Passive/Aggressive

Nyege Nyege Tapes – Lokal trance i internationale beats

Feature February 2 2018 unnamed-20.23.13

Introduktion  til Nyege Nyege Tapes af Morten Østergaard Rasmussen

2017 har været et år, hvor en lang række nye, spændende labels har set dagens lys, men ét, der især har fanget min opmærksomhed, er Nyege Nyege Tapes fra Uganda.

Nyege Nyege Tapes udspringer af Nyege Nyege Festival, som bliver afholdt hvert år i hovedstaden Kampala. Det unge label har siden januar 2017 udsendt i alt seks kassettebånd i små oplag, der rummer en bred vifte af forskellige kunstnere og genrer. Pladeselskabet beskriver på deres bandcamp sig selv som, “(…) a Kampala based label exploring, producing and releasing outsider music from around the region and beyond.”, men denne kortfattede beskrivelse siger egentlig ikke så meget om deres musikalske vision eller geografiske holdepunkt. På deres udgivelser kan derimod finde alt fra en soundtracket til en imaginær film, dancehall-inspireret, excentrisk rap fra Tanzania og musikoptagelser, der stammer fra både Uganda, Kenya og Athen.

Læs resten

Norelco Mori – Kassettebåndspodcast med transatlantiske forbindelser

Feature January 31 2018 NorelcoMori

Af Simon Christensen

Den Los Angeles-baserede musiksamler og musiker Ted James Butler har igennem fem år drevet podcastsserien Norelco Mori, der blandt andet sætter en ære i at opstøve og hylde kassettebåndet. Eller måske ikke kassettebåndet i sig selv, men lige så meget den kultur og æstetik, kassettebåndet er et symbol på – nemlig byttekulturen mellem labelejere og samlere, de små oplag, det personlige og det netværk, som man heraf opbygger. Der er også en ideologisk dimension i at opdage og lytte til ny musik på et langsomt medie, som Norelco Mori deler videre til sine lyttere på nonprofit basis på forskellige platforme.

Musikken er tilsyneladende ikke udvalgt ud fra genrer, men måske snarere ud fra en bestemt “mørk” æstetik, der går på tværs af ambient, drone, postpunk og industriel musik. At Norelco Mori samtidig har tråde til den danske kassettebåndsdam – på den allerførste podcast medvirkede Puce Mary, på de seneste Varg, Soft Armour og Grøn – gør blot denne anbefalelsesværdige kassettebåndskurator mere interessant i en nordisk kontekst.

Foruden hans egen hjemmeside norelcomori.com, så optræder Ted James Butler som dj på NTS Radio, som musiker i projektet Head Dress og driver selv to små labels. Det ene er i form af Limited Interest, ‘a deliberately small cassette-only label’, som han kuraterer i fællesskab med Alessandro Cortini (Nine Inch Nails, SONOIO), og det andet hedder Norelco Mori Limited og udgiver compilations med artister fra hans podcasts. Den første compilation fra Norelco Mori Limited er netop udkommet og indeholder tracks af Lower Tar, Øjerum, Grøn, Desroi and b.lind., den er ude som kassettebånd i 100 eksemplarer.

Passive/Aggressive har snakket med Ted James Butler om ny musik, båndkultur og de forskellige distributionsformers demokratiske potentiale. Læs resten

Teater Momentum – Profil for kosmopolitiske og musiske nomader (interview)

Feature January 30 2018 22181203_10214110244609439_8316891355023330306_o

Af Mathias Ruthner

Det er efterhånden en del år siden, at Odense har haft et spillested, der har tilgodeset den danske og udenlandske eksperimenterende musikscene, men over det sidste halve år har Teater Momentum markeret sig med koncerter af bl.a. Horse Lords og Sarathy Korwar. De har netop præsenteret forårets program, og i den anledning har Passive/Aggressive taget en kort snak med Teater Momentums bookingansvarlige, Casper Tornhøj Schärfe, om hans tanker om efterårets koncerter, det kommende forårsprogram og om at opbygge en kultur og interesse for eksperimenterende musik. Læs resten

ZULI – Shaping music and culture (interview)

English January 26 2018

KIK

By Sandra S. Borch

Based in Cairo ZULI navigates the ancient city in-between numerous amount of different genres with sampling and love for synthesizers, besides producing music, he has been one of the true mainstays working for a healthy scene for electronic and experimental music in the Egyptian capital. Læs resten

Jana Rush – Soulful footwork mutations (interview)

English January 22 2018

jana2
By Sandra S. Borch

It is not many people who can say that they aired a dj-set at the age of 10. However, it is exactly the case with the Chicago-based artist Jana Rush who started broadcasting on the local WKKC radio. “I just went straight to turntables and radio,” she cheerfully explains to Passive/Aggressive in this transatlantic interview before going to Europe to perform for the first time.

