Passive/Aggressive

Synd og Skam – Hvirvlet rundt i forvirring og pseudo-sproglige spiraler

Feature June 2 2015 SSpiano

Af Bisse – foto: Niklas Adrian Vindelev & Gary Nored/Flickr

Nu har Informations Anna Ullman givet sin ambivalente anskuelse af Synd og Skams nye plade, ”Billeder af Mesa”, til kende og holder sig samtidig (sikkert pga. pladsmangel, deadline, andet i livet) fra at gå ind i en dybere kritik af den. Jeg er uenig i hendes tanker om albummet, og jeg synes, at pladen fortjener at blive diskuteret. Den råber på et længerevarende ophold. En opholden sig. Ikke nødvendigvis en udtrykken sig, men jeg er blevet forvirret og får lyst til at sætte ord på min forvirring.

“Billeder af Mesa” har altså forvirret mig. Det er sjældent, jeg bliver forvirret. Det virrer for mig. Forstår ikke, hvad jeg hører.
Sidst jeg blev forvirret, var sidste sommer, da Synd og Skam udgav “Føles ik som at falde” og måske begik musikdanmarks vildeste genreskift nogensinde. Men også det bedste genreskift. Det var så gennemført og stadig umiskendeligt SS. Inden da var det nok Scott Walkers ”The Drift”, der forvirrede mig sådan. Måske med Bill Callahans blokfløjteplade, “Dream River”, indimellem.
Der er jo så meget god musik derude, men det er sjældent, man bliver overrasket og dernæst forvirret: “Er det her godt eller dårligt?”, “snyder de mig?”, “snyder jeg mig selv?”, “hvad er musik?”, “hvem er jeg?”… sådan lyder forvirringens spørgsmål, tænker jeg.

Forvirringen er overraskelsens længerevarende tilstand: en overraskelse, der sætter sig i kroppen og bølger frem i stød. Stor kunst behøver ikke at være forvirrende eller obskur, men den skal undtage lytteren. Det skal være en undtagelsestilstand. Den skal netop få én, dig, ud over idéen om “hvad der er godt og dårligt”. Tilbage er kun, hvad er. Og så bliver det interessant.

SS ved godt, at de forvirrer. Men de forvirrer også sig selv. Det er en obskureringsstrategi. Det er en frivillig modig forvirring. En sand dans med uforstanden, irrationaliteten —> Musik.
Ind i mørket, ind i lyset, op i himlen, ned i afgrunden. “Højere luftlag frygter ik / højere luftlag viger ik”, som de synger på tracket “Xpand 22″. Og der udvides på det her album.

Et udvalg af “Billeder af Mesa”-teksterne er med på et print i vinyludgaven. Men teksterne er sat op i en anden rækkefølge end vinylens. Og én sang, ”Dagens komet” (en dejlig, laid back forårsballade), er trykt som tekst, men er ikke med på vinylen.

SS’s tekster er ekstremt forvirrede, men ikke på en dopet måde (som hos Pink Floyd eller sådan noget). Nej, mere som et menneske, der tænker og taler igennem Google Translate. Pludselig romantik: “… alle kærlighedens huldsalige lege”, men sat ind i en knækket syntaks: “ak, og alle kærlighedens huldsalige lege”. Der er ingen narrativer på albummet. Ingen historier i traditionel forstand. På bagsiden af vinyludgavens tekstark står der “NARRATIV / TEAM / REFLEKTION / NARRATIV”. Der er altså ingen narrativer, men måske kunne man kalde deres sange (eller måske rettere bare tracks), og hvad der sker i dem, for “reflektions-team-narrativer”? SS er som bekendt et kollektiv, og det kommer tydeligt til udtryk i de mangfoldige stemmer, der synger/råber/stønner/hvisker igennem værket.

Bemærk allerede, at mit sprog her endda er lidt påvirket af det forvirrede sprog, som SS bruger på “Billeder af Mesa”. Det er et nyt sprog. Ikke som Sivas – Sivas er mestendels brøndbyvesterslang – det er noget andet. SS praktiserer et internetsprog, et cybersprog, et Google-sprog på “Billeder af Mesa”, som jeg ikke har hørt før. Jeg googler mesa, for hvad er mesa? Hvem ved, hvad mesa er? Det ved SS godt, at ingen ved, og de ved nok også, at folk vil google mesa (hvad ved jeg). Jeg googler i hvert fald Mesa og finder ud af, at det er 1) en medicinpung i inkaernes kultur, 2) et bjerg med en flad top. På Google-siden er der også det typiske forslag: “Billeder af mesa”, hvor jeg så får en masse billeder af bjerge i verden med flade toppe. Mesa betyder bord på spansk, står der også. Billeder af mesa. “Billeder af Mesa”. Variationer af det samme. En mangfoldiggørelse af emnet. Hvad er Google? Hvad gør Google ved vores bevidsthed? Hvordan tænker og bevidner vi verden efter Google? Dét er også, hvad SS’s “Billeder af Mesa” på en svimlende måde får mig til at tænke over, fornemme, dvæle ved.

Foto: Gary Nored/Flickr

Jeg tænker også, at mesa-billedet (et bjerg med flad top) ligner en hårdt masteret musik, en clippet pølse af lyd, som “Billeder af Mesa” bl.a. også er. Men der er mange mesaer i verden, og de ligner ikke hinanden. Sådan varierer audiofilerne på “Billeder af Mesa” også i deres dynamiske billede.

