Intonal Festival 2024: Spredningskorridorer og resonanskamre

Reportage fra Intonal af Anna Ullman

Kører man over Øresundsbroen og op i Sverige, vil man med jævne mellemrum se nogle helt tilgroede broer strække sig hen over vejene. De hedder spredningskorridorer og er slet ikke bygget til mennesker, men for at fauna – f.eks elge, ulve og vildsvin – kan komme fra et levested til et andet, i sikkerhed fra motorveje og andre dødbringende infrastrukturer.

Når jeg nævner det, er det fordi jeg tænker på Malmø-festivalen Intonal som sådan en spredningskorridor – ikke for dyr, men for samtidens eksperimenterende og ikke-kompromissøgende musikmiljøer. En etablering af gensidigt nærende forbindelser mellem kollektiver, kredsløb og aktører, der ellers ikke ville være blevet bragt i kontakt, på tværs af turneplaner, lyttemønstre og kulturvaner. En for mig ukendt finsk polarcirkelfestival Solstice havde for eksempel kurateret en klubflade lørdag nat. Et bekendtskab, der havde været utænkeligt eller i al fald besværliggjort fra et sted bag en skærm. Som i en art underjordisk verdensudstilling blev de geografiske og mentale afstande simpelthen kortere.

Et hurtigt blik på programmet bekræfter, at Intonal lever op til det kodeks af formater, som en velrenommeret festival i dag forventes at tilbyde: Teknologidemokratiserende workshops, proces-indblik, kirkekoncerter, gratisevents, forskellige typer af kollaborative indgreb i eksisterende lokalmiljøer, for ikke at nævne den obligatoriske legacy-koncert, som i det her tilfælde blev løftet af DJ Stingray. Helt fraværende var til gengæld paneldebatter og talks. Men selv om programlagte samtaleformater var fraværende, oplevede jeg ikke, at samtaler om musik forsvandt af den grund. De foregik andre steder, mere decentralt; i pauserne, i rygerskuret og på toiletterne. 

Festivalen strækker sig over fire dage og finder primært sted på den uafhængige kulturscene Inkonst i Malmø, og sekundært på en række eksterne lokationer. Hvad angår Intonals bud på kirkekoncerten som semi-obligatorisk festivalindslag, var jeg positivt overrasket. Jeg har det ofte anstrengt med kirkerummets påtvungne højtidelighed, og jeg undrer mig over mange festivalers tendens til at booke navne som lydligt forholder sig endimensionalt og lydigt over for den højtidelighed – f.eks. gennem korværker og akustiske instrumenter – i stedet for at modsige og undergrave den. Netop derfor var jeg kisteglad for at festivalen havde valgt at placere NYC-ikonet Ka Baird i Skt. Johannes Kirken som en urovækkende færgemand i en dunkel dødskult. Multiinstrumentalisten opførte det nyudgivne Bearings: Soundtracks from the Bardos i en intimiderende og sitrende kropsliggjort performance, der for mig var forbilledlig. En kunstner, som i høj grad arbejder med det metafysiske og musikkens transcendente egenskaber, men med alt andet end en kristen andægtighed.

Mikrofonen var ikke en neutral teknologi, men et talerør til dødsriget, som i løbet af værket blev performativt forvandlet til andre genstande.

Med skurrende støj, eksistentiel voldsomhed og eksorcistiske udbrud af hik, støn og suk demonstrerede Ka Baird en særlig kapacitet til at kanalisere frygt, sorg og væmmelse; primordiale grundfølelser, som ellers sjældent får lov at udfylde så mange kvadratmeter, hverken i musikken eller i livet. Mikrofonen var ikke en neutral teknologi, men et talerør til dødsriget, som i løbet af værket blev performativt forvandlet til andre genstande. Først var den en tryllestav, hvormed kunstneren besværgende tegnede symboler i luften og intimiderende pegede ud på koncertgængerne. Så var den koncertsalens finkulturelle taktstok. Så var den et støjende slagvåben til at udøve stump vold. Om det var tilfældigt eller intentionelt ved jeg ikke, men det var sublimt, da en enkelt pære i kirkens pompøse lysekrone blinkede lige så irriterende som en muskelkrampe i øjenlåget.