Læs resten

Kunstaktivisme – Aktiv kunst (essay)

Feature January 4 2018 GPaPLS

Af Nynne Roberta Pedersen Pedersen

Kampen mod undertrykkelse finder altid sted på to planer; et ønskende og et handlende*.

Det ønskende handler om, at de privilegerede og de magtfulde skal af-privilegeres og have frataget magten. Et samfund uden de gældende magtstrukturer; kapitalisme, fascisme, patriarkalisme, racisme i form af et white- og western-supremacy.

På det handlende plan er det nødvendigt at tage de selvsamme magtfaktorer i brug. De privilegerede skal bruge deres magt til at afgive magt, til at privilegere andre.

 

Har du penge skal du give dem til nogen, der ikke har. Selvom vi grundlæggende er imod ideen og penge som magt.

Har du et magtfuld pas skal du tage hen til dem, der ikke kan rejse. Selvom vi grundlæggende er imod landegrænser.

Har du social kapital og et in, skal du invitere dem, der er ude, indenfor. Selvom vi grundlæggende er imod høj og lav status.

Du handler for at opnå ønsket, men handlingen er imod ønskets principper.

 

En kritik af ikke-handlende kunst

Den politiske kunst og den politiske ‘venstrefløjsaktivisme’ er i den grad blevet en magtposition, en karriere-maker og en bidrager til et kapitalistisk system.

Rigtig mange venstrefløjsaktivister skriver rapporter om EU’s gentagne brud på Geneve-konventionen, den europæiske menneskerettighedskonvention og de mange andre erklæringer og retningslinjer, der er vedtaget for at respektere og beskytte individet og udsatte befolkningsgrupper. Det samme gør kunstnere. Problemet er bare, at ingen i EU er i tvivl, om at de overskrider den på daglig basis.

Faktisk er det attraktivt at bryde konventionen, dels fordi fremmedfjendske vælgere elsker disse brud, men i den grad også på grund af tilfælde, når fx Ungarn begår heftige overtrædelser, så er der ingen til at råbe højt overfor dem, for hvem er fx Danmark til at skælde Ungarn ud, når Danmark selv overskrider konventionen gang på gang. På den måde foregår der perfekt symbiose mellem overgrebslande, der ikke alene overskrider konventionen, men også beskytter hinanden i at gøre det.

Den mængde energi, der bliver brugt i dokumentationsarbejdet, skal flyttes over i det handlende.

Ganske ofte bidrager den kritiske politiske kunst til at styrke kapitalismen.

Documenta 14, der fandt sted i Grækenland i år, handler ikke for flygtninge, den sætter fokus på flygtninge. En masse Documenta 14-gæster har rejst med Ryan Air til Athen og flyttet ind i en Airbnb-lejlighed og løftet Grækenlands økonomi for en tid. Det selv samme Airbnb-selskab, der ikke vil lade flygtninge bo i deres lejligheder, det er selvsamme Ryan Air, der ikke vil flyve med flygtninge, det er den selvsamme Europa-økonomi, der betaler milliarder og atter milliarder for at ydmyge, udelukke og dræbe de flygtninge, der fokuseres så inderligt på i Documenta 14.

I aktivismen bliver der dokumenteret på utallige blogs om utallige overgreb, som ingen mainstream medier tager sig af. Overgrebene skal ikke ignoreres, dokumentationen skal bruges aktiv.

Derfor skal man søge aktiv-kunst.

Aktivismen og den aktive kunst må altså gøre noget mere end at belyse katastrofen. Den må tilbyde løsninger, den må bruge EU’s penge mod EU’s politik.

 

At søge om EU-kunststøtte og fabrikere falske pas for pengene er aktivkunst.

At sidde i optagelseskomiteen hos Europas kunstskoler og tage flygtninge ind på skolerne er aktivkunst.

At lave pennevenneruter for børn i Europa, der er frataget retten til at få venner fra hele verden er aktivkunst.

At give gode råd og opfordringer til civil ulydighed er aktivkunst.

