – men ha! Selvfølgelig går nummeret i en skæv taktart, måske ni fjerdedele, det får jeg ikke lige talt mig frem til, men fuldstændig kontraintuitivt for os nordiske firefjerdelsbarbarer at bevæge sig rytmisk til. Vi prøver, men det er som at være indespærret mellem beatsne og ikke kunne komme ud. De fleste elsker tilsyneladende at blive udfordret og vugger smilende med i helt forskellige tempi, og der er noget smukt uhomogent, utilpasset over hele situationen.
Kesis sange er sindssygt enkle og virker som store penselstrøg af bredt sungne vokaler i rene komplementærfarver.
Straks efter bifald og opbrud på Platform-scenen siger to af mine klogeste kunstnervenner fra København: “Kom, vi skal skynde os over og have en god plads til Kesi!” Jeg er overrasket, men helt åben for en ny én på opleveren. Vi spæner over mod Orange, hvor en havepavillon som eneste sceneudsmykning med “Camp Kesi” spraymalet har omdannet Orange til en gigantisk lejrfest. Alle – som i ALLE – de 60.000 mennesker, inklusive mine to venner, kan alle teksterne til alle sangene. Jeg føler, jeg har levet under en sten, fordi jeg kun kan synge lidt med på et par stykker, men jeg lader bare som om, og det går fint. Her er der vist plads til alle. Kesis sange er sindssygt enkle og virker som store penselstrøg af bredt sungne vokaler i rene komplementærfarver. Gul, rød, grøn og blå i et behageligt totalfravær af nuancer. Måske den mest diametrale modsætningsakse til Fransesca Burattelli, man ville kunne tegne i sit Roskildeprogram og af den grund en helt perfekt afladning af energi ophobet fra Platform-scenen.
Ville de to koncerter mon have været lige så fede uden hinanden, filosoferer jeg videre, mens jeg skråler med på “Det her gode liv, det er lavet til maaaaaj” og får det meste af en rasberry-breezer hældt ud over mig af en glad knægt i bar overkrop, der har mistet herredømmet over sine arme.
Fraads og Tobias Rahim
Resten af aftenen er hundrede procent abefest. Men alligevel får jeg faktisk delvis svar på mit spørgsmål, der stadig sent fredag aften lurer i min bevidsthed som en irriterende opgave. Til Fraads koncert på Eos-scenen ser jeg nemlig en ret udtalt model for, hvordan musik kan være drivkraft for social forandring. Måske er det old-news, men jeg synes stadig, det er opløftende at fremhæve de artikuleringer af maskulinitet, en pop-kunstner har mulighed for at indføre som ny normal for et stort publikum.
Fraads er en essentiel del af en social og kulturel omstilling til mere bæredygtige maskulinitetsidealer
Hvis vi ellers lige hurtigt kan være enige om, at en stor underliggende årsag til de klima- og ulighedskriser, Roskilde Festival adresserer, er en historisk patriarkalsk og kolonialistisk erobringstrang, der har udtømt Jorden for ressourcer. Og hvis vi desuden kan blive enige om, at dette forhold har placeret mennesker i et voldeligt hierarki af civilisation med det sanselige og bevægelige indsat langt under det rationelle og kontante. Og hvis derudover bemærker, hvordan disse hierarkier er blevet håndhævet gennem allestedsnærværende systemer af kønsbaseret disciplinering af det feminine og udskamning af fejlbehæftet maskulinitet, så, tror jeg, at en kunstner som Fraads er en essentiel del af en social og kulturel omstilling til mere bæredygtige maskulinitetsidealer.Allerede i åbningsnummeret Forsigtig, som starter med sætningen “Jeg er blevet en delikat bitch, ville ønske jeg ik’ fandtes”, bevæger forsangeren Frederik Espersen aka Papa Erotic sig på måder, jeg i hvert fald ikke selv er så vant til at se uden for udtalt queer sammenhænge. Ikke fordi det på den måde er gender-bending, faktisk oplever jeg ham som enormt maskulin, men artikuleret på en måde, der udtaler den mandlige sexethed og sårbarhed, man ellers er blevet frarådet at omfavne af he-men og drengerøve, der igennem årene ellers har befolket Roskildes scener. Musikken er selvsikker og spækket med hooks, drops og andre klare momenter for publikumsdeltagelse, mens den er blød som nektarin. En flittig brug af de-tune på mange samples og keyboardlyde giver den en let syret porøsitet, mens det hele limes sammen af lange flader af trompet. Vi omfavner det og fester til det, mens vi omfavner os selv og hinanden og bevæger os lige så forkert som musikken.
