Arpanet – En åndelig impuls i en teknologisk dystopi
Af Nils Bloch
I weekenden gæster den Detroit-baserede technoproducer Gerald Donald byen under aliasset Arpanet, når den københavnske festival Festival of Endless Gratitude løber af stablen. Gerald Donald er en af nøglepersonerne i den bølge af techno, der op gennem 1990’erne cementerede Detroits position som musikalsk centrum. Han er primært kendt fra sit arbejde i projekterne Drexciya, Dopplereffekt, Underground Resistance og altså Arpanet, der – i hvert fald på papiret – er et soloprojekt.
Arpanet har siden 2002 rumsteret med en stribe udgivelser, der alle bærer præg af et formsprog hentet fra den digitale virkelighed og videnskabens verden, hvor stramme rytmiske strukturer draperes i svævende synthflader og mekaniske vokaler.
Detroit som formsprog og incitament
Når man taler om Arpanet og Gerald Donald, er Detroit umulig at komme uden om. Både i kraft af den musikalske tradition og de socioøkonomiske rammer, byen sætter for en afroamerikansk musiker, er Detroit en integral del af Donalds lydunivers. At Detroit har haft en konkret formalistisk indflydelse på et projekt som Arpanet, er svært at fornægte, for der synes at være en åbenlys forbindelse mellem interessen for trommemaskiner og synthesizers og den store bilindustri, som Detroit er både baseret på og offer for. En by befolket af mennesker, der netop arbejder med maskiner, og som indgik som udskiftelige komponenter i et stort billede. Dialektikken mellem menneske og maskine synes at omringe Arpanets lydunivers, ligegyldigt hvordan man angriber det, og man skal ikke være synderligt velbevandret i Arpanets musikalske univers for at identificere en vis samlebåndsæstetik, en slags musikalsk krystallisering af fabrikkernes uendelige hjerteslag.
Men måske mere interessant er Detroits indflydelse, når man kigger nærmere på, hvorfor den blomstrende bilindustri skal omtales i datid; for Detroit har siden 1970’erne oplevet en recession og en kollaps af samme industri, der har drevet byen ud i økonomisk ruin med store sociale problemer til følge. Med sine skarpt demarkerede race- og klasseskel (ikke mindst symboliseret ved optøjerne i 1967) sætter bilindustriens faldne stormagt scenen for Donalds musik, der i dette lys kan må opfattes som en oprørsk musik, der samtidig modarbejder og indoptager postindustrialismens apokalyptiske virkelighed. Byens raceoptøjer driver som en understrøm gennem Gerald Donalds verden og måske mest tydeligt i et af hans tidligste projekter, Drexciya, hvor han sammen med James Stinson – frem til dennes død i 2002 – kultiverede en både innovativ og historiebevidst samfundskritik med 808-trommemaskinens mekaniske rytmer som fundament.
Drexciyas univers var centreret omkring en afrofuturistisk myte – fortalt musikalsk og i titler og albumcovers – om en undersøisk race ved navn drexciyans, der levede i et højteknologisk verdensomspændende samfund. Disse væsener var efterkommere af de gravide afrikanske kvinder, der under den transatlantiske slavehandel blev smidt over bord, som var de defekte varer. En måde at opfatte et sådant konceptuelt narrativ er som en art kunstnerisk hævn. Musikken fremmaner et genfærd, der hjemsøger USA i et formsprog, der emulerer selv samme industriapparat, som har gjort landet rigt, men som økonomisk kan siges at være baseret på slaveri og siden hen på en fortsat grov udbytning af landets arbejdende klasser. At benytte sig af et parallelunivers, på trods af dets fantasirige karakter, bliver ligeledes en social kommentar til et splittet samfund, hvor den afroamerikanske kultur eksisterer sideløbende med den dominerende hvide kultur, nærmest uden berøringsflader. Dermed er Drexciyas musik både en dystopisk fortælling om fremmedgørelse, men indeholder i lige så høj grad også en utopisk og styrkende dimension, der kan tolkes som en bemyndigende drøm om udfrielse og anerkendelse.