At møde dine nye brødre og søstre uden kamera eller organisation er aktivkunst.

At forsvare din nye brødre og søstre imod angreb, push-backs, deporteringer og racisme er aktiv kunst.

 

I Serbien, hvor EU har lukket grænsen for videre rejse med Ungarns og Kroatiens voldspoliti som dørmænd er flygtninge fanget uden at kunne komme videre.

Muhammad er en af de mange afghanere som Europa holder ude. Når Mija og Oliver fra Danmark – Europa bliver bedt om at spille til en europæisk musikaften og beder Muhammad spille med, bliver Muhammad, Mija og Olivers værk til aktivkunst. Muhammed bliver klappet af og anerkendt at en kunstnerisk elite i et Serbien, der til dagligt ydmyger ham. Han får hyren for koncerten, og han indgår i en sammenhæng, hvor han vinder økonomisk og social status.

Serbien får i tilgift at være et federe land med en multifacetteret kunstscene, hvor hvid europæisk kunst ikke er den eneste tilgængelige.

 

Nynne Roberta Pedersen Pedersen er teaterinstruktør, sanger og musiker i GP&PLS (Danmarks eneste politiske orkester 2017),  og medstifter af Teater Tugt, der også stod bag Terror-Testamentet, Asyl 34 og medvirker i bevægelsen Ingen udvisninger uden modstand. Bor i øjeblikket i Serbien med andre medlemmer af GP&PLS. Læs mere i Passive/Aggressive næste tidskrift om aktivisme, ZINE #7, der udkommer i 2018.

*I teksten af Nynne Roberta Pedersen Pedersen skelnes der mellem aktivt handlende kunst og ikke-handlende kunst. Når Ai Weiwei laver en udstilling (“Soleil Levant”) med redningsveste på Charlottenborg, så er det ifølge skribenten et eksempel på et ikke-handlende værk, idet redningsvestene i stedet kunne være blevet brugt på at redde flygtninge. Da han i 2016 trak sit planlagte kunstværk (“Yu Yi”) på Aros ud af en udstilling som en reaktion på Danmarks 34 asylstramninger, så var det en aktiv kunstnerisk handling.

Året der gik – De mest værdsatte internationale udgivelser i 2017

Feature December 31 2017 0010224411_10

Årets 10 bedste udenlandske LP’er i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Chino Amobi: “PARADISO” (NON)

At lytte Chino Amobis seneste opus “PARADISO” igennem kan vække mindelser om den scene i filmen “A Clockwork Orange”, hvor hovedpersonen Alex DeLarges fikseres og tvinges til at se en række voldelige billeder. Hos Amobi er det bare vores støjende og voldelige virkeligheds lyde og forbrugsmønstre, vi tvinges til at lytte til. Rytmiske strukturer står i stampe, eksisterer blot for at opsluges. Mainstream-rappere efterlades uden nogen musikalsk struktur. Genrer stilles ved siden af hinanden som forbrugsobjekter. Intet når at blive sammenhængende udsagn, alle lyde opsluges af dystopiens kakafoni – overvældende som den verden, vi lever i med dens myriader af forskellig information og stimuli – pladens eneste tyngdekraft værende digital forvrængning og fragmenteringens logik. Titlen runger derfor bittert ironisk: virkeligheden som paradis for de få og uundslippeligt helvede for de fleste. (Nils Bloch)

EX EYE: “EX EYE” (Relapse Records)

Ex Eye er en slags eksperimentalmusikkens supergruppe bestående af Colin Stetson, Shahzad Ismaily (bl.a. Secret Chiefs 3), Greg Fox (bl.a. Liturgy og Guardian Alien) og, den dog lidt ukendte, Toby Summerfield. Både Stetson og Fox har begge udgivet glimrende solo-albums i år, men det er dette bæst, der for alvor viser tænder. En forbløffende legering af noise, free jazz, minimalisme, black metal og postrock, hvis nærmeste frænder måske er Flying Luttenbachers i Ken Vandermark-årene, italienske Zu eller norske Shining. Det er til tider hektisk og overvældende, en frenetisk minimalisme, der bliver psykedelisk og svimlende, men det meste af pladen er kæmpe tågebanker, hvor skamskudte dyr går og klager i det fjerne. Flere medlemmer af redaktionen mener i øvrigt, at Colin Stetsons eget album, “All This I Do For Glory”, også fortjener en plads blandt årets bedste internationale udgivelser. (Kim Elgaard Andersen)

