Passive/Aggressive

Transparent Dog – Stilsikre kammermelodier og autotunede skriftemål

Kritik September 15 2018

IMG_1591-Copy_result-768x572

Transparent Dog “Sending” (Visage, 2018) – anmeldelse af Emil Grarup

Det København-baserede pladeselskab Visages bagkatalog tæller navne som First Flush, Synd og Skam, Mads Rubin, Värmland-forsamlingen af 2016, Ydegirl, Bankerot, Worldbuilding, Watermark, Brynje, Assembler m.fl. Fælles for mange af disse musikere, hvoraf nogle optræder adskillige gange i diverse konstellationer igennem dette bagkatalog, er, at de næsten alle har et eller andet forhold til det hedengangne svendborgensiske/odenseanske kollektiv Af Med Hovedet.
Om Kristoffer Fredholm, der tidligere har udgivet albummet “Symphony OK Man” (2017) på Visage, også er fra Fyn, skal jeg ikke kunne sige. Ikke desto mindre har han udgivet sit andet album på Visage, denne gang under aliaset Transparent Dog. Albummet kom i midten af august og har fået titlen “Sending”.

Hvis man har dykket sig en smule ned i det førnævnte bagkatalog, kommer det lydbillede, Kristoffer Fredholm har tegnet op på “Sending”, dog ikke som nogen stor overraskelse.
Der kan nemlig trækkes klare tråde både til den lyd, som First Flush dyrker på albummet “Min Erindring”, og til Synd og Skams “Billeder af Mesa” og “Sidste Fantasi” (begge 2015).

Det spændende ved “Sending” er imidlertid, at trådene ikke bare begrænser sig til First Flush og Synd Skams avantgarde-sentimentalistiske fusion af autotunet hiphop og art-rock, men også kan drages til den højstemt melankolske kammer- og folkemusik, som fx. Värmland-forsamlingen af 2016, Asger Valentin og Brynje (til dels Bankerot og Asger Hartvigs kammerensemble, Boli Group) er eksponenter for. På den måde kan man tænke “Sending” som en slags udtræk af miljøet omkring Visage. Om den metafor skal forstås positivt eller negativt, kommer meget an på det enkelte nummer.

Dette møde mellem det sentimentale og eksperimenterende progressive rock og den højstemte, analoge kammermusik er nemlig (undskyld den far-agtige formulering) en ret sprængfarlig cocktail, forstået således, at den på den ene side kan virke intenst rørende og på den anden side kan kamme over i pastiche. Hvilket i min optik afhænger meget af, hvordan Fredholm balancerer de forskellige virkemidler, han har til rådighed.

Jeg synes gennemgående, at hans take på den instrumentale kammermusik er velfungerende, fordi måden, han modificerer det klassiske på, er så subtil. Eksempler kunne være det elegant klaverbårne nummer “Ihotawoil”, hvor han lader en utroligt luftig og metallisk-lydende fløjte ligge over klaveret; en fløjte, hvis koleriske intensitet stjæler mere og mere af opmærksomhed igennem nummeret. Eller på det exceptionelle åbningsnummer, “Komi”, hvor en skærende, elektrisk guitar midt i forløbet får lov til at spille melodistemme foran stryger, fløjte og klaver.

De instrumentale numre besidder for mig en særligt betagende tristesse, som jeg forbinder med kunstoplevelser, der er så indtagende, at de nærmest udvisker al tankevirksomhed hos lytteren og bare efterlader hovedet som en skal, et tomt rum, der kan fyldes op med ren følelse. Meget imponerende.

Problemet for mig opstår på de mere vokalbårne numre, simpelthen fordi jeg synes, det bliver pastiche. Bekendende tekster om sjælekvaler og kærlighedssorger (som “I Find It Hard To Believe” og “Camera”) bliver hverken mere originale eller vedkommende af, at de filtreres gennem en vocoder. Enkelte numre med vokal, “Everyday Life” og “Yes”, fungerer bedre, fordi de ikke er så teatralske som de førnævnte.

Jeg tror, det handler om, at jeg simpelthen ikke kan afkode, hvorvidt teksterne er seriøse eller ironiske. Hvilket eksempelvis aldrig har været et problem for mig hos hverken Synd og Skam eller på de tidlige First Flush-albums. Ikke fordi teksterne er mindre pastiche-agtige på disse albums, men fordi de dyrker en pastiche, der enten er mere simpel og ligefrem eller radikalt over-the-top, på en måde, så man ikke kan være i tvivl om, at de mener det alvorligt.

Hvilket er en skam, da det er egentlig er den eneste anke, jeg har i forhold til “Sending”. Albummets mange instrumentalarrangenter er både alsidige, stilsikre og vidunderligt syrede på en smuk og underspillet måde, jeg ikke har oplevet mange andre steder i det danske musiklandskab. Derfor glæder jeg mig også til at lytte til Fredholms næste udspil. Det må hjertens gerne komme snart.

Info: “Sending” udkom digitalt på Visage d. 16. august 2018.