Torsdagen rundedes af med et langt forløb med fri entré under overskriften Elektron Super Sekvens, som programmet beskrev som ”one big live music mixtape”. Konkret bestod det af et bord fyldt med grej og ledningsspaghetti midt på gulvet, som tilhørerne var frie til at placere sig rundt om. Det skabte en spændende og anderledes lytte- og opførelsessituation, hvor man kunne sanse og være til stede i rummet på mange fleksible måder. Nogle krammede deres dynejakker foran sig på maven, mens de lyttede koncentreret. Andre slog lejr på gulvet og småsnakkede, uden det tilsyneladende blev oplevet som forstyrrende. 

Som musikalsk-socialt eksperiment i at nedbryde hierarkier oplevede jeg det som prisværdigt og enormt hyggeligt, men lydligt og kunstnerisk ved jeg ikke, hvor godt det fungerede. Mens et indspillet mix tilstræber et flow, syntes jeg sammensætningen af kunstneriske udtryk i det her live-mixtape var springende og usammenhængende. Vi kom blandt andet forbi Cucina Poveras luftige vokaleksperimenter til det for mig knap så spændende Göteborg-outfit Synd, der begik sig i en slags nordisk luksusdub. Her følte jeg mig mest af alt hensat til den postulerede hygge i lufthavnenes antiseptiske kaffebarer. Hen mod slutningen kom Sofie Birch til og samlede og udglattede de disparate udtryk med organisk ambient. Det var som en lidt kaotisk køkkenfest, hvor ingen holder sig tilbage for at afbryde hinandens playlister. 

Forsøget med at afgive kuratorisk magt, slippe kontrollen og overlade festivalfladen til mere uforudsigelige formater er sympatisk og etisk prisværdig. Og hvad Elektron Super Sekvens angår, var formatet så veldefineret, at man som publikum var villig til at gå med på præmissen. Men for en del af den øvrige festivalflade var der måske en tendens til, at det kollaborative etos gik ud over publikumshensynet. Ulempen er, at der fra et publikumsperspektiv kan opstå forvirring om afsenderforhold, om hvem der kuraterer hvad, og hvornår. Det kan være svært at orientere sig i den intense digitale formidlingsstrøm af monokrom grafik og heftig namedropping, hvor det sjældent oplyses, om et givet navn er en kunstner, et kollektiv, et pladeselskab, en platform eller noget femte. 

Fredag havde blandt andet budt på highlights som Iceboy Violet, The Necks, Brother May og et kuriøst Nicolas Jaar-sideprojekt, samt en heldagsflade på Inter Arts Center tilegnet konkretmusikpioneren Luc Ferrari, som jeg missede. Da vi kom frem til lørdag, fortsatte udfoldelsen af et stykke elektroakustisk musikhistorie, nemlig det scifi-agtige instrument Acousmium. Jeg læste mig frem til, at instrumentet består af 40 og 80 højttalere, som i dette tilfælde var installeret oppe under taget af Inter Arts Center. Hvis jeg forstod det rigtigt, er det akusmatiske musik en form for klingende lyd, hvor man ikke umiddelbart kan se eller identificere lydkilden. Akusmatiske værker er ofte skabt til at blive afspillet i stedet for at og ikke fremført. Grænsedragningen mellem livemusik og indspillet musik bliver altså pludselig ustabil.

Så langt, så godt. Den dansk-svenske lydkunstner Jacob Riis præsenterede under titlen Inhabitants to akusmatiske værker. En tryg, subsonisk brummen bød mig velkommen i rummet, og den tykke og fedtede knirkelyd fra min egen skindjakke blandede sig med sanseindtrykkene fra sortmalede loftsbjælker, skalstole med aluben og fotokopier på plastsæder. Ubevægelighed og dyb lytning, raslende togskinner og fuglekald. Sidstnævnte slog mig som en ret slidt og fladt romantiserende lydkunst-trope. Kunne man ikke i stedet forestille sig at lytte til snegleslim og rotters piben?

Jeg kiggede op og rundt i rummet og så højttalernes flade, mælende ansigter tiltale mig fra alle retninger. Det var overraskende overvældende at sidde i et rum omgivet af så mange højttalere – særligt i sammenligning med de allestedsnærværende kameraer, hvis tilstedeværelse vi knapt nok registrerer længere. Så mange ytringer fra så mange sider. Huller, fordybninger, resonanskamre, huleformationer. Håndflader, der blev klasket rytmisk sammen. Thank you med fransk accent.