Jlin: “Black Origami” (Planet Mu)

Tidligere i år slagtede Russell Haswell i en Fact-video et Jlin-nummer og gav hende rådet “stick to one drum sound”. Ergo må han hade “Black Origami” brændende, for der er næppe kommet andre plader i år med så mange slags slagtøj presset ind på 45 minutter. Der er piskende marching band-trommer, tablas, congas, raslende percussion, djembe, klokker, gonger og alt muligt andet, og på papiret lyder dét jo som Safri Duo. Men de 12 numre kommer væltende ind over lytteren med så voldsom intensitet, at de mest af alt virker som resultatet af et kolossalt kreativt overtryk i en hjerne – eller nok snarere: en krop – med en vildtvoksende polyrytmisk opfindsomhed uden lige på den elektroniske scene anno 2017. Da “Black Origami” udkom, forlød det, at pladeselskabet havde måttet bede mastering-teknikeren om at dæmpe albummet. Når man hører slutresultatet, er det svært at tro, at det kunne have været endnu mere intenst. (Mikkel Arre)

Mount Eerie: “A Crow Looked at Me” (P.W. Elverum & Sun)

“A Crow Looked at Me” er et hjerteskærende album om at miste sin elskede og i samme ombæring også at måtte give afkald på sit vante sprog: “Conceptual emptiness was cool to talk about / Back before I knew my way around these hospitals,” synger Phil Elverum og lægger dermed afstand til mange af sine tidligere udgivelser. Ligesom instrumenteringen er så sparsom, at han selv kalder pladen “barely music”, skrællede hans kones sygdom og død noget nær alle abstraktioner og filosofiske lag væk og efterlod nøgterne tekster om, nøjagtigt hvor savnet var synligt (en skoletaske, en tandbørste, affald), og hvordan minderne gradvist forsvandt. Det gør dybt indtryk, at Elverum kan formidle fravær så nærværende, og “A Crow Looked at Me” giver et forbilledligt indblik i sorg, som den kommer til udtryk i hverdagen. Og om end processen fremstår ubarmhjertig, viser albummet også, at der måske er en vej ud af mørket. Det er stensikkert, at Phil Elverum ikke har haft et så opbyggeligt og didaktisk formål med at skrive sangene. Han kunne bare ikke andet. Alligevel bliver albummet – uden at ville det – en påmindelse om, at hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage. (Mikkel Arre)

Irreversible Entanglements: “Irreversible Entanglements” (International Anthem)

Indigneret politisk jazz med rødder lige dele i freejazzen i 60’erne og Gil Scott-Herons poetiske aftryk på politisk musik fra 70’erne og frem. Irreversible Entanglements blev startet i 2015 af Keir Neuringer, Camae Ayewa og Luke Stewart. De kalder sig et freejazz-kollektiv, og denne debutudgivelse er optaget som kvintet for to år siden, så derfor kan man selvfølgelig sige, at albummet allerede kalder på en opfølger. At vokalist og tekstforfatter Camae Ayewa i mellemtiden også er blevet en oprørsk stemme under navnet Moor Mother med aggressive rap-produktioner, bidrager kun til potentielle variationer i den her gruppe. Foruden sit stærkt improviserede udgangspunkt med masser af frirum mellem instrumenterne og overblæste saxofonstykker, bliver der også kogt godt igennem (på bl.a. “Fireworks”) med tromlende fremdrift, der både i lyrik og musik sender tankerne mod afroamerikansk jazz i borgerrettighedskampenes parallelgader. (Simon Christensen)

Lee Gamble: “Mnestic Pressure” (Hyperdub)

Lee Gamble er en artist, som oftest kategoriseres med mærkaten IDM. Hans udtryk og tilgang til musik er forbundet med præcision og en ekstrem nuanceret tekstur i sine produktioner. Lee Gambles seneste album afviger ikke. “Mnestic Pressure” bringer referencer fra ambient og techno i spil sammen med industrial, dubstep og endda hiphop. Gamble leger med så mange forskellige elementer fra hele genrespektret og konfronterer samtlige af UK’s elektroniske fragmenter fra både fortiden og fremtiden, og han gør det sammenhængende og helt stilrent. (Sandra S. Borch)

Jana Rush “Pariah” (Objects Limited)

