Aske Zidore – Sanglærken forlader buret
Aske Zidore – “Lark Animations” (Dacapo, 2024) – Anmeldelse af Kristoffer Møllegaard
Sidste år havde jeg muligheden for at opleve komponist og musiker Aske Zidores ”Lærkeanimationer” opført live som en del af nu hedengangne Gong Tomorrows program. Jeg var dengang ikke just imponeret, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at mens ideen bag værket var interessant, så formåede slutresultatet ikke at fænge mig. Det glæder mig derfor at kunne konstatere, at værket fungerer langt bedre inden for de lytterammer, udgivelsen Lark Animations kan foranledige.
Til koncerten følte jeg, at mens opsætningen med de mange nodestativer arrangeret som en cirkel omkring violinisten Bettina Marie Ezaki (Halvcirkel, m.fl.) så spændende ud, så levede det musikalske slutprodukt ikke op til de forventninger, som netop denne interessante opsætning skabte. Dertil virkede det simpelthen for forudsigeligt i sin uforudsigelighed – hvor var den røde tråd? Hvad var det egentlig, Zidore ønskede at fortælle? Disse spørgsmål og mere til føler jeg, jeg nu har fået svar på med udgivelsen af værket i albumformat.
Opførelsen af ”Lærkeanimationer” foregår således, at en soloviolinist – i dette tilfælde igen Ezaki – er placeret i midten af en sluttet kreds bestående af tolv nodestativer med hver deres partiturer på. Violinisten spiller ud fra ét partitur ad gangen og føres rundt imellem dem via instruktioner anført på nodearket. På denne måde opstår en dans – ikke bare Ezakis cirkulære bevægelser, men også en dans mellem vidt forskellige kompositioner. Imiterede fuglefløjt afløses af hyggeligt pastorale passager, som afløses af melankolske melodier, der igen afløses af imiterede fuglekvidren. Det skaber dynamik og en uforudsigelig historiefortælling med plads til lytterens egen fantasi, og det fungerer virkelig godt i den kontekst, som albumformatet gør muligt: høretelefonerne på, døren ind til stuen er lukket, total stilhed bortset fra den svagt brusende gadestøj uden for vinduet. I sådanne omgivelser får lærken i Zidores værk lov til at sprede sine vinger.
“Jeg kan høre lærkens ensomme sang, dens forskellige kald, der alle optræder ubesvarede. Jeg kan høre morgengryet og aftensolen. Jeg kan høre skrattende, diskante overtoner, der for mit indre øre tager sig ud som et slettelandskabs hylende vind.“
I denne fokuserede lytteoplevelse kan jeg høre buens slidte hvæs, når den stryges over strengene. En gang imellem kan jeg endda høre de små bløde klik, det giver, når Ezakis fingre presser strengene ned i gribebrættet. I skiftet fra live-opførsel til indspilning mister man selvsagt det visuelle aspekt af violinistens dans inden for nodestativernes kreds, men til gengæld opnås for mit vedkommende en intimitet med musikken, som er langt dybere, end den var til den oprindelige værkopførsel tilbage i 2023, og som jeg ikke ville være foruden. Jeg kan høre lærkens ensomme sang, dens forskellige kald, der alle optræder ubesvarede. Jeg kan høre morgengryet og aftensolen. Jeg kan høre skrattende, diskante overtoner, der for mit indre øre tager sig ud som et slettelandskabs hylende vind. Lange og korte brudstykker af melodier, der væver sig ind mellem de imiterede reallyde og skaber en helhed, der besnærer med den måde, de på mystisk vis antyder et større narrativ uden nogensinde at løfte sløret fuldstændigt.
Der er en åbenlys metaforik omkring selve udgivelsen af Lark Animations. I albumformat forlader lærken, dvs. violinisten, sit bur af nodestativer. Publikum har mistet muligheden for at iagttage dansen i buret, men til gengæld er musikken blevet sat fri. Det var for mit vedkommende det, der skulle til, for at jeg kunne sætte ordentlig pris på værket. Frie fugle flyver bedst, og albummet er et virkelig godt eksempel på, hvor vigtig lyttekonteksten kan være for ens modtagelse. Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at give Lark Animations en chance til, for det står nu i min bevidsthed som et smukt, engagerende, højt- og lavtflyvende stykke kunst.
Info: “Lark Animations” er ude nu via Dacapo.
