Cherry Music Festival: Modular syntese og forårsdrømme om Japan
Cherry Music Festival, 19. april 2024 på Støberiet. Reportage og fotos af Kristine Haffgaard
Det er Sakura. Foråret brager af sted med lyse dage. De delikate blomstrende kirsebærtræer står i fuldt flor og dækker byens gader og parker som et sart lyserødt skydække. I den japanske Sakura-tradition fejres foråret under de blomstrende kirsebærtræer, og med globaliseringen har Sakura fundet vej ud i resten af verden.
Under Sakura er der ekstra interesse for japansk kultur. Instagram strømmer over med lyserøde blomster, og under Langelinies kirsebærtræer afholdes Copenhagen Sakura Festival, der årligt trækker cirka 17.000 gæster. Dette korte momentum gribes af Cherry Music Festival, der sætter et frisk perspektiv på japansk samtidsmusik og lydkunst. Festivalen peger forbi det vestlige og ofte fetischerende blik på japansk kultur som noget på en gang både eksotisk og lettere bizart. I stedet præsenterer Cherry Music Festival et skarpt kurateret program, bygget på et indgående kendskab til den alternative musikscene i Japan, som det trods internettet og den indbyrdes forbundethed, den digitale verden skaber, stadigvæk vil være vanskeligt selv at finde frem til. Det er kulturformidling på en meget uformel måde, hvor det er eksperimenterende musik, der er det centrale.
Siden 2014 har den danske producer og musiker Thomas Li været drivkraften bag Cherry Music Festival. Festivalens kunstneriske ambitioner har alle år været høje. En af Japans fremadstormende kvinder på noise scenen, Yuko Araki, spillede tidligt i karrieren på festivalen, og violinisten Yamane Hoshiko, der er medlem af Tangerine Dream, var hovednavn et år med solo projektet Tukico.
Det er derfor med høj forventning om at blive udfordret musikalsk, at jeg bevæger mig mod Støberiet. Udover to prominente navne fra Tokyo, er der også en række danske modularmusikere på programmet, og festivalen byder på alt fra brutal noise, soundscapes, dansabel techno til ambient pop.
Analoge synthesizere i samlesæt
Kuratorisk er det interessant, at Cherry Music Festival i år har inviteret modular-musikere frem for noise og ambient navne, som har været den genremæssige røde tråd i tidligere udgaver af festivalen.
De analoge synthesizere oplever i disse år en massiv genopblomstring. Det skyldes ikke mindst lanceringen af Eurorack-formatet. Det anslås, at der findes over 15.000 forskellige Eurorack-moduler, som føjer sig ind i en lang tradition af elektronisk musik. Modulerne produceres af lige fra små enkeltpersonsvirksomheder til store etablerede fabrikanter som Moog. Friheden til at designe sit eget set up er enorm – men ikke alt vil fungere sammen. På Støberiet falder jeg i snak med lyddesigner Jens Paldam, der har mange år bag sig på den danske DIY elektroniske musikscene. Han fortæller, at det langt hen ad vejen netop er det uforudsigelige, der sker undervejs, der er fascinerende.
Noget af det virkelig appellerende ved de modulare synthesizere er desuden det helt taktile, fysiske aspekt. Patchkabler, kredsløb og blinkende knapper tilføjer en vis nørdet science fiction charme. Det kan se kompliceret ud, men grundlæggende er modulare synths bygget op af en række moduler, der hver har deres egen funktionalitet og lyd. Ligesom byggeklodser kan Eurorack modulerne kombineres på kryds og tværs, da de alle kan sættes ind i et eksisterende system, koblet op med en strømkilde.
Thomas Li understreger, at modulare synthesizere ikke er en genre, men derimod en måde at arbejde på som musiker. Mulighederne for at skabe unikke og usædvanlige kombinationer af lyd er store. Østasien har en levende scene for elektronisk musik, og der eksperimenteres ivrigt med DIY instrumenter inden for et bredt spektrum af genrer.
Jens Paldam: Lyddesign med suspense
Det ligger ikke lige for at sætte et genreprædikat på Jens Paldam, som åbner programmet på Støberiet. Paldam er ovre i noget leftfield eksperimenterende, med en minimalistisk, glitched tilgang, der giver mindelser om Autechre.
