Passive/Aggressive

Claude Speeed – Ny nostalgi for gamle lyde

Kritik September 17 2017, af mikkelarre CSpeeed

Claude Speeed “Infinity Ultra” (Planet Mu, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen, foto: Linda Wagener Skotske Claude Speeeds ”Infinity Ultra” kan tilgås på et væld af forskellige måder – både via det rent musikalske projekt, men også via den implicitte historieskrivning, der finder sted på numrene. Pladen, der blev udgivet tilbage i juli på det mildest talt famøse Planet Mu, ...

Læs resten

Hype Williams – Skøn nihilisme i det støvede beatarkiv

Kritik September 13 2017, af emilgrarup Hype_Williams_2017_Credit_Ron_Mexico_8_mqbs9b

Af Emil Grarup Altid gådefulde Hype Williams har for nylig udgivet deres første officielle fuldlængde-LP, siden “One Nation” (2011) udkom på det hedengangne New York-selskab Hippos in Tanks. Det nye album, “Rainbow Edition”, udkommer på engelske Ninja Tunes underselskab Big Dada Recordings og er 20 numre langt. I pressemeddelelser hævdes det, at der har været en udskiftning i besætning: De oprindelige medlemmer, ...

Læs resten

Niki Istrefi – Gennemborende apati markerer begyndelsen for nyt københavnsk label

Kritik September 11 2017, af Alexander Julin Euromantic 001 - Front Cover

Af Alexander Julin Niki Istrefi har markeret sig i det sprudlende danske technomiljø med to udgivelser på det københavnske label count 0. Selskabet er imidlertid stoppet, og i stedet har det nye label Euromantic set dagens lys. Den første udgivelse bliver “Euromantic 001” med Niki Istrefi. Euromantic er drevet af to af de tidligere count 0-bagmænd Adam ...

Læs resten

Kelman Duran – Messesange til dansegulvet

Kritik September 4 2017, af emilgrarup kelman duran pressefoto

Af Emil Grarup Kelman Durans pladedebut “1804 Kids” udkom for nylig på italienske Simone Trabucchis label, Hundebiss Records, og domikaneren skriver sig dermed ind i rækken af prominente kunstnere hos selskabet: bl.a. JAWS, Stargate, Dracula Lewis og Still (Trabucchis eget projekt), James Ferraro, Aaron Dilloway og Hype Williams. L.A.-baserede Duran er både producer og DJ, og han har ...

Læs resten

Fede Poul – Velfærdssamfundet i frituren

Kritik September 3 2017, af krea 18095037_1162047560587636_1963021129123627008_n

Fede Poul “Fede Poul i Centeret” og “Østblok Progrock Gummiklok” (Centeret/Run for Cover, 2015/2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen Her på Passive/Aggressive har vi sovet på Fede Poul. Altså, cheferne kendte godt til det, men jeg har snorksovet. Og som en elev, der misser skole på grund af en ordentlig koger, må jeg sidde efter og skrive ...

Læs resten

John Chantler & Johs Lund – Singulære tilstande af ro og vildskab

Kritik August 29 2017, af mikkelarre endlesssky0010652014_10

John Chantler & Johs Lund “Endless Sky” (selvudgivet, 2017) – anmeldelse af Simon Christensen Vi får at vide, det er en synthesizer, men det lyder som et strengeinstrument, der producerer en lang meditativ drone. Samtidig hører vi ‘cirkular breathing’ på altsaxofonen fra Johs Lund, som hele tiden overskrider den rene tone og bliver gradvist mere abstrakt i løbet af albummets ...

Læs resten

Khalil – Rekonfiguration af form og personlig lyd

Kritik August 25 2017, af passive/aggressive Khalil-Press-Pic-1-e1500560354527

Khalil “The Water We Drink” (Posh Isolation, 2017) – anmeldelse af Emil Grarup I dag udkommer trioen Khalils debutalbum på pladeselskabet Posh Isolation. Dette album er blevet navngivet “The Water We Drink” og kan siges at samle trådene fra tre musikere, der tidligere har bevæget sig i noget forskellige musikalske retninger: Nikolaj Manuel Vonsild, som normalt figurerer som forsanger i ...

Læs resten

Eli – Længselsfulde sange for skønhedssyge sjæle

Kritik August 23 2017, af passive/aggressive fryd3

Eli “Days” (Empty Tape, 2017) – anmeldelse af Simon Christensen. Foto: Fryd Frydendahl Det unge nordjyske band Eli har en glimrende sangskriver i form af Hjalte Ross, der allerede sidste år fik et lille gennembrud med singleudgaven af “Okay”. Nu følger så en slags debut-ep, “Days”, der uden tvivl har et højt ambitionsniveau og længes ud over de danske grænser. For ...

Læs resten

Laurel Halo – Et forførende vanvid

Kritik August 21 2017, af Alexander Julin laurel halo

Af Alexander Julin – foto: Ériver Hijano Indtil det nyligt udgivne album, “Dust”, havde jeg ikke hørt en Laurel Halo-udgivelse siden “Quarantine” fra 2012. “Quarantine” var – med alle sine værdier: den stilistiske sikkerhed, idérigdommen og ikke mindst det umiskendeligt personlige udtryk – en plade, jeg inden for relativt kort tid både nåede at nyde utrolig meget og vokse fra og glemme. Derfor hørte jeg hverken “Chance of Rain” eller ...

Læs resten