Min krop skælver af kuldegysninger over situationen
En lignende men anderledes oplevelse har jeg lørdag, aftenen efter, da Tobias Rahim iklædt en lille frynset top af guld, som indledning til Kurder i København fortæller den hjerteskærende historie om sin far, der som flygtet kurdisk oprører mister sin sproglige identitet. En faderfigur omfavnet og elsket i og for sin sårbarhed. Og det foran et gigantisk publikum udgjort af samme samfund, der øjeblikket efter jublende tager imod Rahims opfordring til at knytte lillefingre i en kurdisk kædedans, mens en lang saz-solo fyrer en banger af forløsning af. Min krop skælver af kuldegysninger over situationen. Årtiers minorisering og ydmygelse af ikke-etniske danskere afvikles for en stund i forsonende dans, hvor vi befinder os i en ny æra efter den bramfrie danske racisme. Måske er hele samfundet endnu ikke nået hertil, men det at Rahim bruger sin mikrofon til at sige, at vi er det – “Min farfar han vasked’ tallerkener for mennesker der kaldte ham perker, takker min gud for’ vi er her, rykket op fra de fucking 70’ere” – skaber en ny situation, hvor vi bliver det.
En anden pædagogik
Tidligere på dagen lørdag er jeg gået et smut forbi Arena for at se lidt af en Climate Justice Talk, hvor nogle af klimabevægelsens mest fremtrædende unge stemmer beretter fra fronten af kampen for klimaet. “Få vakt din indre aktivist!”, står der i programmet. Det er fedt at høre fra de prominente aktivister, især Helena Gualinga fra Amazonas, der kæmper lokalt mod olieudvinding og skovrydning, men der er noget i arrangementets format og også i aktivismens billedsprog, der ikke virker i sammenhængen af festivalen. Igen er der skuffende få til arrangementet. Scenen føles som en kilometer høj, og det gør det svært at føle sig inkluderet i bevægelsen, som ellers bør være formålet – man er tilskuer, og andre sjovere muligheder blander sig i lydbilledet fra resten af den pulserende festival bag én.
Der er noget ved pædagogikken i værket, som desværre er alt for typisk for klimakampens kunst og aktivisme.
Et videoværk, som jeg fra scenen ikke kan høre hvad er, præsenteres på skærmen. Det er en ballet, hvor en danserinde klædt i hvidt til lyden af fin og håbefuld klassisk musik til slut overhældes med sort olie og danser ind i sin død på scenegulvet. Der er noget ved pædagogikken i værket, som desværre er alt for typisk for klimakampens kunst og aktivisme. Det bekræfter, hvad vi godt ved og er dybt fortvivlede over i forvejen. Men hvor er vores handlemuligheder? Hvor er billedliggørelsen og muligheden for kropsliggørelse af den verden, vi skal skabe?
Folk lader til at lade sig påvirke positivt af kontrapunktet i mødet mellem danserindens fine, hvide tyl og den rasende sorte maling, men publikumsreaktionerne er bekræftede smil og bifald over at få ret i sin forudsigelse af værket, nærmest som en fejring af at være blandt dem, som også anerkender klodens katastrofale tilstand. Men er det handling at gentage konstateringen? Er det motiverende for aktivisme? Eller er det kollektiv tilfredsstillelse ved at få bekræftet sit verdensbillede? Nogle forskere i aktivisme, kommunikation og sociale medier arbejder med begrebet mean world-syndrome som en konsekvens af langvarig eksponering for f.eks. negative nyheder og en deraf afledt kognitiv dysfunktion i at tro på muligheder for forbedring. Jeg kan sommetider blive bekymret over pædagogikken i denne slags. Til sammenligning med Tobias Rahims italesættelse af en verden, man ønsker at leve i, som noget konkret og allerede indtruffet, mangler værker, som det jeg her strejfer, et eksempel til efterlevelse. Hvordan kan vi udleve en forandring? Fremfor blot at samle brændstof til protest.
