En personlig anbefaling, der lynhurtigt blev en personlig besættelsen. Tremoro Tarantura har en slibrig tone, slørende melodier og instrumental minimalistisk drone progressiv post-nuværende-konventioner pondus. Det kunne være indkapslingen af et foranderligt, ekspanderende rum. En uigennemsigtig suppe af små organiske sandkorn. (Ok, nu er det vist liiige søgt/abstrakt nok). Motorpsycho møder Serena Maneesh. Navnet forestiller man sig som et ordspil på tremolo og tarantula, hvilket passer fint nok med kombinationen af guitaren og de der lidende monster-/dyre-/insekt-/igle-lyde, altså TTs hjemsøgte filmiske ...

Ford & Lopatin tog navneskifte efter den umulige, nørdede Games “That We Can Play”-ep. Inden da havde Daniel Lopatin ild i sit projekt under navnet Oneohtrix Point Never, et noget mere art-anerkendt buldrende, analogt, elektronisk, stressende droneprojekt; så det engelske musikblad Wire skriver om det. Man behøver ikke forstå, hvad Ford & Lopatin går ud på, måske. Det er surrealistiske hooks via samplede vokaler, cembalo, robotter og andre opklippede passager, mens melodien bliver spillet på elektriske guitar og et udvalg af ...

Dét, der startede som et venskab med Ron Schneiderman (Sunburned Hand Of The Man) i nordøst-usa i 2007, blev begyndelsen på Festival Of Endless Gratitude. Taknemmelig, fremsynet, undergrund, psych, new weird america, drone, freak med internationalt snit i KPH Volume (Enghavevej). I 2009 var Schneiderman visiting artist i Danmark, og i den samme periode blev festivalen grundlagt i Kbh. P/A anbefaler Festival Of Endless Gratitude fra den 15.-18. september (event). Festivalen er nonprofit-dedikeret; billetterne er billige (220 kr. for hele festivalen! ...

Suicide møder Elvis. Rumklang og en 50’er-60’er lyd. Der er konstante strejf af referencer til andre musikstykker gennem historien. “Horses” lyder som et Velvet Underground-nummer, “True Blue” indeholder brudstykker fra The Ronettes-nummeret “Be My Baby”, men efterlader Roy Orbisons aftryk. Fraseringerne i “Sweet 17” er ren Elvis. “A Hundred Highways” minder mig om, hvad er det nu, Supremes? Velkommen på passive aggressive fm.