CTM Festival: Ana Fosca tog Berghain med til randen af det sammenhængende

Reportage af Mathias Schønberg, foto af Ed Gumuchian

Passive Aggressive har talt med Ana Fosca og er taget til Berlin for at dække CTM Festival (Club Trans-Mediale) – festival and platform for ”adventurous music and art”, hvor hun spillede i år. Festivalen startede i 1999 som en måde at samle klubmiljøet og udforske det kunstneriske og politiske potentiale og varer 10 dage med musik, visuel kunst, installation, performance, foredrag, talks og workshops på programmet på 13 venues. Med 2023-temaet ’PORTALS’ fokuseres på, hvordan musik og kunst kan være indgange til andre erfarede virkeligheder, historier og mulige fremtider. ”Multi-perspective experiences, critical reflexion, hedonism and collaborative learning” er ifølge festivalens beskrivelse formen. Omtrent 50.000 personer deltager – i år med københavnske navne på plakaten hele tre dage i træk til hovedbegivenheder på Berghain. Mathias Schønberg fortæller om sine oplevelser med de to af dem, Puce Mary og Ana Fosca. Artiklen er anden del i en serie af to.

Ana Fosca er aktuel med udgivelsen Poised at the Edge of Structure fra sidste år – en mørk og eftertænksom ambient-plade med rå lyd uden mange lyspunkter. Udgiveren, Helen Scarsdale Agency, beskriver Ana Fosca som “optaget af menneskets hang til tragedie, vold og forgængelighed”, hvilket ligger godt i tråd med CTM-festivalens tema for onsdag aften, Devouring the Dread. Som første koncert i et dystert line-up af Ruhial Quisar (Devil’s Dance Noire), Funeral Folk fra de svenske skove med bl.a. Maria Horn og black metal af Wiegegood var Ana Fosca sat ind i en kontekst mørkere end sædvanligt for Berghain i Berlin, hvor denne hovedbegivenhed på programmet fandt sted.

Jeg fandt mig selv på Berghains main floor i et anderledes roligt publikum, end man normalt vil opleve på en Klubnacht udenfor CTM-festivalens program. Der blev ikke udvekslet kindkys eller farvestrålende piller under blinkende lamper, og der var ingen pumpende techno-puls i den høje betonsal. Der var derimod en afstand mellem de fremmødte, stående med samlede ben og korslagte arme med en øl eller et glas vin, der markerede privatsfære i det pænt påklædte publikum. De fleste så ud til være kommet alene eller to og to, og kun lavmælt hvisken hørtes over en roligt åndende ambient-baggrund fra højtalerne. Stemningen klædte lokalet uhyggeligt godt; selv før aftenens koncerter startede, var det som om den enorme bygning fik lov til at sukke roligt og bearbejde sin post-party-melankoli.

Jeg har kun oplevet Ana Fosca en enkelt gang i fælles optræden med Vanity Productions til Posh Isolations 13-års fødselsdagsarrangement, men jeg har hørt Poised at the Edge of Structure igennem en hel del gange nu. Jeg skal indrømme, at jeg faktisk har haft en anelse svært ved at lytte mig ind i den og finde momenter at hæfte mig ved. Den forsvinder lidt for mig, og jeg er ikke helt sikker på, om det er det, der er meningen. Den lyder godt, og selvom jeg godt kan høre det ildevarslende og stormfulde i de overvejende analogt lydende støjsekvenser, har jeg svært ved at høre den ”sorgens matematik”, som Ana Fosca ifølge udgiveren bruger som udtryk for pladens bagvedliggende motiv. Jeg havde derfor, inden jeg tog til CTM-festivalen i Berlin, stillet Ana Fosca et par spørgsmål for at få de rette clues til at åbne mine ører på den rigtige måde. Det viste sig dog ikke at være nødvendigt. Koncerten, som var specielt forberedt til CTM med enkelte elementer fra pladen, var blandt de mest betagende oplevelser, jeg har haft i netop det rum – eller hjemme på Mayhem for den sags skyld, hvor Ana Fosca til dels har udviklet sin lyd.  

Når jeg hører nogen bruge udtrykket “What doesn’t kill you makes you stronger”, forundres jeg altid. Det tror jeg ikke er rigtigt.

Ikke desto mindre var svarene fra Ana Fosca, som udenfor scenen hedder Linn Hvid, åbenhjertede og eftertænksomme på en måde, som alligevel gav mig en udvidet forståelse af oplevelsen og perspektiver på genren. Og naturligvis fortjener P/As læsere at få indsigt i dem.