Jens Paldam har blandt andet en mini Buchla Easel samt et Moog Mother-32 modul med i sit set up, og publikum forkæles med den lækre, varme, analoge klang, som forbindes med tidlig modular syntese fra 1970’erne. Det er behageligt, sitrende lyddesign, som Paldam leverer fuldstændig håndspillet, hvilket tilføjer musikken et strejf af noget organisk, fordi den bliver skabt i øjeblikket.
Der sker virkelig meget i musikken, og skal der sættes en finger på koncerten, er det, at Jens Paldam vil for meget på for kort tid. Det står klart, at Paldam er særdeles ferm til at skabe en stemning af suspense og en klar struktur i det spontane, der opstår mens han spiller. Paradoksalt bremser selve hastigheden til en vis grad fremdriften i koncerten, der kommer til at bestå af ultrakorte, tætpakkede sekvenser. Alt ender lettere stakåndet. Det er ærgerligt at spontaniteten ikke får mere plads til at udfolde potentialet. Særligt med så åbenlyse kvaliteter, som Jens Paldam demonstrerer, i sin sikre tilgang til det modulare felt.
UIY?: Modular syntese og kosmisk pop
De seneste år har det taget fart for vokalist, sangskriver og producer Julie Møller Christiansen. Som GRO har hun tidligere sluppet to vellykkede synthpop albums, debutalbummet Columna (2021) og Better Be Yours (2023). UIY? er hendes nye modularprojekt, og det er første gang hun optræder med det.
UIY? stiller op med en Roland SH-101 og et kompakt Döfler set up i en let transportabel flightcase. Det er enkelt, men viser sig at være uhyre effektivt, for resultatet er vægtløs, drømmespindende kosmisk ambient, der samtidig emmer af en jordnær, fløjlsblød popsensibilitet.
Konkrete lydoptagelser af mågeskrig forenes med luftige klangflader, som UIY? bestandigt udforsker og bygger på med sikker sans for ambiance. Alt bæres igennem af solide melodilinjer til en stor og brusende syntese. Der er substans i de poppede melodistykker, der samtidigt fremstår både friske og meget sanselige i kraft af syntesen med lydene af bølger og mågeskrig. Man kan drømme sig væk undervejs i koncerten, og musikken passer smukt til foråret.
Yi Seunggyu: Ekstrem støj som politisk aktivisme
En sjælden gang præsenteres man for kunst, hvis grundpræmis ligger langt uden for ens forståelseshorisont. Og det er ofte her, det virkelig spændende opstår, hvor der for alvor bliver sparket til forudfattede forestillinger om verdens tilstand.
Yi Seuggyu ligger udstrakt på maven under introen til koncerten. Og så kommer der ellers fuld tryk på massiv dissonans og øreflænsende, nådesløs japansk noizu af den gamle skole.
Noise-scenen har siden de sene 1970’ere stået stærkt i Japan, som et kontra-kulturelt modsvar på populærmusikken. Flere eksperimenterende kunstnere rundt omkring i Japan brugte ekstrem lyd som udtryksform på hver deres måde, uden at bekende sig til en genre eller samlet scene. Trods den enorme kunstneriske mangfoldighed i udtrykket, beskrives moderne noise bedst som et sonisk frontalangreb på publikum, med skærende dissonans og et ekstremt lydtryk. Det er den tradition, Yi Seuggyu læner sig ind i med sin koncert. En mur af støj blæser ud over publikum, alt er fuldstændigt frisat fra enhver antydning af melodi eller rytme. Det er et voldsomt skift fra de to første koncerter, men publikum rejser sig fra stolene og rykker tæt på scenen. I sig selv er det en brutal lydoplevelse, der får hele kroppen til at vibrere. Der er samples af skrig, marchmusik og propaganda med i mixet.
Som et ekstra betydningslag flimrer live visuals, der ikke kan beskrives som andet end grænsesøgende. Små cut up animationer i hurtig collagestil blander Manga, Cool Japan logoer, børn, der skriger i smerte, J.S. Bach dukker manisk grinende op som et spark til Wendy Carlos´ Switched-On Bach, der er fotos fra 2. Verdenskrig, Hitler og en asiatisk krigsherre galopperer triumferende til hest. Det er avantgarde og hårdtslående. Samtidigt ved jeg ikke helt, hvad jeg lige har overværet.
