Alle – Mellem modenhed og barnlighed, kundskab og intuition (interview)
Af Emil Grarup
Jeg vil begynde dette interview ved at lægge mig fladt ned og indrømme, at Natal Zaks’ (Central, Palta, Mitro, Maizena m.fl.) seneste udgivelse som Alle, ”Alletiders”, er et af de bedste albums, jeg har lyttet til i år.
Produktionen er suveræn: Han formår fuldstændigt ubesværet at pendulere mellem børne-tv-jingles (”Formiddagens Sang”), dub-eksperimenter (”Alles dubhjørne”) og g-funk-kompositioner (”De rigtige ting”) på en måde, der forekommer både sammenhængende og overraskende. Teksterne demonstrerer en særlig kapacitet til at udtrykke komplekse følelser på en simpel måde og dyrker barnligheden som et æstetisk virkemiddel på en måde, der hverken virker påtaget eller reducerende: På en måde lyder ”Alletiders” som en tænkt samling af de bedste sange, der nogensinde kunne være skrevet til MGP; børnenes, vel at mærke.
Af disse grunde har jeg taget kontakt til Zaks for at høre mere om hans inspirationskilder, arbejdsproces og stilistiske og tematiske valg.
P/A: Hvad betyder lokalmiljøet (labels, arrangementer, spillesteder) i Århus for dig?
N: Ud over at det selvfølgelig er enormt vigtigt at have venner, som man kan dele sin interesse med, så har jeg stor tålmodighed med – og ambition for – miljøet i Århus. Jeg oplever en åbenhed og venlighed i den del af miljøet, jeg er kommet i, som afgørende for, at jeg (og min opfattelse er, at det også gælder for de andre i mit crew) fortsat putter tid og energi i at bidrage. Jeg har oplevelsen af, at initiativer bliver værdsat, og at der bliver givet igen i en rimelig grad, selvom der ikke er tale om en stor scene. Kort sagt interesserer storby-miljøer mig ikke så meget, og Århus fungerer i min optik sundt på tværs af alder og interesse.
P/A: Hvad driver dig til at lave musik?
N: Det er et godt spørgsmål. Jeg tror ikke, at jeg kan komme med et entydigt svar, men det første, der slår mig, er, at jeg synes, det er sjovt. Det er en aktivitet, som konstant er en smule udfordrende og en smule spændende. Med årene er hovedpinerne langsomt fortaget, og jeg føler mig god til det. Så jeg elsker at kaste mig over nye retninger og udvide min horisont. Jeg kan også mærke, at respons fra min omverden selvsagt bidrager til oplevelsen af at dele musikken, men det har længe været en udfordring at holde omverdenens indflydelse minimal, da jeg gerne ser mig selv fri fra sporadiske synsninger, lyttertal og generelt forsøger at undgå at komme ind i hovedet på mine lyttere. Hvis musikken rammer mig, må den antageligvis også ramme en håndfuld andre.
P/A: Kan du knytte nogle ord til din arbejdsproces under udarbejdelsen af”Alletiders”?
N: Processen startede i Tel Aviv sidste år og har strukket sig pletvist ud over et år. Jeg arbejder normalt på den måde, at jeg hopper fra musik til musik, alt efter hvad jeg har lyst til, og forsøger at undgå at bestemme mig på forhånd om, hvad tingene skal blive til ift. udgivelser. Tingene kommer, når de kommer, og afsluttes, når der er et momentum eller en anledning. Men Alle-projektet havde umiddelbart mere betydning for mig, og jeg havde længe været lidt intimideret af det momentum, jeg havde omkring tilblivelsen af det første album. Men en dag kom energien, og jeg tænkte “Nu rykker jeg på det, og hvis det bliver dårligt, så holder jeg det for mig selv.”
At holde gejsten oppe var vigtigere for mig end at vurdere kvaliteten løbende, så 7-9 af sangene blev skitseret temmelig hurtigt. Dertil samlede jeg nogle gamle sange, som lå ufærdige tilbage fra det første album, og en enkelt fra teenageårene (“Smiler mens…”, som er skrevet på engelsk med min ven Mads Buhl).