SS’s sprog omfavner nu-verdenen. Mange engelske begreber flettes ind og får teksterne til at lyde som forvirrede profetier: “Prolife descend til heavy metal toner”. Tracket “Xpand 22″ kunne være en reference til en synthlyd i ProTools, men garanteret også en masse andre produkter – eller blot en leg/reference med/til produktkulturen (x- i stedet for ex-, reklameæstetikkens smartness og enkelhed). Hvad sker, når SS i den xtreme grad fletter verdens reklame- og internetsprog ind i deres danske syntakssprukne kærlighedssange? Der opstår et nyt sprog, et pseudosprog, et forvirret ikke-sprog, idet det egentlig ikke giver mening eller betyder noget. Men er der ikke mening, er der til gengæld en overflod af billeder, sanselighed og rumlighed: “Karmens vinplante meget antik følelse / røde legemlig pande med ting fra cloud city / lande metadata fylder alting mellem os / det stærke dagen og satser alt på det mens jeg taner”. Hvad betyder “taner”? Er det en slåfejl? Har det noget med “tan” at gøre? Er det en danskificering af en engelsk term? I don’t know. Men det er forvirrende og legesygt og smittende og musikalsk. Føler jeg.

“Billeder af Mesa” har altså sit eget underlige sprog. Men ve! Jeg har forbrudt mig og talt om en del af noget større, som for uden dette større ville være intet. SS’s sprog er musik, og musikken er et sprog.
På det ene af vinylens to vedlagte ark (et tekstark og et ark med credits og en serie powerpoint billeder) er der et billede af bandet, som står omkring et flygel. På bagsiden af vinylen er der et billede af et el-flygel. Og albummet har piano.
Jeg oplever faktisk, at SS genopfinder pianoet på denne plade. Eller genintroducerer pianoet i “musik”. Det er ikke et virtuost klaver eller hammeragtigt klaver a la Peter Gabriel. Det er ikke et Satie/Nils Frahm-stemningsfuldt klaver. Det lyder mest af alt af musikskoleklaveret!

Musikskolen er jo et sted for folk, der øver sig, og for mange nok et sted fyldt med dårlige koncertoplevelser og pinagtige sommerafslutninger. Hvad er musikskoleklaverets lyd? Det er en fersk lyd af et klaver. Det er treklange brudt op, men med underlige, infantile løb. I SS’s hænder bliver det blot et virkemiddel mod en total forvirring af popsmukhed. Ligesom deres stemmer også har noget musikskole over sig: hjælpeløse, indspillede i et first take. Men det er lige meget. De har autotune, når der skal rammes toner. Og når der ikke skal, forkyndes/bekendes der bare.

Det er så legende, så befriende at høre nogen lege med menneskestemmerne så ugenert. Ingen sanglærere vil kunne lære SS noget om stemmen i musikken, tænker jeg. SS har turdet tage autotunen op i en tid, hvor Kanye West havde patent på den. De udfordrede kongen og vandt kongeriget. Et eget kongerige. Autotune er, som guitaren var engang. Et værktøj, der blev misbrugt og i misbruget fandt sin plads.

Al denne legen med sproget, instrumenterne og stemmen forløses kun i denne skønne forvirring takket være en dygtig produktion. Onde beats, sitrende synthflader og store rum danner den nødvendige baggrund for ovennævnte. Stort og tungt og svimlende. Brynje 1 og 2 er vist brødrene Hartvig, som er en del af SS. De har også produceret ”Min Erindring” af First Flush. Musikdanmarks hotteste producerduo.

Midt i mesa-forvirringen opstår pludselig et nærvær i tracks som ”Vigen”, ”Vine 1” og ”Tag det ord tilbage”: “Har du nogensinde været forelsket før?”, “du alt for kostbar til at miste nu”, “dine øjne skinner mere, end du ku”. Andetsteds lyder det: “Hvordan ska jeg ku se på dig?”. Lige pludselig regner det med en enlig synthcello. Åh. “Billeder af Mesa” er også et værk om kærlighed, ulykkelig og lykkelig.

Jeg har følt, at albumformatet var dødt længe. Kanye Wests “Yeezus” var ligesom en begravelse, et album, der går i stykker, opløses. En brændt cd. De albums, jeg selv laver, er traditionelle rockalbums: formelt set døde (albums) med sange.
”Billeder af Mesa” er ikke et sådant album. Det indeholder tracks, ikke sange. Det er “team-reflektionsnarrativer”. Det er en ny form (for album, som derfor ikke kan være et album, men må være noget andet eller er i en transition mod noget andet). Denne nye form vil tiden tidsnok fylde ud og løfte op og hylde som det monument, den er for vores tid. Men det er ikke kun et billede på mennesket af 2015. “Billeder af Mesa” er også et løfte om en fremtid, som aldrig kommer. Et parallelunivers. En fantasiverden: Sådan kunne liv også have taget sig ud.

Jeg tror aldrig, jeg kommer til at forstå “Billeder af Mesa”. Jeg tror aldrig, jeg bliver færdig med det album. Jeg tror måske, at jeg kunne spille det på min dødsdag og smukt gå bort i forvisning om, at intet bundfælder sig endeligt, og at forvirringen aldrig ophører. At ingen ved, hvorfor vi er her. At livet er forunderligt. Og at det, som “Billeder af Mesa”, er smukt sådan.

Info: Bisse har tidligere på året udgivet albummet ”PMS” og spiller torsdag d. 4. juni dobbeltkoncert på 5e sammen med Spost.