Pariah er Jana Rush’ debutalbum, hvor hun fremstiller sin originale version af footwork. Rush bevæger sig tættere på akrobatiske rytmer, som de f.eks. høres hos Jlin, fremfor soul-fulde samples som hos Rashad (RIP), DJ Spinn og RP Boo. Nummeret “??? ??” er blandt de mere originale footwork-numre på albummet, og her kan det mærkes, hvilket fundament Jana Rush tager udgangspunkt i. Derfra er albummet fyldt med afstikkere fra Chicago-footwork. Numre som “Divine” og “CPU” er minimale forstået på den måde, at de udelukkende består af synth, vokalsamples og trommer. Med disse få elementer formår Jana Rush at eksperimentere med footwork-genren og får skabt mere rolige numre på albummet, der adskiller sig markant fra numrene “No Fuks Given” og “Frenetic Snare”, som er tilnærmelsesvis galoperende gabber-workouts. (Sandra S. Borch)

Yves Tumor “Experiencing the Deposit of Faith” (Selvudgivet/Soundcloud)

På sin første solo-udgivelse siden den mesterlige “Serpent Music” fra 2016, “Experiencing the Deposit of Faith”, fusionerer Yves Tumor psykedelisk r’n’b og storladen ambient med et skvæt af amerikansk minimalisme. Resultatet af dette er lige dele ren zen og sløv delirium og lyder som soundtracket til et møde mellem Alejandro Jodorowsky, David Lynch og Philippe Grandrieux. Med rimelig sikkerhed den bedste Soundcloud-udgivelse i 2017. (Emil Grarup)

Vince Staples “Big Fish Theory” (Def Jam Recordings)

Eftersom Vince Staples’ debut-LP “Summertime ’06” fra 2015 med sine gritty produktioner og et flow, der på én gang er megalomant og melankolsk, i min optik kandiderer til at være blandt de bedste hiphop-udgivelser siden årtusindskiftet, var forventningerne til hans nye album høje. Disse forventninger indfries i høj grad, men på en lidt utraditionel måde: På “Big Fish Theory” stilles Staples’ skarpe linjer, der både indeholder intelligent samfundskritik og gadenær braggadocio, over for tempofylde klubproduktioner. Denne fusion lyser allerklarest på “Crabs in a Bucket”, “Big Fish” og pladens bedste track, den paranoide soulbanger “Rain Come Down”, hvor Staples repper alt fra mordet på JFK til kunsteren Louise Bourgeois. (Emil Grarup)

V/A: “Mono No Aware (もののあわれ)” (PAN)

“Mono No Aware (もののあわれ)” er den første kompilation på PAN og præsenterer ny og hidtil uudgivet musik fra bl.a Pan Daijing, DJ HVAD, TCF, AYYA, Malibu, Yves Tumor, Helm, Sky H1, Bill Kouligas samt adskillige andre nye navne. Selvom flere af bidragyderne til udgivelsen primært har beskæftiget sig med andre elektroniske stilarter, er de i alt 16 artisters numre på “Mono No Aware (もののあわれ)” ambient. De 16 numre står ikke blot som hvert deres bud på artikulationer af en følsomhed for en flygtighedens skønhed, men taler også til hinanden. De taler til hinanden og peger med dette (ofte) ordløse sprog på tilværelsen som dét, der netop altid forsvinder, og derved også det, der konstant mister sit navn. Af den grund hverken kan eller skal det benævnes, men måske nærmere berøres – i en eller anden forstand – med musikken. (Alexander Julin)

Klein-Tommy

Årets bedste internationale ep’er / oddsize-udgivelser i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Kara-Lis Coverdale: Grafts (Single-sided 12″, Boomkat Editions)

Den canadiske komponist og musiker Kara Lis Coverdales nye EP, “Grafts”, består af ét stykke i tre dele og er på overfladen en mere direkte og minimalistisk affære end hendes tidligere værker. Coverdale opgiver forgængernes fokus på progressioner og opnår dermed en stærkere intuitiv fornemmelse af lydlig lethed, som hvis lydbølgerne vitterligt var frosset fast og i stedet oscillerede uendeligt i et fikseret rum. Her er ingen angreb, overraskelser eller andre stærke drejninger af musikken. Til gengæld opstår der minimale variationer undervejs, der indføres så naturligt, at de let kan overhøres. (Emil Néné Rasmussen)

Klein “Tommy” (12″, Hyperdub)