Hos Yi Seuggyu er det hverken kontrol over kroppen eller destruktion, der er det kunstneriske omdrejningspunkt, men derimod en sårbar fremstilling af individets tilstand af hjælpeløs panik i en tilspidset politisk situation.
Før koncerten har Yi Seuggyu med en oversætter-app i hånden fortalt om sit arbejde som forsker, programmør og kunstner. Yi Seuggyu er sydkoreaner, men har base i Tokyo, hvor han arbejder på universitet. Det meste går desværre tabt i oversættelsen. Thomas Li supplerer ved at sætte en kontekst om den geopolitiske uro i Østasien med Kina og Nordkorea på den ene side, og Japan og USA på den anden. Her ligger Sydkorea klemt mellem økonomisk afhængighed af Kina, et anspændt forhold til Nordkorea og handelsforbindelser med Japan og USA.
Der er næppe tvivl om, at man i vesten har en antagelse om, at japansk noise som genre er vild og grænsebrydende. Genrens Gudfader Masami Akita har under kunstnernavnet Merzbow arbejdet med alt fra dynamikker i bondage til aktivisme for dyrevelfærd i sin enorme produktion på over 500 udgivelser. Noisegruppen Hanstarash satte et legendarisk eftermæle som et af verdens mest ekstreme bands, da de totalsmadrede et spillested med en bulldozer som et kunstnerisk statement. Noise kan virke voldsomt konfrontatorisk alene i kraft af det massive lydbillede, men kommenterer ofte på samfundsmæssige forhold med grovkornet humor.
Hos Yi Seuggyu er det hverken kontrol over kroppen eller destruktion, der er det kunstneriske omdrejningspunkt, men derimod en sårbar fremstilling af individets tilstand af hjælpeløs panik i en tilspidset politisk situation. “Give up. Give up. Give up” lyder det med tiltagende desperat insisterende kraft mod slut. Det er en konflikt, som vi i Vesten ikke ser i nyhederne. I det lys åbner Yi Seuggyus performance sig til et sansemæssigt tæppebombardement om magtesløshed og truslen om krig.
Hataken: Tokyo – Detroit tur/retur
Hataken er årets hovednavn på Cherry Music Festival. Ud over at være anerkendt som musiker, har Hataken siden 2013 organiseret Tokyo Festival of Modular, der som Japans største festival for modular synthesizere også tiltrækker et internationalt publikum. Han indtager derfor en central position i det japanske DIY modular miljø. Internationalt er Hataken primært kendt for sine lange ambient set.
Hataken har på Cherry Music Festival dog noget ganske andet i ærmet, da han fyrer op for et virkelig gedigen techno set. Technoens bankende hjerte, den klassiske Four-to-the-floor trommerytme, driver settet af sted, mens baslinjer snor sig ud og ind i beatet. Det serveres med tilbagelænet finesse, for Hataken giver sig god tid til at eksperimentere med eskalerende energi og intensitet, men med temposkift, der er tilpas overraskende og som tilføjer kompleksitet. Stemninger og atmosfære forfølges rundt om stortrommens plus og små knitrende talestumper på japansk, latter og storbylyde popper op undervejs. Det tilføjer noget umiskendeligt japansk til settet, der ellers vækker stærke associationer til Detroits historiske tradition for techno.
I Hatakens set blandes kulturelle interaktioner på interessant vis. Japans økonomi tog et højdespring i 1970-1980’erne, samtidigt med at japanske producenter lancerede nogle af de mest banebrydende synthesizere. Derfor er en stor generation vokset op med Korg og Roland instrumenter, som var økonomisk inden for rækkevidde for den japanske middelklasse.
Globalt kom de japanske synthesizere til at ændre lyden af elektronisk musik radikalt. The Belleville Three, der etablerede den tidlige Detroit scene, producerede deres tracks på japanske synths; især Rolands TR-808 karakteristiske lavfrekvente baslyd satte et afgørende præg på technoen. Denne arv er noget af det, som Hatakens koncert spiller op imod i sin leg med technoens beats og japanske samples. Ud over at være vellykket dansemusik, der fik publikum på gulvet.
