Passive/Aggressive

Autopsia – Kroppens iscenesættelse (reportage)

Feature February 5 2017, af passive/aggressive NiklasAdrianVindelev_Autopsia-l_Brynje_SomaAndLil_BodySculptures1

Livereportage fra Autopsia: Body Sculptures / Soma & Lil / Brynje 28. januar af Nils Bloch-Sørensen. Fotos Niklas Adrian Vindelev.

Jazzhouse var imponerende velbesøgt, da spillestedet lørdag d. 28. januar dannede ramme om den første i en række af fire aftener, stykket sammen af den nye kuratorduo Autopsia, bestående af Klara Utke Acs og Cecilie Jørck. Med en offentlig målsætning om at undersøge grænserne for videodokumentationen som medie var det som forventeligt en aften i selskab med kulturparnasset i de højtsvævende refleksioners tegn.

Den noget andægtige stemning til trods var arrangementet dog overordnet set vellykket.

De Autopsia-kuraterede events er skåret over en simpel, men for det meste ganske virkningsfuld, formel: videodokumentation af koreografi- og danseperformances tilsat musikalske fortolkninger opført live. Denne aften var det brødrene Asger og Holger Hartvig i deres Brynje-inkarnation, cellisterne Soma og Lil samt kvintetten Body Sculptures, der spillede op til dans.

Som kunsthistoriker er det nødvendigt for mig at påpege aftenens kompetente kuratering (ellers smider de mig ud af a-kassen), der fint indkransede det ellers meget sammensatte program og den noget buzzword-tunge programtekst. Selv om det ikke er den dybeste tallerken at finde frem fra skuffen rent tematisk – kroppen som byggeklods for kulturelle og politiske konstruktioner – var aftenen et relevant indspark i denne debat og bød på et bredt udsnit af positioner og kunstneriske praksisser relateret hertil. Værkerne komplementerede og informerede hinanden ganske begavet i deres overlappende refleksioner over kroppen som kønskonstruktion, skønhedsideal og kunst på en måde, der gav dem mere tyngde, end hvis de havde stået for sig selv.

Brynje stod for aftenens første indslag som akkompagnement til den Berlin-baserede koreograf Margrét Sara Guðjónsdóttirs videoværk ”Blind Spotting”. Udrustet med saxofon, pauker, triangel og et backtrack med synthflader var Brynjes lavmælte improvisationer en flot understregning af videoens stille refleksioner over skyggesiderne ved den performativt konstruerede identitets frihed.

Brødrenes fremtoning bar som vanligt præg af manierede kropspositurer, og Asger Hartvigs rygvendte figur spillede fint op imod videoens kroppe, der langsomt, med udmattelse og angst malet i ansigterne, bevægede sig over skærmen.  Dermed blev Brynjes optræden integreret i videoens koreografi på en måde, der retfærdiggjorde konstellationen som mere end en fiks tværmedial idé.

Musikken var, med hensyn til valg af instrumenter, en naturlig forlængelse af Brynjes udgivelser, men det organiske i improvisationen stod omvendt i skarp kontrast til indspilningernes fragmenterede og legesyge copy/paste-æstetik. Særligt saxofonen gav et menneskeligt nærvær, der syntes at trække tråde tilbage til brødrenes eskapader på de tidlige Synd og Skam-udgivelser.

NiklasAdrianVindelev_Autopsia-l_Brynje_SomaAndLil_BodySculptures8

Anden runde indeholdt en flot og underspillet musikalsk komponent i form af Soma og Lils cellodroner. Den tilhørende video – en dokumentation af Contemporary Cruisings performance ”Complete Body” – var på én og samme tid aftenens mest surrealistiske og mest lettilgængelige: Tre bodybuildere går langsomt omkring en indendørs pool. De skiftevis lægger sig, spankulerer og poserer. Langs væggen står publikum og tager billeder; blandt dem en række mandlige fotomodeller iklædt skjorter med motiver (bl.a. Jesus på korset).

Som en slags melankolsk freakshow stod værket som en farverigt ubehagelig refleksion over ydre skønhed som objekt, konstruktion og ideal, men var samtidig også en påpegning af skønhedens potentielle hulhed og dens evne til dehumanisering og vareliggørelse.

Denne hulhed fandt genklang i celloernes abstrakte flader, der langsomt og umærkeligt styrkede publikums oplevelse af billederne, ved at spejle det kerneløse i kroppene på skærmen. De efterhånden erfarne musikeres toner havde mindre end aftenens øvrige performances karakter af selvstændig optræden og mere af soundtrack.

NiklasAdrianVindelev_Autopsia-l_Brynje_SomaAndLil_BodySculptures12

Omvendt havde Body Sculptures’ afsluttende performance langt mere klang af koncert.

Til billederne af Jon R. Skulberg og Juli Apponens performance ”Everything Ends With Flowers” overtog det Posh Isolation-forankrede foretagende rummet med en signifikant mængde decibel og attitude. Koncerten, der markerede Body Sculptures’ første københavnske optræden, var en radikal afvigelse fra sidste års album, “A Body Turns to Eden”, der var langt mere afdæmpet.

Og hvor pladen udspiller sig på maskinernes præmisser, var det den optrædende krop, der var i centrum denne aften. Det høje lydniveau og de optrædendes anstrengte skrig spillede godt sammen med ”Everything Ends With Flowers”’ fokus på kroppens begrænsninger – et produkt af komplikationer i forbindelse med Apponens kønsskifteoperation.

Musikkens impotente raseri stod i skarp kontrast til aftenens tidligere optrædener og afsøgte dermed en anden dimension af aftenens samlede fokus, hvilket netop var styrken ved Autopsias event: De fik det modsatrettede til at samarbejde frem for at frastøde, hvilket gjorde de indbyrdes kontraster mellem de forskellige performances ganske frugtbare.

Info: Læs mere om Autopsia på www.autopsia.media.