Passive/Aggressive

Copenhagen Harsh Noise Assault – Mellem smertehavet og den blideste berøring

Feature January 5 2017 arshnoise

Livereportage fra Copenhagen Harsh Noise Assault #8 af Nils Bloch

Min ven Asger og jeg havde for omtrent halvandet år siden fornøjelsen af at opholde os i Paris i en længere periode med det entydige formål at dykke ned i Frankrigs anerkendte elektroniske musikscene. Jo længere tid vi opholdt os i byen, og jo flere koncerter vi gik til, des oftere hørte vi genren ”arsh nøijse” omtalt. Efter lidt fonetisk udredning stod det klart, at genren harsh noise var det nye sort og i sagens natur på alle parisiske kunstnertypers læber. Som københavnske kunstnertyper var Asger og jeg naturligvis meget opsatte på at komme til harsh noise-koncert, men det skulle, genrens verbale eksponering til trods, vise sig svært at få lov til. Man skulle antage, at det var ganske indlysende, hvad genren indebar, men mellem sprogbarrierer og svigtende held befandt vi os til koncert efter koncert med beskeden om, at det altså ikke var sådan rigtig harsh noise, vi var vidne til. Ved en enkelt lejlighed introducerede min franske ven Quentin os foran et spillested for en type, der havde brugt de sidste tre år af sit liv på at dokumentere Europas harsh noise-scene. Needless to say, også denne aften måtte vi gå med uforettet sag.

Således blev harsh noise opholdets blå blomst, og det var derfor med et vagt håb om afklaring, at jeg en våd novemberaften drog til Københavns nordvestlige hjørne med kurs mod dansk undergrundskulturs Akropolis: Mayhem. Og jeg kom ikke forgæves! Mellem spillestedets nøgne betonstolper tronede et aflangt bord alteragtigt i rummet, og oven på det lå en mur af ledninger, synthesizere og hjemmebyggede fjederrumklange.

Scenen var sat for den ottende omgang af Copenhagen Harsh Noise Assault, der er kurateret af det københavnske båndlabel Moral Defeat. Selskabet har de sidste par år været ansvarlige for en jævn strøm af noise- og industrialudgivelser (indpakket i en stram Xerox-æstetik domineret af vintage porno, lænker og læder), og Copenhagen Harsh Noise Assault har fungeret som en åben platform for eksponeringen af denne scene. Aftenens fem koncerter bestod af både danske og udenlandske navne, der er mere eller mindre løst tilknyttet selskabet, og som det ofte er kutymen på Mayhem, varede de fleste koncerter under en halv time, hvilket mere end nogensinde syntes som en nødvendighed med tanke på musikkens voldsomhed og fysikalitet. Koncerterne stod derfor som korte kunstneriske angreb, der, som en syndflod i slowmotion, væltede ud over det stille afventende publikum.

Hvor de fleste af aftenens kunstnere, med deres voldsomme bevægelser og insisteren på at larme mest muligt, ærede den punkæstetik og aggression, der ligger indbygget i genren (og, som Goodiepal har sagt, måske kan beskyldes for at have mistet lidt af potensen og være overgået fra provokation til konvention), skilte én sig ud og løftede aftenens koncertoplevelse op på et nyt niveau, nemlig Die Kombination. Om den tyske kunstner kan regnes som vaskeægte harsh noise, har jeg en anelse svært ved at afgøre, men det er virkelig heller ikke det vigtige i denne sammenhæng, for det var en af de største musikalske overraskelser, jeg længe har fået!

Den unge tysker tog plads bag alteret som aftenens tredje indslag og kastede sig uden introduktion ud i en gedigen omgang kabeltrylleri og befamling af den obligatoriske MS20’er. Med et tilbageholdent fokus drog han ud på en musikalsk undersøgelse af ekstremernes afkroge – mellem det bløde og det skarpe, mellem den blideste berøring og smertehavet, mellem melodien og den abstrakte flade.

Mens koncerten rasede i mig, blev jeg ved med at vende tilbage til et begrebspar, som Nietzsche, med græsk forlæg, opstillede for at beskrive det menneskelige sind: det dionysiske og det apollinske. Groft sagt kan man sige, at det dionysiske er eksistensens grundlæggende kaos, og det apollinske er menneskets evne til at adskille og ordne i dette kaos. Dog mente salig Friedrich, at selvom det apollinske er en perceptiv nødvendighed, må man aldrig fornægte det dionysiske kaos, da det er dér, al kreativ livsenergi har sin rod. Derfor befinder mennesket sig konstant udspændt mellem disse to modstridende impulser, og det var, som om Die Kombinations optræden var netop denne kamp mellem orden (toner, motiver, semiotik) og kaos. Han negerede ikke blot den traditionelle musikalske orden, han fik den snarere drevet ud i en forplumring, hvor al systematisering gik fløjten, blot for i næste nu at hale den tilbage på sikker grund. Men ikke nihilistisk, for som Nietzsches dionysiske energi var det et frugtbart kaos, hvorfra noget ganske nyt kunne frembringes.

Snarere end en komposition skabte han således et spændingsfelt, man kunne opholde sig i. Et spændingsfelt, hvor vi sammen vandrede på randen af et semiotisk kollaps. Som når han skreg uforståelige ord i sin mikrofon – en verbal gestus destrueret af støjens voldsomhed. Eller når vi landede efter et støjinferno, og en samplet stemme lod sig udviske af dronerne. Eller når et Leyland Kirbysk kirkekor forvrænget afviste al voldsomhedens simplicitet og i koncertens sidste minutter henførte mig til det apollinskes højborg: Kirken.

Særligt det skrattende kor ramte med en utrolig følelsesmæssig styrke, som det stod der og sitrede mellem aftenens uendelige hvide støjflader og voldsomme bevægelser. Og netop det faktum, at der også blev plads til en sådan skrøbelighed hos Die Kombination, at det apollinske ikke blot blev negeret, men derimod fik lov til at kæmpe som en kristen mod løverne i romernes gladiatorkampe, er årsagen til, at denne koncert gjorde så voldsomt et indtryk. Uden frembringelsen af disse spændingsfyldte relationer føler man sig som publikum blot bedøvet. Bliver man banket i hovedet med en endimensionel følelse, mærkes den sjældent. Nej, det, der skaber røre i éns indre, og som Die Kombination gjorde så eminent, var, at han kørte sin musik som en plov gennem hele mit følelsesregister, fra det opløftede og aggressive til det skrøbeligt kontemplative. Når det lykkes for en kunstner således at dirigere lytteren rundt i manegen, opstår der hos modtageren en forvirring, der blotter noget inde i vedkommende og får følelseslivet til at buldre som et oprørt hav.