Allah-Las – Genlydens dumpe, forvirrede klang
Af Andreas Melchior
Allah-Las er lyden af Arthur Lee og Bryan Maclean fra Love, der ryger dope i solskinnet, mens de lufter deres hunde i Los Angeles, 1965. Den californiske kvartets adspredte kompositioner bades i ringlende 12-strenget guitar, der sender paisleymønstrede vibrationer af sted. En skærende fjederrumklang hvæsser Allah-Las’ utidige pigtråd, som borer sig ind i rygraden med isnende effekt. Den distancerede vokal låner Van Morrisons maniske snerren fra Them’s Mystic Eyes. Fra bunden af lydbilledet vokser de dundrende trommer, som komplementeres af den dumpe lyd fra Bill Wymans Vox Teardrop-bas.
På den selvbetitlede debut-LP, ude nu på Innovative Leisure, haster det ikke mere, end det jager. Tværtimod har Allah-Las forstået, at vildskab er noget, der ligger i tilgang og attitude, ikke i at spille så hurtigt eller distorted som muligt. Besætningens mutte teenbeat er forvist til at blive fremført bag high school-festsalens støvede scenetæppe, mens det stadig er trukket for. Det faretruende skal således lokaliseres i det uvedkommende og fraværende, som angiveligt ikke har noget udestående med nogen.
Intet andet end henslængte dage, der udfyldes af ubekymrede dagdrømmerier om at ligge tilbagelænet i græsset og kigge på omskiftelige skyformationer. Så doven, at man ikke orker at vende 45’eren fra rejsegrammofonen, men blot spiller den samme side igen og igen. Øjne, der misser i det uklare solskin, hvor de omkringværenes identitet bliver uvæsentlig, idet de kun anes som skikkelser. Ligeså forsvinder objekternes formål og særpræg i deres slørede omrids. Spær øjne og ører op og lad Allah-Las bringe noget orange solskin ind i dit liv.
Info: Allah-Las tager lige straks på Europatour, men kommer ikke forbi Danmark. Næst’ år?