Li李/Motorsaw: Hvid støj og store lydlandskaber
Aftenens sidste koncert er makkerparret Li李/Motorsaw. Her skifter stemningen fra det dansevenlige Hataken set til noget atmosfærisk og dramatisk. Storladne, dronede lydflader afløses af passager af intens hvid støj, der trækkes langt ud. Samtidig er koncerten stramt struktureret, uden de store udsving i udtrykket, men i stedet meditative, dronede processeringer af samme gennemgående tunge rytme. Dark Ambient mesteren Brian Williams, der med soloprojektet Lustmord spiller på nogle af de samme greb til at fremtrylle en stor, rumlende lyd med dyster atmosfære. Det lykkes også her, uden at koncerten ender i tomgang, fordi dynamikken er så stor undervejs. Publikum formår at rumme stemningsskiftet, og slår sig lyttende ned på gulvet, hvor der for få øjeblikke siden blev danset energisk.
Koncerten bindes flot sammen af Sune Petersen aka Motorsaws live visuals, der moduleres og synkroniseres med musikken undervejs. Det er ganske effektivt, fordi det giver publikum mulighed for at flyde med langt ind i koncertens univers, der skiftes fra pulserende hvide linjer til fortættede punkter af sitrende hvid støj. De konstante boblende og pumpende variationer skubber på tempoet i koncerten. Den cirkulære form i rytmen, der gentages igen og igen, er samtidigt et anker i malstrømmen af støj. Selv om det er en tung, rungende og langstrakt lyd, er udtrykket uanstrengt, noisy dark ambient. De dynamiske og ekspressive sekvenser strømmer kontinuerligt sammen til et brusende crescendo af hvid støj til et buldrende punktum på aftenen.
Kontrasten mellem Yi Seuggyu og Hatakens koncerter kan næsten ikke være større. Sat sammen viser de to kunstnere noget om spændvidden i japansk DIY modular-musik, som den ser ud her og nu.
Det er sympatisk, at Cherry Music år efter år insisterer på at introducere dansk publikum for kontemporær musik fra undergrunden, der samtidigt konsekvent holder et højt kunstnerisk niveau. Oven i det udfordres orientalistiske stereotyper om Japan som noget fremmedartet, dog fascinerende Andet. Kontrasten mellem Yi Seuggyu og Hatakens koncerter kan næsten ikke være større. Sat sammen viser de to kunstnere noget om spændvidden i japansk DIY modular-musik, som den ser ud her og nu. Begge kunstnere kommenterer både på japansk kultur og på opfattelsen af Japan i Vesten, samt på hvordan japanere ser på den vestlige del af verden.
Skønt programmet gav publikum en rundtur i en bred vifte af genrer, var kvaliteten af det, de inviterede kunstnere bød på musikalsk, helt overordnet af høj kaliber. De mange genreskift blev derfor en udmærket variation i aftenens løb, med fine momenter undervejs. At sætte fokus udelukkende på de modulare synthesizere, samstemte med festivalens grundpræmis om at overraske og præsentere ny samtidsmusik fra Japan. Det, at der reelt foregår en masse interaktion mellem musiker og maskineri på scenen, skabte et sanseligt nærvær i live-oplevelsen, som af og til kan savnes, når elektronisk musik eksekveres fra laptop.
Cherry Music Festival trak i høj grad nuancerne frem, i stedet for de brede mainstream tendenser, og der blev sat spotlys på, hvad der aktuelt rører sig på modular scenen i Tokyo – men også lokalt i Danmark med det stilmæssigt brede program, som festivalen rammesatte.
Er man interesseret i at dykke dybere ned i den eksperimenterende undergrundsmusikscene i Japan, er det værd at holde et skarpt øje med Cherry Musik Festival.
Cherry Music Festival fandt sted i Odense på Musikbiblioteket 18. april, samt i København d. 19. april på Støberiet og 21. april i væksthuset i Landbohøjskolens have. Læs eller genlæs Jon Albjerg Ravnholts reportage fra sidste års Cherry Festival her.