Afrunding/kuratering var en længere proces, da tingene skulle strammes op og vurderes mere nøje. Det var en temmelig ensom proces, men med korte, dog vigtige, inputs af både musisk karakter (Jakob de Place på perc, Weekend Girl på vokal) og i form af lytteoplevelser og feedback fra mine nærmeste.
P/A: Hvilke ligheder og forskelle ser du mellem ”Dine Pæne Øjne” (2017) og dit nye album? Tænker du, at der er en bestemt udvikling at spore?
N: Som en god veninde kommenterede tidligt i processen: “Den første var en slags børneplade, denne her lyder som en ungdomsplade.” Jeg tror, at den primære forskel er, at jeg ved det første album faktisk ikke anede, hvad jeg lavede, eller hvad det skulle blive til, og ved denne her prøvede at glemme det. Der er helt klart stadig en vekselvirkning mellem modenhed og barnlighed, kundskab og intuition, og jeg tror også, at mine holdninger til musik kan spores gennem begge plader: Jeg kan godt lide, når (pop-) musik er humoristisk, uhøjtidelig, amatøristisk og uforudsigelig. Og når man kan mærke, at vinding og risici hænger sammen. Og at det ikke nytter noget at forsøge at kontrollere, hvad folk tænker. Desuden er produktionerne mere “uddybede”, polerede til tider, og der er mere tekst. Om det er en god ting, er vel op til den enkelte.
P/A: Kan du pege på nogle specifikke kunstnere og værker, der har inspireret dig i arbejdet med ”Alletiders”? Her menes både i forhold til produktion og lyrik.
N: Musikalske referencer er enormt afgørende for dette projekt, og derfor forsøgte jeg at lave mange hurtige skitser i ånden af forskellige tidslommer, som fascinerede mig. Referencerne er nogle gange på detaljeplan (produktionen eller lydvalg), andre gange i meget store penselstrøg (stilistiske eller temperamentsmæssige). Men lidt navne i vilkårlig rækkefølge: H. Hosono, Velvet Underground, Brigitte Fontaine, Arthur Russell, Dr. John (specifikt “Gris Gris”-albummet), DAF (og Conny Plank-produktioner generelt), Durutti Column, Ariel Pink og John Maus. Og så en forlængelse af inspirationerne fra første album, som var mere boogie og synthpop. Ikke den dybe tallerken, men alt fra det konkrete til det abstrakte: fra dancehall-introer (“Du gir mig…”) hen over mix af lilletrommer og til minder om at se introen til et program, man glæder sig til at se (“Formiddagens sang”).
P/A: Dine albums som Alle er de eneste to udgivelser på Olea Recordings. Ligger der nogle særlige overvejelser bag valget om ikke at udgive Alle-projektet på dit (og din bror Miláns) andet selskab, Help Recordings? Hvordan tænker du, at Alle-projektet adskiller sig fra arbejdet under dine andre pseudonymer (Palta, Central m.fl.)?
N: Jeg ville gerne, at Alle-projektet skulle eksponeres anderledes end mine andre projekter. Det måtte gerne være musik, som lyttere måtte grave lidt efter, og som havde sit eget selvstændige liv uden om min anden musik. Det kan jo ikke lade sig gøre til fulde, men Olea er et forsøg på at lave en relativt isoleret kontekst uden for mange associationer. Jeg er ikke sikker på, at det her giver mening – men Alle er noget ret forskelligt fra resten af vores musik, synes jeg. Projektet her er en blottelse. Musikken er mere direkte personlig og hviler ikke i samme grad på en genres fundament og konventioner. For at nævne nogle eksempler er Central mere funktionalistisk, og Palta/Mitro er mere abstrakte og kommunikerer på nogle helt andre parametre, vil jeg mene. Måske er det et spørgsmål om generalisten vs. specialisten i mig.
P/A: Det forekommer mig, at barnlighed fylder en del på ”Alletiders”. Både som noget, der manifesterer sig motivisk som på f.eks.”Dansedrengen” og ”Boris han gemmer sig”, men samtidig som noget, der eksisterer sedimentært i den ærlighed, ømhed og simplicitet, der karakteriserer dine tekster. Hvad tænker du om det?