Ask the Oracle og tak for i år
Efter denne strejfning af klimakampens front strejfer jeg lidt rundt og kommer til at tage en seriøs slapper med nogle venner. I bedste festival-ånd introducerer de mig for noget, der hedder æblekageshots, ligesom jeg ellers var på vej til Platform-scenen for at se Sofie Birch udfolde ambiente musikalske collager. Beklager, den missede jeg altså. Til gengæld har jeg en klistret fornemmelse i halsen og en let animeret stemning i blodet, da jeg får løsrevet mig hyggen for at se det næste på Platform. Her opfører Angel Wei, Eliyah Mesayer og Stine Victoria nemlig deres til anledningen skabte performance Ask the Oracle, som jeg tidligere har teaset for her på P/A. Og på en måde fungerer min klistersøde beruselse ret godt med værket. I en scenografi primært udgjort af røg, som fint simulerer de euforiserende dampe, Oraklet i Delfi efter sigende sad og inhalerede fra en sprække i Parnassusbjerget, oven på hvilket Apollons tempel var bygget, sidder oraklet.
Den kvindelige præst er i centrum for en seance, hvor der til radikal forskel fra de seneste 2000 års religiøse praksis ikke forkyndes, men lyttes.
Diagonalt overfor sidder Angel Wei på gulvet med en sampler og et keyboard og spiller rolige melodiske fragmenter over lyde af brus og stemmer, der hvisker “Asssssk the Oracle”. Der dufter af sød røgelse. Tre personer klædt i hvidt skænker vand op fra kander og går saligt smilende og myndigt rundt til publikum og tilbyder med en lille seddel, og hvad der ser ud til at være en lille personligt tilpasset hvisket samtale, muligheden for at spørge oraklet om noget. Ligesom de mere end 1000 år af oldtiden, hvor Oraklet i Delfi var et religiøst centrum, som folk valfartede til for at få svar på deres inderste længsler, er vi i denne performance i en anden tid. Den kvindelige præst er i centrum for en seance, hvor der til radikal forskel fra de seneste 2000 års religiøse praksis ikke forkyndes, men lyttes.
Én for én kommer et medlem af publikummet op til Oraklet midt på platfrom-scenen og bukker sig knælende ned for at hviske hende sit spørgsmål eller ønske. Hun lægger sin hånd på deres kind med et betryggende lille klap, og de forlader scenen. Det er på en måde noget ganske anderledes, der sker her, end den orange feeling, festivalen ellers ivrigt promoverer. Her er vi ikke smeltet sammen til ét korpus af selvforglemte kroppe, men derimod fremhæves enkelte, forskellige publikummer i en intim og fortrolig betroelse til Oraklet. Da det hele har stået på sådan i en god rum tid, vender de brusende lyde i overlægningsmusikken sig til sugende og mere intense flader. Et technobeat vokser frem af musikken, og hjælperne klædt i hvidt begynder at pakke seancen sammen, inden de til sidst løfter Oraklets slør og følger hende ud af scenen gennem publikum, der deler sig som en kløft i bjerget. Musikken stiger til en eufori, som publikum dansende lever med i, inden vi kort efter denne besynderlige oplevelse sammen med røgen fra platformen fordamper og siver videre ud på pladsen.
Her siver jeg også videre ud på pladsen og beslutter mig for at tjekke ud for i år, inden jeg spontant finder mig selv igen til den koncert af Loyle Carner, du kan læse om i del 1 af denne reportage. Tak for i år Roskilde, vi ses nok igen.
Dette var anden af to dele af Mathias Schønbergs reportage fra Roskilde Festival 2023. Her kan du læse del 1 og måske selv bedømme, hvorvidt festivalen fungerer som utopisk rum for forandring, som den siger, at den vil.
