Alba Liv – Klaverets storhed og fald
Alba Liv “Spider, wind, dog and fire and Somewhere above molded wood and rusted strings in a yellowed field of grass and crickets” (Forlaget Kornmod, 2020) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Alba Livs “Spider, wind, dog and fire and Somewhere above molded wood and rusted strings in a yellowed field of grass and crickets” er et album, der giver plads til nærhed. Til hverdagslyde, raslen og rumsteren.
I både centrum og periferien står klaveret som instrument på flere måder. For det første er de to eneste numre på albummet, der minder om deciderede sange, konstruerede omkring tunge, dybe klaveranslag, “The moon has dropped from the sky, a man goes hungry and all he’s got is beetles to eat” og “I am lost in this world”. Desuden optræder Alba Livs vokal også mumlende modvilligt på disse numre. På det første nummer, “Wind, spider, dog and fire”, går der længe, før klaverets toner træder frem, og de er ustemte, næsten-melodiske, mest bare anslag. Ellers fylder ekkoende slag og diverse eksempler på liv de tyve minutter ud: sultne fugleunger, menneskestemmer, hundegøen. På det fjerde nummer spiller Alba Liv på et ødelagt klaver (det vender jeg tilbage til). Det sidste nummer stikker helt ud ved at lyde som en færdig komposition bestående af klokke-/rørslag og en summende drone.
Man kunne sige, at albummet demonstrerer Alba Livs komplicerede forhold til klaveret.
Der er nogle aspekter ved denne udgivelse, som minder mig om canadiske Constellation; bl.a. de meget lange sangtitler, koblingerne mellem kunst og samfundskritik. Albummets tredje nummer, “I am lost in this world”, er skrevet og indspillet på Alba Livs første klaver, som hun først rigtig kunne spille på, da hun satte det ud på et græsareal ud til fjorden og levede med det i 20 timer. Et halvt år efter havde byfornyelsen bestemt, at arealet skulle ryddes, hvorfor klaveret i samme ombæring var blevet kørt over. Resterne af det kan man høre på det 15 minutter lange “I imagine the sound of heavy machinery as it crashes into the piano I set out in a overgrown field overlooking the sea, where I wrote and recorded my first song”.
Er det interessant at høre nogen kaste rundt med resterne af et klaver i et kvarter? Ja, hvorfor ikke? Måske ikke mange gange, men det har nogle klangmuligheder, som ikke er blevet optaget så ofte, og enhver kasten-rundt-med-klaver-rester må i sagens natur være en unik improvisation.
Måske skulle musikken ikke engang være blevet fanget på kassettebånd, som er albummets eneste fysiske format. I hvert fald ikke på digitale lydfiler, som er den version af Alba Livs musik, jeg har lyttet til her. Musik har altid haft en flygtig natur, den spilles live, nu og her, og er så væk, og det er kun teknologien og menneskets ubændige trang til at fastholde og bevare, der gør, at vi har milliarder af optagelser af al mulig musik lige fra Louis Armstrong til Billie Eilish. De fastholder det flygtige. Om indspilningen så har fanget et særligt øjeblik eller ej.
Alba Livs album forholder sig til den flygtighed. Der er næppe nogle af numrene, der er indspillet to gange, det lyder ikke sådan, og på en måde ville det passe musikkens idé bedst, hvis båndet opløste sig selv, mens det blev afspillet.
“Spider, wind, dog and fire and Somewhere above molded wood and rusted strings in a yellow field of grass and crickets” udkom i februar på kassettebånd og digitalt på Forlaget Kornmod.