N: Det er en rigtig god pointe, barnlighed er centrum for projektet. Jeg er ikke den store tekstforfatter eller digter. Men jeg forsøger at fange en spontanitet og ærlighed med tekster, som omfavner klichéer og banaliteter. Mange af de kvaliteter, som jeg ser, barnligheden har, bliver i min optik ofte nedprioriteret i musik, på trods af at de er enormt relatérbare for de fleste. At sige tingene, som de er, som man oplever dem, uden at gøre det mere kompliceret end nødvendigt. Det er en kontrast til den lige så vigtige modpol, som trives godt i musik, “poesien”, om man vil, som jeg ikke mestrer. Jeg forstår godt, hvis teksterne ikke er alles kop te, men jeg synes ikke, at de er dumme. De er måske sjove eller lidt for “tæt på”. De handler om kærligheden, som jeg har erfaret den, og om det mystiske (“Boris…”), det ubekymrede (“Dansedrengen”), om de overvældende øjeblikke og de mindeværdige af slagsen.
P/A: Forelskelse, dans og leg er en række andre temaer, der synes at være gennemgående på dit nye album. Er der en specifik grund til, at du særligt kredser om disse fænomener?
N: Jeg synes, at førstnævnte, ud over at være et slidstærkt emne, er et emne, som er rart at sætte ord på. Det er det korte svar; at det føles godt at beskrive de situationer.
Hvis jeg skal reflektere lidt over valget set i bakspejlet, så portrætteres emnet til tider temmelig ensformigt i musik. Jeg vil nødig formulere en kritik i så generel en forstand, og jeg kommer her nok til at lyde lidt firkantet, men altså: Han/hun er fantastisk, smuk, og følelser hældes i hovedet på lytteren dagligt. Man fortæller, at man har det sådan her og sådan der. Jeg kan godt se, at det lyder latterliggørende, og at det ikke er helt fair, fordi det kan sgu også noget! Sangskrivere kan lave flotte billeder, sætte tanker i gang og ramme os i maven. Men når jeg sidder og kigger på kærlighedsteksterne på albummet, synes de mig at skildre nogle andre sider af emnet på en anden måde. Sider, som jeg ikke så overraskende kender ret godt. De er et forsøg på at være nede på jorden og fortælle om det at være genert, malplaceret, usikker og andre gange glad. Og så er det jo i sidste ende lytteren, som må afgøre, om disse tekster også kan noget.
Dans er fedt – ofte portrætteret på en lidt uinspirerende, selvreferentiel, men ret funktionel måde. Så dans har lidt en anden rolle på “Alletiders”.
Måske lyder jeg som en hat, men nogle gange får jeg oplevelsen af, at megen musik ser sig selv udefra og gerne vil være sej. Hvilket er lidt usejt. Og så fremstår det måske usejt netop for at være sejt. Trættende – det hele kommer op i hovedet, og det gider jeg ikke bruge mere energi på. Men nogle gange er man bare ikke sej; så leger man og er uspeciel, og det synes jeg også fortjener sange.
P/A: Hvad håber du, at lytteren tager med sig fra ”Alletiders”? Har du et eller flere budskaber, du håber at kunne viderebringe?
N: Det er svært at sige, jeg har ikke tænkt så mange ting ind i musikken, selvom jeg snakker meget her. Forhåbentlig er det forskelligt fra lytter til lytter, hvad de tager med.
Måske man kan høre at albummet var rigtig sjovt at lave; at musikken på “Alletiders” opleves som løsrevet og fri, fordi det er sådan, jeg har ment den. Måske et budskab om – eller en følelse af – diversitet og spontanitet.
Et budskab, som jeg generelt har for øje i musikken, og ikke mindst i måden, den kommunikeres ud i verden på, handler om fejlbarlighed. Det er en lang snak, men min oplevelse er, at megen (ikke al) musik bliver ensartet i udtryk, attitude og ikke mindst ambition. Jeg kunne nævne talrige eksempler på det modsatte, men hvis jeg rent faktisk skal vove at sige noget her, så synes jeg, at forstillelse ubevidst er blevet for afgørende i den brede musikhorisont. Musikere falder ned i riller af usynlige “normaler” og heri opstår en ærgerlig strømlining, der er trættende i længden.
I både musikalsk og menneskelig forstand må fejlbarlighed, dynamik, kom-ned-derfra-ness og øjenhøjde gerne fylde lidt mere, så det prøver jeg på at leve op til.
Info: ”Alletiders” udkom d. 8. maj på Olea Records.