Når man således kigger på Donalds musik i lyset af det samfund, det er skabt i, har også den bevidste anonymisering af ham selv som kunstner – et centralt greb i alle Donalds projekter – en social komponent, der er svær at se bort fra. For om end anonymiteten er et decideret credo for Detroits technoscene, er denne ikke ”blot” en bevidst antikommercialisering af musikken, men en del af det kunstneriske formsprog ved at emulere borgerrettighedskampenes anonyme vrede. Det er en anonym energi, der rejser sig fra det tidligere industrielle centrum Detroit. Det er ikke individuelle kunstnere, der høres; det er en races og en generations frustrationer, der blev lagt på vinyl. Hermed ofres det hvide Amerikas heltedyrkelse til fordel for en anonym samlet front, der har mere at gøre med raceoptøjernes ansigtsløse eufori end med traditionel musikhistorisk geniophøjelse.
Cyborgens åndelighed
Hos Arpanet tager Detroit et skridt længere ud i kulissen, men spøger fortsat, om end på en mere indirekte måde. For her er det ikke industriapparaternes åndedrag, men snarere teknologiens endeløse udvikling og menneskets rolle heri, der kommer i fokus. Med titler som ”Wireless Internet”, ”Lorentz Contraction” og ”P2101V” er det den digitale og videnskabelige verden, der spiller hovedrollen.
Selve navnet Arpanet er desuden løftet fra forkortelsen på navnet for den forløber for internettet – Advanced Research Projects Agency Network – der blev udviklet af det amerikanske militær i starten af 1960’erne. Det vidner om en stor teknologihistorisk bevidsthed, som på mange måder synes at danne basis for hele Donalds ouevre. I modsætning til Drexciyas fiktionsprægede univers kredser Arpanet altså om konkrete teknologiske virkeligheder og præges af referencer til og overvejelser over disses udvikling. Alligevel er det, som om de meget konkrete referencer antager en art fiktionelt skær ved at blive forhandlet i musikken. Det er, som om virkeligheden bliver mytologiseret; som om teknologien bliver billede og metafor på trods af dets faktiske eksistens. En mytologisering, der gør vores faktiske virkelighed til fortælling, til sci-fi, til fantasi, og som giver vores samfund et dystopisk skær. Når musikken stopper, har man følelsen af at vågne fra en drøm blot for at se, at mareridtet er virkeligt.
Det er interessant, fordi det udtrykker en spændingsfyldt relation mellem mennesket og maskinen. Mennesket er ikke tabt bag teknologien. Det er måske truet af den, men det er ikke overflødiggjort. Med Arpanet lader Donald mennesket komme til udtryk gennem maskinen, ikke på blot ved hjælp af den, og her kan der lokaliseres en art sammenbrud af den dualitet, der ofte opstilles mellem mennesket og dets teknologiske frembringelser. Musikken synes på én og samme tid at se det kolde og maskinelle i samtidens menneske og finde et hjerteslag i maskinen. For hvad kan være mere menneskeligt end at finde mening, skønhed og myte, hvor end man befinder sig? Man kunne driste sig til at sige, at Arpanet udtrykker en åndelig impuls i cyborgen.
Fællesmenneskelighed i teknologien
Ydermere er dette fokus på teknologi og videnskab interessant, fordi det er det objektives sprog, der bliver talt. Det er et sprog, hvori al singularitet og personlighed kan opløses i noget generelt og regelmæssigt. Her ser man, hvordan Donalds anti-persona spejler sig i teknologiens anonymiserende kræfter. Men er denne ansigtsløshed så et produkt af en dehumaniserende præmis i den digitale tidsalder? Eller er denne bevidste anonymitet også en måde at tage magten fra denne individualitetens disintegration? Musikken bliver en måde at optage det anonyme, at overtage styringen og derved tillade menneskeligheden at strømme igennem den. Men der er ikke tale om en bestemt menneskelighed. Der er tale om en fælles menneskelighed, der er opnået gennem maskinen, ikke på trods af den. Det repetitive og maskinelle i musikken bliver selve det middel, der kan transportere mennesket til et stadie, hvor en transcendens bliver mulig. En mellemmenneskelighed, der rummer et enormt utopisk potentiale, og som synes at rejse sig midt i den dystopiske realitet, der er vores postindustrielle virkelighed.
Fri- og fremmedgørelse går således hånd i hånd i Arpanets univers. ”She is now free (…) cyber independence was the objective” lyder det i ”Devoid of Wires”. På en bund af maskinelle beats, industrialismens spøgelser, er Arpanet en meditation over frigørelsen fra teknologien gennem teknologien, et lydbillede skabt af samklangen mellem dystopi og utopi.
Info: Arpanet spiller på Festival of Endless Gratitude lørdag den 17. september / natten til søndag klokken 00.30. (RSVP)