Om aftenens tema Devouring the Dread, hvor der blev fokuseret på “smerte, vrede og deres forløsning”, spurgte jeg Linn om, hvordan disse temaer hænger sammen med hendes musik – om hun deler CTM-programmets ønske om at “fortære” disse følelser, eller om der er noget andet, hun gerne vil med dem:

”Personligt har jeg oplevet store tab i mit liv. Hvad stiller man op med den smerte? Det spørgsmål, følger mig i mit liv. I perioder er det mere fremtrædende for mig end andre. Når jeg hører nogen bruge udtrykket “What doesn’t kill you makes you stronger”, forundres jeg altid. Det tror jeg ikke er rigtigt. Men man lærer at leve med smerten og savnet på en eller anden måde. Det er man nødt til. Uanset hvor meget musik, jeg laver, som nok et eller andet sted er forankret i sorgen over tabet af en elsket, så vil smerten altid være der. Det er et uudtømmeligt bæger. At forsøge at fortære smerten og sorgen, lyder som om jeg har tabt på forhånd. Som om jeg blot bliver en beholder for sorgen og ikke andet. Det er jeg ikke interesseret i. Det lyder for mig som et goldt sted at befinde sig. For at kunne bruge sorgen og smerten til måske at kunne skabe et rum for andre at finde resonans i, må jeg holde balancen i livet. Søge det gode og det smukke – det livsduelige. Ikke fortære ulykken. Men leve med den. Det er ikke nemt. Min musik handler ikke direkte om min egen sorg og smerte over et tab, men sorgen og savnet vil følge mig altid, og derfor ligger de tilstande nok også i min musik et eller andet sted. Ubevidst dukker de frem og er med mig, når jeg laver musik, og derfor er de nok også i det, jeg kommer til at spille til CTM Festivalen.”

På Berghain, hvor jeg selv stod med armene over kors som for at holde fast på mig selv, lød Ana Foscas verden for mig som en optagelse af et udtørret klima, der gav efter for historien. Det var tørre og hårde lyde som af friktion, skridende flader, der kun rykvis gav efter for hinanden. Tektoniske skred, hæse vindstød og klippers gnidsel mod hinanden. En ikke-menneskelig sorg fra et goldt landskab snarere end individuel erfaring. Som bagtæppe til scenen så man gennem et stort vinduesparti ud mod Berghains bagvæg og fire store runde rosetter i beton, som jeg engang har ladet mig fortælle, er bærende for bygningens konstruktion. De har et domisk center hvorfra lige linjer udstråler i en cirkel og minder i både udseende og størrelse om møllesten. Som visuel baggrund over Ana Fosca og hendes bord med elektronik opstod en smuk syntaks mellem møllestenene og de tunge lydes langsomme gnidsel, som mindede om tidens rundgang, korn, og den store høst, begyndelsen og enden på livet.    

Der var ingen mol eller dur og intet dramatisk forløb. Enkelte lange tonale flader lød som varslende horn, og det var virkelig som at færdes langs en rand – the edge of structure – et sted hvor det sammenhængende landskab fortaber sig i tågen. Men styret af et roligt observerende sind, som med en finger strygende langs randens overflade i langsom udforskning og afklaret vished om, at her bliver aldrig igen et hjem, og det hele giver sig nu, skrider i sprækker og kløfter.  

“I virkeligheden vil jeg gerne være så lidt styrende for lytterens oplevelse af min musik, som muligt. Hvis jeg kan skabe et rum, en portal, om man vil, hvor tilhøreren føler sig i stand til at komme i kontakt med et bestemt rum i sig selv eller med en bestemt følelse, har jeg opnået, det jeg drømmer om med min musik. Det handler om for mig at være så ærlig og modig i den ærlighed som muligt, når jeg laver musik, for på den måde at håbe, at man som lytter også tør at lade sig selv kunne læne sig ind i lytteoplevelsen og derinde skabe sit helt eget rum, som måske, måske ikke, bliver en portal til noget.” 

Sådan lød Linns svar på mit spørgsmål om, hvilken portal hun ville åbne for os. Og netop denne mulighed for at finde et rum for resonans mellem koncerten og mine egne følelser, som hun i svaret giver udtryk for at ville skabe rum for, blev for mig måske dannet af min egen sorg over naturens udmattelse og tidens brutalitet. Et digt af Shakespeare rungede for mit indre øre unisont med lydens hårdt sammenstødende flader:

Since Brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea

but sad mortality oversways their power,

How with this rage shall beauty hold a plea,

whose action is no stronger than a flower?

Oh, how shall summer’s honey breath hold out

against the wrackful siege of battering days?

I musikken hørte jeg samme friktion eller ubarmhjertige slid af tiden mod skønhedens dødelighed, men denne gang forladt af enhver romantik. Blot konstaterende og som en stemme fra en anden kraft end menneskelig.  

