Christopher Owens – en skrøbelig ballademager

”I’m trying to learn from songwriters” , fortæller en ydmyg Christopher Owens i en video fra 2009, mens han i en pladebutik hamstrer album til sig med blandt andre Merle Haggard, Dwight Yokam, Gram Parsons, Lyle Lovett og Randy Newman. Ikke lige inspirationer man havde forventet fra sine indie-helte, kan jeg huske, at jeg tænkte dengang. Men bestemt store sangskrivere.

Men når man ser tilbage på de nu hedengangne Girls og deres udvikling, var det tydeligt, at garagerock-momenterne og indierock-schlagerne var på vej til at blive erstattet af mere klassiske singer-songwriter-sange, både underspillede og mini-episke. Tag bare “Love Like a River” , “Just a Song” eller “Forgiveness” – alle fra sidste års fremragende andet album “Father, Son & Holy Ghost”. Og sangskrivningen? Den blev også bedre. Præcist som en håbefuld Owens anno 2009 havde ambitioner om.

Og nu står han så helt på egne ben, hvilket kun gør ham endnu mere sårbar. Meget få musikere kan og tør skrive ballader som Christopher Owens, hvilket førstesinglen fra det kommende album ”Lysandre”, det rørende nummer “Here We Go”, er yderligere fint bevis på. Med harmonika og tværfløjter så idylliske som en svensk skovsø, er det blåøjet og næsten for godt til at være rigtigt godt. Men også kun næsten. For i Owens på en gang skrøbelige og selvsikre røst, fornemmer man ofte (og i særdeleshed på “Here We Go”) en ægte smerte og melankoli, der alligevel for én til at sænke samtlige parader og lade sig omsvøbe sangen, som det den er: Nemlig endnu et pragteksempel på en fortræffelig og skrøbelig ballademager in action.

Lysandre er ude i januar 2013 på Fat Possum, og som man kan se fra dette Pitchfork-klip fra 2010, der rummer flere Lysandre-sangskeletter, har albummet været længe undervejs.