Claude Speeed – Ny nostalgi for gamle lyde
Kritik
September 17 2017, af mikkelarre

Claude Speeed “Infinity Ultra” (Planet Mu, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen, foto: Linda Wagener
Skotske Claude Speeeds ”Infinity Ultra” kan tilgås på et væld af forskellige måder – både via det rent musikalske projekt, men også via den implicitte historieskrivning, der finder sted på numrene. Pladen, der blev udgivet tilbage i juli på det mildest talt famøse Planet Mu, ...
Læs resten
Hype Williams – Skøn nihilisme i det støvede beatarkiv
Kritik
September 13 2017, af emilgrarup

Af Emil Grarup
Altid gådefulde Hype Williams har for nylig udgivet deres første officielle fuldlængde-LP, siden “One Nation” (2011) udkom på det hedengangne New York-selskab Hippos in Tanks. Det nye album, “Rainbow Edition”, udkommer på engelske Ninja Tunes underselskab Big Dada Recordings og er 20 numre langt. I pressemeddelelser hævdes det, at der har været en udskiftning i besætning: De oprindelige medlemmer, ...
Læs resten
Niki Istrefi – Gennemborende apati markerer begyndelsen for nyt københavnsk label
Kritik
September 11 2017, af Alexander Julin

Af Alexander Julin
Niki Istrefi har markeret sig i det sprudlende danske technomiljø med to udgivelser på det københavnske label count 0. Selskabet er imidlertid stoppet, og i stedet har det nye label Euromantic set dagens lys. Den første udgivelse bliver “Euromantic 001” med Niki Istrefi.
Euromantic er drevet af to af de tidligere count 0-bagmænd Adam ...
Læs resten
Kelman Duran – Messesange til dansegulvet
Kritik
September 4 2017, af emilgrarup

Af Emil Grarup
Kelman Durans pladedebut “1804 Kids” udkom for nylig på italienske Simone Trabucchis label, Hundebiss Records, og domikaneren skriver sig dermed ind i rækken af prominente kunstnere hos selskabet: bl.a. JAWS, Stargate, Dracula Lewis og Still (Trabucchis eget projekt), James Ferraro, Aaron Dilloway og Hype Williams. L.A.-baserede Duran er både producer og DJ, og han har ...
Læs resten
Fede Poul – Velfærdssamfundet i frituren
Kritik
September 3 2017, af krea

Fede Poul “Fede Poul i Centeret” og “Østblok Progrock Gummiklok” (Centeret/Run for Cover, 2015/2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Her på Passive/Aggressive har vi sovet på Fede Poul. Altså, cheferne kendte godt til det, men jeg har snorksovet. Og som en elev, der misser skole på grund af en ordentlig koger, må jeg sidde efter og skrive ...
Læs resten
John Chantler & Johs Lund – Singulære tilstande af ro og vildskab
Kritik
August 29 2017, af mikkelarre

John Chantler & Johs Lund “Endless Sky” (selvudgivet, 2017) – anmeldelse af Simon Christensen
Vi får at vide, det er en synthesizer, men det lyder som et strengeinstrument, der producerer en lang meditativ drone. Samtidig hører vi ‘cirkular breathing’ på altsaxofonen fra Johs Lund, som hele tiden overskrider den rene tone og bliver gradvist mere abstrakt i løbet af albummets ...
Læs resten
Khalil – Rekonfiguration af form og personlig lyd
Kritik
August 25 2017, af passive/aggressive

Khalil “The Water We Drink” (Posh Isolation, 2017) – anmeldelse af Emil Grarup
I dag udkommer trioen Khalils debutalbum på pladeselskabet Posh Isolation. Dette album er blevet navngivet “The Water We Drink” og kan siges at samle trådene fra tre musikere, der tidligere har bevæget sig i noget forskellige musikalske retninger: Nikolaj Manuel Vonsild, som normalt figurerer som forsanger i ...
Læs resten
Eli – Længselsfulde sange for skønhedssyge sjæle
Kritik
August 23 2017, af passive/aggressive

Eli “Days” (Empty Tape, 2017) – anmeldelse af Simon Christensen. Foto: Fryd Frydendahl
Det unge nordjyske band Eli har en glimrende sangskriver i form af Hjalte Ross, der allerede sidste år fik et lille gennembrud med singleudgaven af “Okay”. Nu følger så en slags debut-ep, “Days”, der uden tvivl har et højt ambitionsniveau og længes ud over de danske grænser.
For ...
Læs resten
Laurel Halo – Et forførende vanvid
Kritik
August 21 2017, af Alexander Julin

Af Alexander Julin – foto: Ériver Hijano
Indtil det nyligt udgivne album, “Dust”, havde jeg ikke hørt en Laurel Halo-udgivelse siden “Quarantine” fra 2012. “Quarantine” var – med alle sine værdier: den stilistiske sikkerhed, idérigdommen og ikke mindst det umiskendeligt personlige udtryk – en plade, jeg inden for relativt kort tid både nåede at nyde utrolig meget og vokse fra og glemme. Derfor hørte jeg hverken “Chance of Rain” eller ...
Læs resten