De rammer hver gang, de her sammenkrøllede og digitalt muterede råb, som hos Croation Amor gør det ud for hjemsøgte popomkvæd. 

Lørdag aften bidrog Posh Isolation som repræsentanter for den københavnske musikscene. I anledning af det hyper-stilbevidste pladeselskabs femten års jubilæum var der tilrettelagt en tretrinskanon af nedslag i kunstnerporteføljen. Først Vanity Productions; labelmedstifteren Christian Stadsgaards alias, som havde fundet en anden ambient ømhed end den monumentale støj, navnet typisk forbindes med. Dernæst CTM’s stadig mere konsekvente vej op ad en minimalistisk abstraktionsstige. I form af buestrøg, der skiftevis føltes som et kærtegn på kinden og som at skære sig på et stykke papir. Koncerten prellede lidt af på mine membraner, men jeg mistænker, at jeg stod temmelig alene med den oplevelse. Sidste navn var et gensyn med den lidt fodboldspiller-arrogante scenepersona, som Loke Rahbek har finpudset siden Croation Amors begyndelse. Med ansigtet formummet bag et klæde og i skyer af røg fik vi dansable tracks fra sidste års suveræne A Part of You in Everything. En fængslende, men også velkendt og tryg fremvisning af den kuldslåede intimitet, som Rahbek har et særligt greb om. De rammer hver gang, de her sammenkrøllede og digitalt muterede råb, som hos Croation Amor gør det ud for hjemsøgte popomkvæd. 

Mens Posh Isolation fejrede årsdag, var der propfyldt på hovedscenen i underetagen. Først åbnede jeg en tung dør, så trak jeg et tykt lydisolerende gardin til side. Det var knapt nok til at komme til for kroppe. Jeg så aya, en slags accelerationistisk spicegirl badet i videoprojektioner. This is a song where I pretend that I do something. But I’ve already made it. So fuck off, snerrede kunstneren med en fuldendt fremmedgørelsesmanøvre. Mængden hvinede af fryd og badede deres ansigter i lilla laserlys.

Et andet tilløbsstykke var Brooklyn-duoen Deli Girls, som opførte en slags MySpace-ekstremmusik for en ekstatisk moshpit. Jeg slog op i min indre, mentale popkultursøgemaskine og fik en vision af et møde mellem t.A.T.u. og Trent Reznor. Emo anno 2024: En æstetik, man kunne kalde aggressiv cuteness. Katarsiske skrig rungende af dysfori, forladthedsangst og appeller om tryghed og omsorg.

Mens jeg banede mig vej gennem mængderne af skånske teens med A.G. Cook-frisurer og bdsm-halsbånd, noterede jeg mig en uprætentiøs og åben feststemning uden den cerebrale selvbevidsthed, som ellers nemt får eksperimentalmusikfestivaler til at føles lidt kropsfjendlige. Her rakte eksperimenterne og ambitionerne ud over det musikalske og længere ind i det sociale. For eksempel i form af en mærkbar bestræbelse på at skabe mere inkluderende og mere queerede rum, uden af den grund at have behov for at udbasunere det som arrangør. 

Lad os ikke være naive: Rene frirum eksisterer ikke, progressive musikmiljøer er også mikrokapitalistiske kredsløb, men de kan bestræbe sig på at holde undertrykkelse så meget i skak, som det nu engang er muligt. Men selv ikke disse uperfekte rum kan vi tage for givet, og jeg tror, musikmiljøer fremover skal forberede sig på at forsvare dem.

Og en festival som Intonal befinder sig i periferien og i al fald stadigvæk i relativ sikkerhed fra de autoritære og nyfascistiske kulturpolitikker, som det sidste år drastisk har ændret og indskrænket manøvrerummet for andre platforme for samtidsmusik. I al fald sammenlignet med selvopfattet progressive flagskibe som festivalen CTM, Berghain, Unsound og Atonal, som har været præget af censur og aflysninger på uigennemsigtige grundlag. Udrydningstruede arter har brug for spredningskorridorer, og musikmiljøer har brug for solidariske forbindelseslinjer. Det er godt vi stadig har dem.

Info: Intonal fandt sted 25.-28. april 2024 i Malmö på den uafhængige kulturscene Inkonst samt flere eksterne lokationer. Festivalen har eksisteret siden 2015. Læs eller genlæs Ivna Franics reportage fra sidste år her.