Når jeg først er i gang med at spille, føles det ofte som om, at musikken har sin egen vilje, mit udstyr har sin egen vilje, og jeg skal på en eller anden måde bare følge med.

Da jeg havde spurgt Linn, hvilke tanker og følelser hun havde ved at skulle spille til CTM på Berghain, fortalte hun, at CTM er en festival, der gennem mange år har haft stor betydning for hende, og om en surrealistisk følelse ved at tænke over at hun snart ville stå og spille der selv:

“Men samtidig føles det også ekstremt virkeligt og ‘tæt på’. Jeg er i gang med at forberede mit set, og jeg tænker meget på koncerten, så jeg er på én gang allerede ”i gang med koncerten”, og på samme tid føles det uvirkeligt lige nu; som noget, der ligger langt væk. Når jeg først er i gang med at spille, føles det ofte som om, at musikken har sin egen vilje, mit udstyr har sin egen vilje, og jeg skal på en eller anden måde bare følge med. Det er en speciel tilstand. Ofte føler jeg, at mit musikudstyr, lyden og rummet, jeg spiller i, sammen med dem, der er til koncerten, tilsammen producerer en enorm kraft, som samtidig balancerer på en slags knivsæg – som om det hele på én gang hvert øjeblik kan bryde sammen og samtidig er det mest kraftfulde og intense, jeg kender til”. 

Netop denne vilje fra udstyret, lyden og rummet selv syntes jeg at opleve på samme måde. Som om Ana Fosca nærmest blot lod det ske med en kærlig tillid til dets vilje. Samtidig var der en netop en kraft og intensitet i koncerten, som jeg i al rimelig oplevede komme fra Linn Hvid selv. På scenen stod hun med en genstand i hånden, som hun øjensynligt kontrollerede visse intensiteter i lyden med, sandsynligvis med en form for magnetisme som med en theremin. Det tog mig lidt tid at danne et indtryk af genstanden, en slags totem af industrielt materiale. Noget net af jern, tror jeg, bukket om noget trevlet stof eller stykker af tynd kæde, knuget i hånden som et værdifuldt æg med en usynlig kraft indeni.

Der var noget lidt uhyggeligt posthumant over genstanden. Jeg blev ved med at komme i tanke om den mystiske obelisk i åbningsscenen til Kubricks Space Oddity 2001, og mens jeg oplevede en snert af samme frygt og vilde undren som menneskeaberne i filmen, var jeg beroliget af Ana Foscas myndige kontrol over den og af den dybe bas, der uden taktfasthed konstant ulmede under det golde landskab som et stort rødt, skvulpende hjerte.   

Jeg må indrømme, at jeg på min anden aften af CTM glemte, at jeg var på Berghain. De øvrige koncerter var så atypiske for stedet, at det nærmest blev mærkeligt. Med Maria Horns Funeral Folk med (i øvrigt smukt avanceret arrangeret) violiner og nostalgiske hjemstavnsdigte læst op på svensk var man pludselig i en lun families ødegård, og med Wiegedood’s black metal var man pludselig tilbage i mudderet på en halvkikset festival for ond musik i 2013. For mig blev mængden, eller snarere retningen, af portaler for ufokuseret. Ikke ulig tirsdagens arrangement, virkede programtekstens tematisering nødvendig for, at man kunne forstå, hvad i alverden der foregik. Men med Ana Fosca oplevede jeg en koncert, som havde en anderledes dybde. Som uden koncept, og uden irriterende anmassende menneskelig agens, gjorde mere for mig end den noise-plade, jeg havde hørt hjemmefra eller den type oplevelse med genren, Linn selv beskriver:

“Når jeg lytter til noise, er det ofte en form for ingenting, jeg oplever, forstået på en meget positiv måde. Ofte, fordi lyden til noise-koncerter er så intens, er det eneste jeg kan at eksistere i det og med det, ingen tanker eller følelser strømmer igennem mig. Jeg findes bare. Med min krop. Det er et rum, jeg ikke oplever andre steder, og som jeg værdsætter højt. Kan jeg formidle bare lidt af den tilstand med min musik, er jeg taknemmelig”.             

Denne kropsligt tilstedeværende tilstand oplevede jeg bestemt. Men det var et langt mere malerisk portræt af et ingenting end den overtagelse af sanserne og udslettelse af tankerne, som er typisk for noise. Jeg blevet givet en portal til randen af den sammenhængende verden og ført dertil af en rolig hånd med en totem af vragstumper fra menneskehedens sidste tid. Det er jeg taknemmelig for.