Rent stilistisk lægger “Tommy” sig i forlængelse af Kleins to forrige udgivelser: Enkelte melodilinjer holdes i korte og begrænsede loops og akkompagneres af vokalsamples, der enten får lov at ligge i front som et mere dikterende element i musikken eller i baggrunden under de simplistiske klaver-samples. Udgivelsen fremstår mere koncentreret end forgængerne, fordi det virker, som om sangene er mere nøje udvalgt. Men grundessensen af Kleins musik er det fragmenterede udtryk af enormt minutiøse sample-strukturer, der enten får lov til at være konstante eller udvikle sig ganske begrænset i løbet af numrene. Ofte pitches de blot og forgår så siden hen. Det er også i den forstand, at Kleins musik kan forstås som et simpelt kaos. Selvom ikke alle elementer i Kleins musik er lige fragmenterede, så føles det i den umiddelbare lytning umuligt at orientere sig i, hvordan at hvert enkelt nummer ikke falder fra hinanden. Ligeledes kan man både spore genremæssige kendetræk fra hiphop, soul, gospel, r’n’b og jazz, men alt lyder mærkværdigt fremmed, når det indgår i Kleins anarkistiske collage-cut-ups. (Alexander Julin)

Hong Kong Express: “SQ777-2: Hell Aesthetic” (CS, HVRF Central Command)

Hardvapour er antitesen til 10’ernes utopiske vapourwavy muzak. Det er aggressivt, heavy og rytmisk, det vil sige alt, hvad vaporwave ikke er. Genrens enfant terrible, David Russo aka HKE aka Hong Kong Express, udgav i år mellem juli og oktober sin Sequence 777-serie, som i alt består af syv kassettebånd, med syv tracks udgivet på syv forskellige labels. Fælles karaktertræk er markante synthesizerlyde, programmerede trommer, hi-fi-lyde og relationer til acid house, big beat, broken beat, gabber, speedcore, noise, hard techno, industrial, hardstyle, grime, garage, drum’n’bass. Med andre ord alt med 130 BPM eller derover. “
Heel Aesthetic” er andet bånd i serien og starter ud med en solid omgang percussion på “Fuck Off If You Don’t Like It”, og derfra kører den derudaf. Det er ikke i så høj grad dommedagstechno som f.eks. hos I Hate Models og Phase Fatale, og rytmerne er ikke nær så fleksible som japanske Foodmans. Men et sted imellem, langt fra dansegulvet, befinder HKE sig med sine kreative og hektiske melodier. (Sandra S. Borch)

Richenel: “La Diferencia” (12″, Music From Memory)

Det er efterhånden blevet en tradition at finde udgivelser fra det hollandske label Music From Memory blandt diverse opsamlinger, og 2017 er ingen undtagelse. Årets første udgivelse på Music From Memory blev også den bedste. “La Diferencia” kom fra den hollandske Hubertus Richenel Baars og  indeholder to nye numre samt fire numre fra en tidligere båndudgivelse på båndlabelet Fetisj fra 1982. Udgivelsens største hit er “Autumn”, hvor Richenel synger om falmende kærlighed med en elegant og ikke mindst ekstravagant disco-buzz og med masser af lo-fi-gear. Alt i alt er albummet seks outsiderboogie-numre med trommemaskine, frisk bas og vokal-vibe, som for alvor satte sig på toppen af poppen i 2017. (Sandra S. Borch)

Tomaga “Greetings From the Bitter End” (12″, Self-released)

“Greetings from the Bitter End” består af fire numre, to originale kompositioner og to genfortolkninger af numre af Cavern of Anti-Matter og $hit & $hine. Det musikalske udtryk kan bedst opsummeres som en art mørk og ritualistisk psych/free-jazz/kraut, der synes at at eksistere et sted mellem Silver Apples, The Heliocentrics, Stereolab og noget så u-2017-agtigt som triphop. Valentina Magalettis nærmest industrial-groovy trommer med let raspende jazzkant arbejder sig ud og ind af Tom Relleens elektronisk slørede lydkollager, der sammenfletter kosmisk vraggods med underjordiske strømninger og mørke synthmønstre. Selvom der kan trækkes et væld af referencer, formår Tomaga at skabe et selvstændigt lydprodukt, der samler det hele på ny og lever i kraft af dets tidsudviskende signatur, de mørke ritualismer, de trance-agtige grooves og det industrielt kosmiske lydlandskab. (Mikkel A. Kongstad)